Filmanmeldelse: The Grudge – Kliché-gyser, men det virker
FSå blev det 2020. Normalt plejer jeg at glæde mig til at tage fat på et nyt filmår og anmelde årets første film, men ikke denne gang.
Året starter nemlig med en gyser. Jeg må med skam indrømme, at jeg har det med gysere, som jeg har det med de vilde forlystelser i Tivoli. Jo ældre, jeg bliver, jo dårligere har jeg det med dem.
Jeg plejer ellers at nyde at læne mig afslappet tilbage i biografstolen. Men ved gyserfilm sidder jeg anspændt på stolekanten, mens musikken og forventningen om den næste chokeffekt flår i mit nervesystem. Jeg er fuldt ud bevidst om virkemidlerne, men kan alligevel ikke undgå at lade mig påvirke.
Sådan var det også med ”The Grudge” – eller på dansk ”Forbandelsen”. Filmen er en genindspilning af den amerikanske gyserfilm af samme navn fra 2004, som igen var en genindspilning af den japanske instruktør Takashi Shimizus gyser Ju-On (2002).
Nu skal enhver film jo bedømmes ud fra sig selv og ikke sine forlæg. ”The Grudge” anno 2020 starter i Tokyo, hvor en kvinde forlader et hus, hvor der tydeligvis er noget helt galt, og tager hjem tilbage til sit mand og barn i byen Cross River i USA.
Senere følger vi politikvinden Muldoon (Andrea Riseborough), der har mistet sin mand og nu er begyndt på en frisk med sin søn. Hun og kollegaen Goodman bliver sendt ud for at efterforske et skræmmende dødsfald, der fører dem til familien og huset, som kvinden i indledningsscenen tog hjem til.
Det viser sig at gemme på flere mord og på en forbandelse. En hævntørstig, rasende ånd, der rammer alle, der vover sig ind i huset og driver dem til at lide en voldelig død.
Snart går det op for Muldoon, at hun er nødt til at stoppe ånden, hvis hun skal redde sig selv og sin søn.
Kort sagt et simpelt, klassisk gyserplot, som ”The Grudge” pepper lidt op ved konstant at hoppe tilbage i tiden og vise os omstændighederne omkring de øvrige dødsfald.
Det kan dog ikke dække over, at der er en del huller i manuskriptet. Blandt andet får vi aldrig forklaringen på, hvordan forbandelsen er opstået, hvilket klart er en hæmsko. Samtidig står det uklart, om det er huset, der er forbandet – og i så fald, hvordan man kan overføre en forbandelse fra ét hus til et andet?
Men måske forlanger jeg alt alt for meget af en film, der tydeligvis ikke har til hensigt at være hverken dybsindig eller vinde nyt land inden for sin genre. ”The Grudge” er således en såre konventionel størrelse, der benytter sig af alle de klassiske gyser-klichéer: Forbandelser, onde ånder der dukker op som hallucinationer, væsener der bevæger sig bag folk i korridorer eller rækker deres klamme hænder op fra badekarret etc. etc.
Selv om filmen ikke har ét eneste nyt trick i posen, virker gysene dog stadig, og skuespilsmæssigt gør Andrea Riseborough og hendes medskuespillere hvad de kan med det spinkle materiale. Så kan man nøjes med det, er ”The Grudge” udmærket januarunderholdning. Der kommer dog nok til at gå et stykke tid, inden jeg igen har lyst til at se en gyserfilm.
The Grudge – 93 minutter – USA – Instruktør: Nicolas Pesce – Medvirkende: Andrea Riseborough, Tara Westwood, David Lawrence Brown, Zoe Fish, Demian Bichir m.fl.
