De bedste film i 2019

Så gik der endnu 365 dage. I aften kimer rådhusklokkerne det nye år ind og dermed er filmåret 2019 definitivt slut.

Og hvilket filmår med mesterværker både ude og hjemme. I starten af året kom May el-Toukhy’s ”Dronningen” med en mesterlig og fuldstændig lammende præstation fra Trine Dyrholm, som den succesfulde alfakvinde, der indleder en affære med sin stedsøn. Og i juleferien var der premiere på dette års Cannes-vinder, den koreanske ”Parasite”. Et virtuost filmværk, der fuldstændig ubesværet hoppede mellem forskellige genrer.

De to film viser, hvordan det fortsat er værd at gå i biografen, og at multibevægelige sæder og fantastisk lyd kun er sekundært i forhold til det, der foregår oppe på lærredet.

Slutningen af året blev også præget af et uskønt forløb på Den Danske Filmskole, hvor skolens kendte dokumentarfilmsleder Arne Bro blev vist bort. Derefter blokerede eleverne skolen, og efter et par ugers demonstration måtte rektor Vinca Wiedemann trække sig, hvorefter Arne Bro kunne vende tilbage. Man må derfor håbe, at 2020 bringer en frisk start for det sted, der uddanner næste generation i dansk film.

Balladen på filmskolen kan dog ikke skjule, at dansk film har haft endnu et forrygende år. Ved årets slutning har ikke færre end 23 danske spillefilm og fem dokumentarfilm haft premiere i biografen. Samtidig var der midt i december indløst 3,4 millioner billetter til danske film. Det tal forventes at stige endnu mere inden udgangen af året og giver de danske film en markedsandel på 27%. Det er en anelse lavere end sidste år, hvor markedsandelen var 28%, men samtidig en solid understregning af, at dansk film står solidt i øjeblikket.

Ser man på de 10 mest sete film i 2019, er det da også en dansk film, der ligger i toppen. Anders Matthesens ”Ternet Ninja” havde premiere i juleferien 2018 og blev øjeblikkelig en tordnende succes. Allerede ved årsskiftet en uge senere var den blevet set af knap 330.000. Og ved den seneste tælling havde filmen solgt 946.502 biletter og var dermed blevet den mest sete film i 34 år.

På andenpladsen kom den længe ventede ”Avengers Endgame” med 574.165 solgte biletter, mens Disneys nye version af ”Løvernes Konge” blev nummer tre med 511.780 biletter.

Der var dog yderligere tre film på Top 10 listen nemlig Niels Arden Oplevs drama ”Ser du månen Daniel” (471.865 billetter), Tilde Harkamps komedie ”Jagsæson” (470,569 billetter) og så ”Dronningen” (332.809 billetter).

Dermed blev det også endnu engang understreget, at det ikke er de filmiske mesterværker, der trækker flest billetter, men de store biograf-blockbustere. At film for hovedparten af biografgængerne først og fremmest er underholdning, men at kvalitetsværker også kan lokke folk i biografen, og at der dermed er plads til begge dele.

2019 demonstrerede også endnu engang, at 10-erne for alvor blev TV-seriernes store, dundrende årti. Her fik vi for eksempel den længe ventede afslutning på serien ”Game of Thrones”, der satte helt nye standarder for, hvilke historier der kan udfoldes på TV. ”Chernobyl” beskrev på mesterlig vis de skæbnesvangre dage op til katastrofen på  Tjernobyl atomkraftværket i 1986 og det enorme rednings- og oprydningsarbejde bagefter. Og Damon LineLoff sluttede TV-året af med en lige så mesterlig videreførsel af Alan Moores berømte tegneserieklassiker ”Watchmen”.

Herhjemme kunne vi blandt andet nyde anden sæson af Anna Amma Haudals vidunderlige ungdomsserie ”Doggystyle”, hvor man kunne følge Astas fortsatte udvikling i Havneby i Odsherred.

Kigger man ind i 2020 starter det nye danske filmår den 9. januar med premieren på Anders Refns familiedrama ”De forbandede år” og Feras Feyyads dokumentarfilm ”The Cave”, der skildrer den daglige kamp i et underjordisk hospital i Syrien. Og den 30. januar er der premiere på Mikkel Nørgaards ”Klovn the Final”, der afslutter Klovn-triologien.

