Filmanmeldelse: Mænd & Høns – Sort crazyhumor fra det mørke udkantsdanmark

Mænd og høns

4 popcorn

Brødrene Elias og Gabriel mødes på hospitalet ved deres fars dødsleje. Mens Gabriel er den fornuftige bror, er Elias mildt sagt lidt skæv i sin udvikling og mangler tydeligt sociale kompetencer.

Begge bliver dog chokerede, da de efter faderens død finder ud af, at han ikke var deres biologiske far, og at de i øvrigt har hver sin mor.

Deres rigtige far viser sig at være en kontroversiel videnskabsmand, der bor isoleret på en næsten øde ø i det yderste udkantsdanmark. Her møder Elias og Gabriel deres tre halvbrødre, som får Elias til at virke helt normal i sammenligning.

De tre halvbrødre, som også viser sig at have hver deres mor, lever i faderens hjem, et meget nedslidt sanatorium. De modtager de først de nyankomne brødre med modvilje og øretæver, men lader dem derefter flytte ind.

Men hvad er det egentlig for genetiske eksperimenter, som deres far puslede med? Hvad er der sket med ham, og hvilke hemmeligheder gemmer sig i hans laboratorium i husets kælder? Og endnu vigtigere, hvordan får de fem halvbrødre styr på deres temperamenter og sociale færdigheder, så de kan tiltrække de piger, de længes efter?

Som det fremgår af ovennævnte handlingsreferat, bevæger Anders Thomas Jensens nye film ”Mænd & Høns” sig et sted mellem folkelig Morten Korch idyl, Frankenstein og ”De grønne slagtere”. Vi snakker ikke bare almindelig komedie her, men sort, absurd crazyhumor. Eller som den lille ø’s ikke helt almindelige borgmester (Ole Thestrup) udtrykker det: ”Humoren er sådan lidt én til én her på øen”.

Anders Thomas Jensen har tidligere med stor succes leveret skæve komedier fra det menneskelige grænseland såsom ”Blinkende lygter” (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005). Alle er det film, der leger med vores normer og opfattelser af, hvordan mennesker kan opføre sig tilsat en dosis absurd vold. Hvem husker for eksempel ikke den stakkels kat, der måtte lade livet i ”Adams æbler” fordi Ali Kazim ”fik stress”.

Denne gang er det imidlertid som om, at Anders Thomas Jensen har trådt speederen fuldstændig i bund og lukket øjnene. Frem for at skabe endnu et skævt miniunivers midt i et normalt univers kaster han publikum lige ind i noget, der minder om et fuldblods-freakshow. Festligt men også lidt anstrengende i det lange løb.

At det alligevel lykkes at få folk til at grine undervejs og levere filmens fine, humanistiske morale, skyldes ikke mindst, at de fem, rablende halvbrødre spilles vanvittigt og veloplagt af nogle af de stærkeste danske skuespillere: David Dencik er perfekt typecastet som den nogenlunde normale Gabriel, mens Mads Mikkelsen uden anstrengelser glider ind i rollen som den pågående, evigt onanerende Elias. Og Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Søren Malling giver dem kamp til stregen som Josef, Gregor og Franz. Fem halvbrødre hvis eneste lighedspunkt er deres mentale skævheder og det hareskår, de alle er udstyret med. At Bodil Jørgensen er med på sidelinien som traumatiseret bagerjomfru, der er blevet gennembanket af den ene af brødrene med en udstoppet fugl, føles som den naturligste ting i verden. Hun passer lige som ind i sammenhængen.

”Mænd & høns” når at træde på stort set samtlige hellige køer i løbet af sine 100 minutter, hvad end det gælder sodomi, dyremishandling, handicaphumor m.m. Den er ikke lige så helstøbt som nogle af Anders Thomas Jensens tidligere film, men dens parodi på moderne genetik klinger klart igennem de absurde løjer.

Mænd & høns – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Anders Thomas Jensen – Medvirkende: David Dencik, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Søren Malling, Bodil Jørgensen, Ole Thestrup m.fl.