Filmanmeldelse: Big Hero 6 – Blød, actionpakket og overraskende annimationsfilm

Big Hero 6

5 popcorn

Min 7-årige datters dom var entydig: ”Det er helt klart en 6-er! Den film har alt! Kærlighed, had, venskab, sjov, spænding og action!” Som voksen synes jeg nu ikke helt, at ”Big Hero 6” lever op til at være et mesterværk, men den er klart deropad.

Filmen åbner med en flyvetur ind over den fiktive storby San Fransokyo (en blanding af San Francisco og Tokyo), hvor vi ser den ikoniske røde bro, blot meget større og med japanske stafferinger. Vi får allerede her antydningen af, at vi ikke er i vores velkendte verden, men i et parallelunivers, hvor japansk poesi, mystik og robotfascination, smelter sømløst sammen med amerikansk gå-på-mod og slapstickhumor. Det er Miyazaki, Marvel og Disney i en skøn forening.

Den splejsede 14-årige Hiro Hamato er et teknisk geni, der bor med sin bror og tante. Forældrene døde, da han var ganske lille. Hiro har taget studentereksamen som 13-årig og lever nu for robotkampe.

Han kan ikke se meningen med at uddanne sig, når han allerede ved alt, hvad man kan lære på universitetet. Men så tager hans bror ham med hen på sit studie – eller nørdelaboratoriet, som det kærligt kaldes af en af de andre studerende – og Hiro kan straks se sig selv i de omgivelser.

Da broderen dør i en brand tidligt i filmen, er der lagt an til en klassisk Disney udviklingshistorie, hvor tab og sorg overvindes i venskabet med en ikke-menneskelig hjælper, og hvor hovedpersonen kommer ud som et større og mere voksent menneske på den anden side af dramaet.

Men der er også overraskelser. Der bliver for eksempel givet rigtig god tid til at dvæle ved Hiros sorg og resignation, og her kommer broderens store projekt, en sundhedsrobot ind i filmen. Den store, hvide, Michelin-agtige robot, Baymax, træder ind i Hiros liv, netop der, hvor en sundhedsrobot skal, lige præcis der, hvor der er mest brug for omsorg, og den gør sit arbejde overmåde godt. Der er noget forfriskende ved, at en så omsorgsfuld figur er udstyret med en mandlig persona og stemme. Han bliver både far, mor og ven for den fortabte Hiro.

Historien begrænser sig imidlertid ikke til de to. Også broderens studiekammerater kommer til at spille en væsentlig rolle i kampen mod en dæmonisk fjende, som har stjålet Hiros geniale mikro-bot projekt og vil bruge det til onde formål. Også her gøres der op med kønsstereotyper, med store men frygtsomme mænd og handlekraftige piger i pink.

Med udgangspunkt i deres nørdede interesser og styrker udvikler de sig til et superhelteteam, der uden superkræfter, men med seje gadgets er klar til at tage kampen op – som de fantastiske 4, men i Batman-stil.

På den måde, bliver det mere en ensemblefortælling om venskab og samarbejde end de klassiske Disneyplot, hvor hovedpersonen ofte står næsten alene overfor sin fjende.
Filmen er meget løst inspireret af en Marveltegneserie af samme navn, men den eneste entydige Marvel-reference er en Stan Lee cameo. Blandingen af japansk animé, Marvel-ironi og klassisk Disney coming-of-age historie kunne være gået frygteligt galt, men den fungerer som sagt upåklageligt sømløst. Figurerne er overraskende flerdimensionelle, og vi ser blandt andet en hovedperson, som gør dumme ting i vrede. Venskabet mellem Hiro og Baymax udvikler sig i skønne, poetiske scener, som sætter tempoet ned mellem actionbragene.

Den kendte Disney slapstick bliver også brugt i tilpas afmålte doser, mens Pixar-gakketheden skinner igennem i blandt andet en scene, hvor Baymax er ved at løbe tør for batteri, og derfor opfører sig, som om han er døddrukken.

Som forældre var jeg lidt bekymret over nogle af scenerne, hvor skurken optræder meget dæmonisk og helt uden forsonende humor. Jeg syntes selv, de var uhyggelige, men hele biografen af børn blev på deres pladser og lod ikke til at tage skade. Det var da heller ikke det, der holdt min datter vågen om aftenen, men snarere tekniske detaljer om hukommelseschips.

Når man ser ”Big Hero 6” kan man godt komme i tvivl om Disney har overtaget Pixar, eller om det i virkeligheden er Pixar, der har overtaget Disney indefra. John Lasseter, der har stået i spidsen for alle Pixars film, har i hvert fald spillet en stor rolle som executive producer og været ind over væsentlige beslutninger i filmen, og så er den dejligt fri for de spontane sangudbrud, der ellers er Disneys varemærke.

”Big Hero 6” sigter bredt, og rammer både børn og voksne, og der lefles tydeligt for det asiatiske marked, men det gør ikke noget, når helheden er så fin og overraskende som her. 

Big Hero 6 – 108 minutter – USA – Instruktion: Don Hall & Chris Williams – Danske stemmer: Peter Mygind, Alex Høgh Andersen, Magnus Bruun, Pelle Emil Hebsgaard m.fl