FILM: Det nye år – Paprika Steen har lavet en ægte nytårsklassiker

Selv om det ikke helt er nytår endnu, kan vi vist godt blive enige om, at 2025 har været et voldsomt år. Krigen i Ukraine og Israels invasion i Gaza har hver især trukket blodige spor. Og Trumps første ni måneder som præsident har været lige så tumultariske som udmattende.

Så vi trænger i den grad til noget opmuntrende. Noget der kan vise, at kærligheden lever trods alle vores konflikter, og at livet er værd at holde fast i.

Svaret er Paprika Steens nye feel good drama Det nye år. En film, der både bæres igennem af en kollektiv pragtpræstation fra en håndfuld af Danmarks bedste skuespillere. Og som samtidig omfavner sine personer med øm kærlighed i al deres menneskelige uperfekthed.

Det er måske for lyserødt, men jeg elsker film, der er på de medvirkendes side og egentlig vil dem det godt. Og det vil Det nye år.

Opskriften er enkel og set mange gange før: Man samler en række personer til en fest, hvorefter skeletterne vælter ud af skabet. Trods alle intentioner om at ”nu skal vi rigtig hygge os”.

Her er det Nomi (Tuva Novotny), Jens (Anders W. Berthelsen), Charlotte (Birgitte Hjort Sørensen) og Kris (Christian Tafdrup), der har kendt hinanden og holdt sammen lige siden de vilde ungdomsår. Dengang boede Jens sammen med sin bedste ven Martin, der siden blev gift med Nomi. Jens blev til gengæld gift med Charlotte, mens Nomis ældste ven Kris svævede rundt om de to par. Og så var det lige, at Martin en dag faldt ned fra altanen og døde.

Det er på denne baggrund, at de fire venner plus børn mødes hos Nomi for at fejre endnu en nytårsaften sammen. Her forsøger ikke mindst den firkantede investeringsrådgiver Jens af alt magt at holde tingene som de plejer og Martins minde vedlige.

Det bliver dog mere end svært, da Nomis nye kæreste – overlægen Finn (Lars Brygmann) – også dukker op til festen. Han er en braldrende narcissist, men stiller også de nærgående spørgsmål, der udstiller de andres rollespil. For Nomi er i virkeligheden dybt sorgramt og magter knapt rollen som enlig mor. Og Charlotte er ulykkelig i sit ægteskab.

Og mens tingene langsomt begynder at falde fra hinanden og siden finde nye pladser, sidder Nomis søn Vincent (Daniel Andreas Ørum-Hansen) og Jens og Charlottes datter Caroline (Nikoline Juul Rohold) som et andet græsk kor.

Som sagt er opskriften set før. Men kvaliteten ligger i udførslen. Paprika Steen viser endnu engang, at hun har et eminent greb på ensemple-genren. Man så det både i juleaftensfilmen Den tid på året (2018) og forældre-på-klassetur drama Fædre & mødre (2022). Men Det nye år er hendes mest helstøbte ensemble-værk indtil nu.

Som en trænet orkesterleder sørger Steen for at fordele sol og vind lige mellem sine personer, så alle får deres plads efter tur. Og den udnytter de hver især fuldt ud.

Anders W. Berthelsen er lige dele pernitten og opfarende. Christian Tafdrup er blid, udglattende og fanget i forholdet til endnu en ung kæreste, mens hans hjerte ligger et andet sted. Birgitte Hjort veksler som en metronom, mellem forstilt ja-hat og ulykkelig hustru. Lars Brygmann er spidende ondskabsfuld. Tuva Novotny et studie i indestængte følelser. Da hun endelig eksploderer, er det som at overvære en af de store bordbomber på det festdækkede bord detonere.

Læg dertil de to unges rørende spil, Niels Thastrums skarpe og smukt stemningsfyldte billeder og en iørefaldende lydside med mange af tidens klassikere.

Det hele er så genkendeligt, at alle vil kunne spejle sig i disse personer og deres problemer. Det samme gælder filmens eksistentielle temaer om selvmord, kærlighed, psykisk sygdom og unges mistrivsel. Og så er det som sagt gjort med stor respekt for personerne.

Resultatet er en film helt uden nytårsfusere, der har potentiale til at blive en ny nytårsklassiker. Og så bør den klart være blandt topnomineringerne til næste års Bodil-ensemblepris.

TITEL: Det nye år
VARIGHED: 95 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Paprika Steen
MEDVIRKENDE: Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Christian Taffdrup, Lars Brygmann, Daniel Andreas Ørum-Hansen, Nikoline Juul Rohold)