Berlinalen dag 2 – Werner Herzog på ørkenvandring
Hvor må det egentlig være fantastisk at være superstjerne. At det eneste, man behøver at gøre for at være en succes er at møde op, smile og sige selvfølgeligheder. Så sørger taknemmelige fans og stjernehungrende journalister for resten.
Sidste år var Clooney-år på Berlinalen, og garvede Berlinale-veteraner klukker stadig ved tanken om, hvordan George fik ellers professionelle kvindelige journalister til at opføre sig som teenage-groupies ved en boybandkoncert.
I år var det så Nicole Kidmans tur til at kaste stjerneglans over filmfestivalen, hvor hun spiller hovedrollen i Werner Herzogs nye film ”Queen of the Desert”. Og ingen kan nægte, at Kidman har ægte ”starquality. Den sjældne slags, der får filmjournalister til at skippe det sidste af filmen for at nå til pressemødet og som automatisk suger al opmærksomheden i rummet, så snart hun træder ind.
Få vil således huske et eneste ord af det som Werner Herzog sagde på pressemødet, mens alle vil huske Nicole Kidmans smil, og sådan er verden så forundelig.
For eksempel er det forunderligt, at både George Clooney og Nicole Kidman skabte stjerne-hype på Berlinalen, selv om de film, de var eksponter for, ikke på nogen måde fortjente at være i festivalens hovedkonkurrence. Så er det, at man begynder at tænke på, om Berlinale-ledelsen måske snarere tænker på at tilfredsstille journalisternes trang til at se stjernerne end på at fylde hovedkonkurrencen med top-kvalitetsfilm.
På samme måde var det forunderligt, at der ikke var arrangeret noget pressemøde efter visningen af dagens første konkurrencefilm ”Taxi”.
Bag denne tilsyneladende uskyldige titel gemmer sig nemlig den iranske filminstruktør Jafar Panahi. Til trods for, at Panahi i 2010 blev idømt både husarrest og fik 20 års forbud mod at beskæftige sig med film, lykkes det ham igen og igen at omgå forbudet.
I 2013 vandt han således en sølvbjørn på Berlinalen for filmen ”Closed Curtain”, der handler om nogle intellektuelle, der gemmer sig i et hus for politiet.
Denne gang var Jafar Panahi udtaget til hovedkonkurrencen med sin nyeste film ”Taxi”, hvor han aggerer taxichauffør i Teherans gader.
De ”tilfældige” passagerer, han samler op, får alle på den ene eller anden måde kommenteret og kritiseret det iranske samfund, og selv om Panahi ”kun” er chauffør aner man hele tiden, hvordan han trækker i trådene.
Derfor kunne det kunne have været rart at få hans egen – eller bare nogens – forklaring på, hvordan ”Taxi”, som modtog klapsalver fra journalisterne efter presseforestillingen, ikke er en overtrædelse af Panahis forbud mod at lave film?
Det svar fik vi så ikke. Til gengæld fik vi Nicole Kidman, og sådan er der så meget, når film, politik og big business skal gå op i en højere enhed på en filmfestival
QUEEN OF THE DESSERT
Berlinalen fortsaetter med at portraettere staerke kvindeskaebner. Efter aabningsfilmens polarkulde og portraet af Nordpolsfareren Robert Pearys kone Josephine Peary, var sne og is blevet udskiftet med hedt, blaesende oerkensand.
”Queen of the Desert” handler om den engelske forfatter, opdagelsesrejsende, politiske udsending, arkaeolog og spion Gertrude Bell. En kvinde der i aarene foer og efter 1. Verdenskrig rejste paa kryds og tvaers i Mellemoesten, moedte T.E. Lawrence og spillede en fremtraedende rolle i etableringen og administrationen af det moderne Irak. Gertrude Bell opnaaede saaledes en magt og en indflydelse, der var uden sidestykke for en kvnde paa den tid, og var samtidig en af de faa repraesentanter fra den britiske regering, som araberne respekterede.
Kort sagt en kvinde, som det nok er vaerd at lave en film om. Ved det efterfoelgende pressemoede lagde instruktoeren Werner Herzog da heller ikke skjul paa, at han her havde fundet en historie, som han simpelt hen foelte maatte fortaelles.
Hvordan kombinationen af en super relevant og spaendende personhistorie og en talentfuld og erfaren instruktoer som Herzog er endt med saa flad og intetsigende en film som ”Queen of the Desert” er derfor en gaade? Og det til trods for, at filmen har normalt storspillende Nicole Kidman i hovedrollen.
Bevares ingen kan fratage ”Queen of the Desert” dens visuelle tyngde. Sjaeldent har oerkenen vaeret afbilledet saa storslaaet og saa smuk, og det er klart en film, der rent billedmaessigt fortjener at blive vist paa det store laerred.
Problemet er, at dermed slutter listen over plusser. For det foerste er det- til trods for alle Nicole Kidmans kvaliteter – at stramme den, naar man lader en 48-aarig kvinde spille 24-aarig, som Gertrude Bell er ved filmens start. Det kan selv ikke Kidman goere trovaerdigt.
”Queen of the Desert” foelger den frihedselskende Gertrude, der sendes til Teheran, hvor hendes onkle er britisk ambasadoer. Her forelsker hun sig hovedkuls i ambasadesekretaer Henry Cadogan – en forbindelse, som hendes familie mener er under hendes stand og derfor ikke kan godkende, og som derfor ender tragisk.
I stedet beslutter Gertrude sig for, at oerkenen er hendes eneste kaerlighed og bruger de naeste mange aar paa at udforske Mellemoesten og dens forskellige folkeslag.
Der er imidlertid ingen dybde i hverken historien eller figurernes foelelser, der aldrig naar at bunfaelde sig hos tilskuerne. Derfor nytter det heller ikke noget, at der skrues op for de svulstige violiner, da Gertrude og Henry kysser foerste gang i oerkenen, for man er simpelt hen ikke blev nok emotionelt engageret.
James Franco kaemper en forgaeves kamp som foersteelsker, mens han citerer persiske digte med hviskende stemme, saadan som det aabenbart altid skal goeres paa film, naar man vil virke intens.
Og Robert Pattinson har simpelt hen ikke format nok til at spille T.E. Lawrence, men pjatter rollen vaek med paatagede kaekheder.
Det er et stort held for Werner Herzog, at ”Queen of the Desert” paa ingen maade minder om en Herzog-film. Saa med lidt held har folk hurtigt glemt, at det var ham, der tabte den ellers lovende historie paa gulvet.
Queen of the Desert – 125 minutter – USA og Marokko – Instruktoer: Werner Herzog – Medvirkende: Nicole Kidman, James Franco, Robert Pattinson, Damian Lewis, Holly Earl, Christopher Fulford m.fl.