Med disse ord vil jeg sige godt nytår til alle CineMadsen-bloggens læsere. Tak fordi I hænger på eller kommer til. Jeg glæder mig til også i 2020 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.

Traditionen tro vil jeg slutte med at omtale en række film, der alle fik topkarakter på bloggen i år. Otte værker der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet, og hvor fantastisk et medie, film er. Og otte værker, som alle, der elsker film ikke bør snyde sig selv for.

THE FAVOURITE
Der er film, som ligner alt det andet. Og så er der film, der ér noget ganske andet. Yorgos Lanthimos sprudlende sorte kostumekomedie ”The Favourtie”, der havde premiere i januar, hørte så afgjort til i den sidste kategori. Aldrig før havde Lanthimos fundet en så effektiv motor for sit mørke, nådesløse blik som her. ”The Favourite” er en perfekt skåret diamant – et helt og aldeles excellent, dybt underholdende og lige så misantropisk barokt drama fra Dronning Annes hof i begyndelsen af 1700-tallet. Og med tre aldeles brillante skuespillerinder – Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone – der leverede varen med en præcision og en veloplagthed, der gør dem fuldt fortjente til de Oscar-statuetter, de blev nomineret til.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2252

COLD CASE HAMMERSKJOLD
Mads Brüggers nyeste dokumentarfilm ”Cold Case Hammarskjold” blev en film der uden sammenligning var hans bedste og mest foruroligende, og som allerede efter verdenspremieren på Sundance filmfestivalen fik mægtige medier som New York Times, The Guardian og Der Spiegel til at faktatjekke dens afsløringer. For kunne det virkelig passe? Svaret svævede i vinden. I sin efterforskning på at afdække sandheden om FN Generalsekretær Dag Hammarskjölds mystiske død ved et flystyrt i 1961, kom Brügger nemlig uforvarende til at falde over en langt større og mere gruopvækkende sandhed. ”Cold Case Hammaerskjöld” efterlod tilskuerne dybt foruroligede og blev en af de mest provokerende og tankevækkende dokumentarfilm i mange år.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2260

DRONNINGEN
Nogle gange ser man en film, der river en med fra første sekund og som ved sit mod og sin kompromisløshed smasker en op mod væggen, så man forlader biografen med bævende ben dybt berørt af, hvad man har set. Sådan en film var instruktøren May el-Toukhys anden spillefilm efter debut’en med komedien ”Lang historie kort” (2015). Trine Dyrholm gav sig som sædvanligt 120 procent både fysisk og følelsesmæssigt. Det var en nydelse af de sjældne og store scene for scene at opleve hende i absolut professionel topform i hendes livs måske mest komplicerede rolle som Anne, der forfører sin stedsøn Gustav og ruller sin skruppelsløshed ud. På den måde blev ”Dronningen” ikke blot et bombenedslag midt i en MeToo-æra, hvor især mænd fremstilles som krænkere. Den blev også årtiets måske største danske filmoplevelse.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2375

AVENGERS ENDGAME
Forventningerne var enorme op til premieren på ”Avengers Endgame” i slutningen af april. Marvels 22. film skulle afslutte det, som startede 11 år tidligere med Iron Man (2008) og som siden har udviklet sig til verdens største, og meste forrygende superheltefranchise. Og heldigvis blev forventningerne indfriet. ”Avengers Endgame” var en film, der først og fremmest var lavet af fans af MCU-universet til andre fans. Det ville dog være for kynisk at kalde filmen for simpel fan-leflen. Der var snarere tale om en velfortjent hyldest til de øjeblikke, personer og forhold, som vi som tilskuere havde knyttet os så tæt til gennem de seneste 11 år. Læg dertil de fantastiske CGI-effekter og Marvel-franchisens fuldstændigt overdådige all-star cast, og resultatet var en fejende flot afslutning på alle tiders største superhelteeventyr.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2407

