Så ramte den italiensk-tyrkiske instruktør Ferzan Özpetek’s nye film Diamanti de danske biografer. Jeg glemte næsten, at Özpetek har lige så stor indlevelse i sit tyrkiske hjemlands kultur. For Diamanti er så fuldblods-italiensk, så fyldt af temperamentsfulde følelser, skønne kostumer og lange borde med lækker mad. Og ikke mindst smukke, levende kvinder, der taler, arbejder, griner, elsker og græder
I Diamanti fletter Özpetek virkeligheden og en drømmeagtig dimension sammen. Selvom filmen er en smule selvbiografisk, er dette ikke en øvelse i neorealisme. Det er noget langt mere luftigt og poetisk.
Fra filmens overdådigt orkestrerede indledningsscene formidler den 66-årige instruktør åbent sin dybe hengivenhed og professionelle beundring for de kvinder, han har samarbejdet med gennem hele sin karriere. En ros, der føles forankret i ægte respekt. Faktisk inviterede Özpetek personligt 18 af dem hjem til sig. Og Diamanti begynder i nutiden med dette møde, hvor de alle er samlet til en gennemlæsning af filmens manuskript. Som dermed indgår som en del af filmen.
Hvis det lyder kunslet, så tro om igen. Det bliver tværtimod serveret så elegant, som var det en let italiensk forret.
Selve hovedretten foregår i 70’erne. Fortællingen i Diamanti udspringer af Özpetek’s egne minder som ung, assisterende instruktør, hvor han drev rundt i de livfyldte, hellige rum i Rom’s skrædderier.
Disse rum, der summede af stofruller, farveprøver, knapper, kanter og blonder, var fyldt med strålende kvinder, hvis ritualer og medvirken efterlod et varigt aftryk. Sammen skabte de ikke kun smukke kostumer, men en form for stille modstand mod magtesløshed. Et fælles bolværk mod undertrykkelsen. Özpeteks nostalgi er derfor ikke eskapisme. Den er et udtryk for ærbødighed over for både filmmediet, kostumekunsten og kvinder.
Filmen i filmen starter, og vi møder Canova-søstrene – den autoritære Alberta (Luisa Raineri) og den sårbare Gabriella (Jasmine Trinca) – i deres skrædderi. To søstre er bundet af kærlighed og adskilt af alt andet: Alberta tænker kun i dristige sting og store ting for at gøre deres skrædderi til stedet i Rom for de bedste kostumedesignere. Gabriella, hendes følelsesmæssige modvægt, er mere i harmoni med personalet og sørger stadig i stilhed over tabet af sin datter.
Begge skuespillerinder er vidunderlige: Ranieri besidder en fængslende blanding af tidløs ynde og en hersende soldatersergents ligefremme intensitet og brutalitet. Trinca afslører på sin side et væld af følelser i smukke sarte lag, som var det stof uden på stof. Aldrig teatralsk, ikke et sekund, men altid dybtfølt. Og resultatet af disse to modsætninger er både fortryllende og magnetisk.
Og det er kun toppen af Diamantis smukke kostume. For mens omverdenen forsøger at sy kvinderne på skrædderiet ind i stive roller, skræddersyr de deres egne identiteter indenfor Canova-søstrenes virksomhed.
Sy-værkstedets hjerte er chefsyersken Nina (Paola Minaccioni), der kan levere punchlines eller drama med lige stor præcision. Hendes teenagesøn har låst sig inde på sit værelse, fortabt i en eksistentiel krise, han ikke helt kan sætte ord på.
Broderisten Eleonora (Lunetta Savino) befinder sig midt i en konflikt med sin niece Beatrice (Aurora Giovinazzo), som hun må gemme for politiet. Beatrice er en ildfuld sjæl, der gør oprør mod myndighederne i demonstrationer, men som samtidig er dybt kreativ.
Farveren Carlotta (Nicole Grimaudo), bringer farve til såvel de mange stoffer som omgivelserne med sin kunst og sin attitude. Og forsøger igen og igen at finde den rigtige nuance til skrædderiets næste store projekt.
Hattemagersken Paolina (Anna Ferzetti) er under økonomisk pres og jonglerer med fjer og hårtrim som enlig mor til lille Simone. Der nu, lige som Beatrice gemmer sig i butikken på grund af mangel på en babysitter.
Syersken Nicoletta (Milena Mancini) har adrætte hænder, når hun tryller med nål og tråd. Men hun lever hjemme i et isnende voldeligt forhold med en mand, der truer med at lade hende forsvinde i en brønd.
Giuseppina (Sara Bosi), skrædderiets nyeste lærling, ankommer med store øjne og ivrigt sind, uvidende om den følelsesmæssige labyrint hun lige er trådt ind i. Mens den modne Fausta (Geppi Cucciari), som er tør og verdslig, navigerer i den med livsoptjent sarkasme. Hun legemliggør den styrke og beslutsomhed, der kendetegner Canova-søstrene.
Og så er der Silvana (Mara Venier), kokken, den varmhjertede mor til alle hos Canova-søsrene, der serverer råd og lasagne med lige stor ynde. Altid klar med et venligt ord og en omfavnelse.
Da Bianca Vega (Vanessa Scalera), en Oscar-vindende kostumedesigner, ankommer til Canova-søstrenes skrædderverden med en hasteordre på samtlige kostumer til en storfilm, bliver atmosfæren elektrisk.
Og sådan kunne man blive ved. Replikker og følelser flyver omkring i hastigt tempo sammen med stofrester og perler. Hver eneste af skuespillerinderne spiller sublimt og hægter sig sømløst sammen med de øvrige. Det føles, som et 18-stemmers kor i den smukkeste harmoni. Og som tilskuer bliver man aldeles forelsket i disse kvinder og deres liv.
Og mændene? Tjah de cirkler rundt som fjerne satellitter. Synlige, momentvis spændende, men aldrig skarpe eller i fokus. Det virker næsten som omvendt sexisme, når syerskerne skal prøve kostumer på en række smukke mandekroppe, som de glubsk kommenterer.
Filmens mænd bliver aldrig fuldtonede. I Diamante eksisterer de ikke for at shine, men for at tjene i en Verden, der klart og uden undskyldninger er skabt af kvinder.
Indvendingerne er få. Som mange film i disse dage kunne Diamante måske have skinnet lidt klarere med en strammere klipning. Og dens finale, en lyrisk, meta-filmisk refleksion fra instruktøren, lander med mere poesi end slagkraft, hvilket gør slutningen lidt antiklimaksisk.
Men det er bagateller i dette dybt underholdende, visuelt smukke og bankende levende værk.
TITEL: Diamanti
VARIGHED: 135 minutter
LAND: Italien
INSTRUKTØR: Ferzan Özpetek
MEDVIRKENDE: Ferzan Özpetek, Jasmine Trinca, Paola Minaccioni, Lunetta Savino, Aurora Giovinazzo, Nicole Grimaudo, Anna Ferzetti, Milena Mancini, Sara Bos, Geppi Cucciari, Mara Venier m.fl.
