Sjældent har en filmtitel passet bedre end på Johannes Holzhaunsens fascinerende dokumentarfilm om Wiens berømte kunstmuseum. For hvis der er noget, som filmen indkaspler, er det netop storheden.
Storheden ved de Habsburgere, der byggede Kunsthistorisches Museum i 1891. Storheden ved den dedikation og akkuratesse, som museets ansatte lægger for dagen i deres daglige arbejde. Den kunstneriske storhed ved museets værker, og sidst men ikke mindst den fysiske storhed, der præger hver eneste sal og hjørne i bygningen.
I 2011 lukkede man for udstillingslokalerne for at at gå i gang med en omfattende ombygning. Som en yderst privilegeret flue på væggen har Johannes Holzhausen brugt to år på at følge renoveringen og genopbygningen af museets berømte Kunstkammer.
Resultatet er en film, der er lige så elegant som sit emne, og som på smukkeste via indfanger de storslåede rum og deres vidunderlige indhold af malerier, skulpturer, smykker, rustninger, tøj og alverdens historiske effekter. Og også en film, hvor kameraet hvert sekund er præcis det rigtige sted, ja helt ned til kameravinklen og lyssætningen for at fange endnu et lille, fortællende øjeblik.
Opgaven var ikke helt enkel. Johannes Holzhausen har skullet finde den haarfine balancen mellem gammelt og nyt – mellem respekten for fortiden og kravet om fornyelse. I museets mikrokosmos har han skullet skildre den enorme udfordring, som det er at gentænke så stor en bygning og institution, hvor hver enkelt rum fra starten helt ned til den mindste detalje var indrettet i næsten symbiotisk sammenhæng med de udstillede værker.
Heldigvis lykkes manøvren. Som den trænede dokumentarist han er, har Holzhaus valgt at fokusere på de ansatte og på de mange detaljer og kontraster, der tilsammen skaber Kunsthistorishes Museum.
En nænsom og omhyggelig nedtagning af et billede, hvor hver enkelt medarbejder er iført hvide handsker, sættes således i skarp kontrast, da man i næste scene – nærmest chokagtigt – oplever en bygningsarbejder smadre en hakke ned gennem det blanke parketgulv.
En officiel rundvisning af den østrigske præsident og storhertugen af Luxembourg sættes ligeledes i kontrast i en scene, hvor en ældre mand er mødt op for at donere sin fars uniform til museet.
En afskedsreception for en ældre medarbejder sættes over for de daglige magtkampe ved forretningsmøderne, hvor museets alfahan, økonomichef
Paul Frey med rigid sans for petitesser kritiserer oplægget til museets nye logo, fordi a’et er for aggressivt.
Og sidst men ikke mindst sættes publikums begejstring i kontrast til de omhyggelige restaureringer af værkerne, der foregår i museets værksteder.
Johannes Holzhausen maler sit smukke værk med akkuratesse og bløde præcise strøg – og helt uden at kommentere det, vi ser på lærredet.
Og selv om museets medarbejdere og deres verden kan forekomme excentrisk, så er det en verden man meget gerne løser billet til.
Det store museum – 94 minutter – Østrig – Instruktør: Johannes Holzhausen – Medvirkende: Ansatte på museet m.fl
