Filmanmeldelse: The Imitation Game – Kodeknækkeren der elskede mænd
– Hører I efter? spørger Bendict Cumberbatch i startscenen af ”The Imitation Game”. Det er sandt for dyden svært at gøre andet, når man ser den norske instruktør Morten Tyldums Oscar-nominerede film om den britiske matematiker Alan Turing, der knækkede tyskernes Enigma-kode og var med til at vinde 2. Verdenskrig for de allierede.
”The Imitation Game” er således et elegant og medrivende krigsdrama tilsat både forbudt kærlighed og seksualforskrækket kønspolitik. Men samtidig er det også historien om, hvor skidt livet og ikke mindst vi mennesker behandler verdenshistoriens helte, hvis de ikke lige passer ind i samfundets snæversynede normer.
Filmen begynder efter krigen i 1952, hvor Alan Turing anmeldte et indbrud. Det skulle han aldrig have gjort. Politiets efterforskning afslørede nemlig, at Turing havde et homoseksuelt forhold til en yngre mand. Den slags var strengt forbudt og ansås for perverst i efterkrigstidens England, som på det tidspunkt ikke var kommet videre siden forfatteren Oscar Wilde blev dømt for homoseksualitet i 1995.
”The Imitation Game” veksler mellem tre tidsepoker i Alan Turings liv: Hans kostskoleår i 1928, hvor han mobbes og finder en sjæleven i en ældre dreng. Krigsårene 1939-1945, hvor MI6 samler en flok matematikere, sprogkyndige og krydsordsentusiaster på Herresædet Bletchley Park fra at bryde tyskernes ellers ubrydelige Enigmakode og dens 159 millioner forskellige kombinationer. Og efterspillet i 1950’erne, hvor Turing trods sine bedrifter under krigen blev dæmoniseret og retsforfulgt. Han fik valget mellem fængsel og kemisk kastration, valgte det sidste og begik selvmord to år senere.
Trods dette er ”The Imitation Game” ikke nogen tragedie, snarere en hyldest af Turings evner og usædvanlige personlighed. Eller som det siges i filmen: Nogle gange er det mennesker, som ingen forestiller sig noget af, der gør ting, som ingen kan forestille sig”.
Filmens spænding og dynamik er selvsagt bygget op omkring krigsårene, hvor Turing kun modvilligt lader sig rekruttere til forskerholdet på Bletchley Park af kommandør Alastair Denniston. Sidstnævnte spilles med overlegen arrogance af Charles Dance.
Her får Turing efterhånden skaffet sig Churchills tillid og midler til at bygge en forløber til computeren ud fra devisen om, at tyskernes kodemaskine kun kan slås af en anden maskine. Med på holdet er også den Cambridge-uddannede og krydsordskyndige Joan Clarke (Keira Knightley), der ikke blot vinder Turings respekt, men også vækker hans følelser.
Benedict Cumberbatch lægger hele tiden nye alen til sit talent og spiller fremragende som Turing, der føler sig lige så impotent i forsøget på at kode tyskernes signaler, som han gør det i forsøget på at afkode sine egne følelser og seksualitet. Han har i den grad tunet sig ind på såvel Turings gode som dårlige egenskaber, at hans person virker 100 procent troværdig. En mand som er usikker, arrogant og afvisende over for verden omkring sig, og som kun viser, hvad han skal og hvad han selv vælger. Med en så fremmegjort antihelt kunne ”The Imitation Game” nemt være endt i kølig distance til sin historie eller sunket hen i mekaniske påfund. Det er derfor Cumberbatchs store fortjeneste, at han gør Turing-figuren kompleks snarere en kompliceret.
Det samme gælder Knightley, der bærer sin rolle som var det en gammel frakke: Løs og veltilpas.
”The Imitation Game” er i øvrigt endnu et bevis på, at de bedste biografier er dem, der koncentrerer deres historier om nøje afgrænsede tidsrum eller begivenheder i hovedpersonens liv.
Det hører i øvrigt med til det beskæmmende efterspil, at samkvem mellem mænd først blev lovligt i Storbritannien i 1967, og at Turing først blev rehabiliteret i 2013.
The Imitation Game – 114 minutter – Strobritannien og USA – Instruktør: Morten Tyldum – Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Matthew Goode, Rory Kinnear, Allen Leech, Matthew Beard, Charles Dance m.fl