ONCE UPON A TIME IN HOLLYWOOD
Quintin Tarantinos 9. Film blev også en af hans bedste i mange år. Et blændende periodedrama fra filmens hovedstad Los Angeles i slutningen af 60’erne, hvor Hollywood og hippietiden gik hånd i hånd. Og hvor Charles Manson og hans moderiske diciple rykkede tættere på i kulissen, mens gamle vintage biler kørte rundt med 60’er popmusik drønende ud fra små radioer. Tarantino foldede Hollywood anno 1969 ud med en overlegen skødesløs nonchelance, skabte sit tidsbillede og genskabte filmbyen med næsten en tidsmaskines præcision. Og endnu bedre også stemningen af en by på kanten mellem to epoker. Lige inden Manson og hans tilhængere definitivt satte en stopper for de kærlighedsfyldte hippiedage med de uhørt brutale mord på Sharon Tate og en række andre. Samtidig leverede Leonardo DiCaprio og Brad Pitt to stjernepræstationer, der understregede, hvorfor netop de er to af Hollywoods stærkeste og mest karismatiske skuespillere.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2530

TOY STORY 4
Pixar gjorde det igen og skabte det absolut smukkeste kapitel i Toy Story fortællingen. Man blev betaget, grinede højlydt og ikke mindst mod slutningen kneb mange flere tårer. Alene det, at en animationsfilm kan fremkalde så dybe følelser, siger noget om, hvad det er for en unik ting, som Pixar kan. Folkene bag Toy Story demonstrerede en sjælden grad af overskud. ”Toy Story 4” sprudlede i den grad med ideer både visuelt, handlingsmæssigt og dialogmæssigt at der ikke var det mindste strejf af rutine over det. Pixar’s store styrke er deres evne til at fortælle en almengyldig historie i et unikt univers. Samtidig er de i stand til at levere en stadig mere kompleks historie uden at tabe den magi, der gjorde, at man blev forelsket i venskabet mellem en cowboy og en rumhelt for snart et kvart århundrede siden.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2551

AYKA
Den russiske film ”Ayka” var endnu et eksempel på den nye filmtrend med kvinder på kanten, hvad enten det gælder den personlige og mentale kant eller deres livssituation. Sergei Dvortsevoys film var en 1 time og 40 minutter totalt usentimental og isnende flugt gennem Moskvas snedækkede gader, hvor den unge kvinde Ayka mere og mere desperat prøver at sammenstykke et liv efter en hovedløs flugt fra fødeklinikken i filmens åbningsscene. Foran vores øjne leverede Samal Yeslyamova en aldeles suveræn præstation, hvor hun uden mindste blufærdighed kastede sig ud i denne fornedrelsens tour de force. Det gjorde hun med en underspillet indlevelse, der gang på gang fik filmen til at fremstå nærmest dokumentarisk. Så det er ikke bare fuldt fortjent, at hun sidste år vandt prisen for bedste skuespillerinde i Cannes for rollen. Det er en uomgægelighed. ”Ayka” var en film, man næsten ikke havde lyst til at se, men som man burde se alligevel, for den var fremragende.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2650

PARASITE
Selv om filmåret 2019 er ved at være slut, kan det stadig byde på de helt store filmoplevelser. Beviset er den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho’s ”Parasite”, der vandt Guldpalmerne i Cannes tidligere på året, og som ramte de danske biografer midt i juleferien. Lige som sidste års asiatiske mesterværk ”Shoplifters” har ”Parasite” sit udgangspunkt i en fattig, men elskelig familie. Historien tager for alvor fart, da sønnen i familien Kim får job som engelsk-tutor i den rige familie Parks. Bong Joon-ho’s film overrasker konstant. Det ene øjeblik befinder vi os midt i en komedie – eller sådan virker det – mens vi det næste bliver kastet ind i noget langt mørkere og mere thrilleragtigt. ”Parasite” glider fuldstændig ubesværet ind og ud mellem de forskellige genrer, mens latteren bliver til en snerren, som derefter fanges i halsen som tårefyldte hulk. Parasite” er rendyrket filmmagi uden et eneste kedeligt øjeblik i de 132 minutter, filmen varer. Tværtimod sidder man klinet til stolekanten, mens historien hvirvler frem mod sin lammende slutning, og filmen hænger ved længe efter, at man har forladt biografen.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2730