”Hvorfor hader alle politiet?”
Sådan spørger 12-årige Victor snusfornuftigt sin mor Stéphanie halvejs inde i Dominik Molls lavdæmpede drama Interne affærer: Sag 137.
Hun har svært ved at komme med et tilfredsstillende svar, da hun selv er i politiet. Men indrømmer omsider:
”Det er ikke et populært job. Det giver dig ikke nogen venner at håndhæve loven”
Hvilket er en underdrivelse. Stéphanie er nemlig ikke nogen almindelig politibetjent. Hun er undersøger i den franske udgave af afdelingen for interne affærer. Og her får hun fjender i andre dele af systemet, når hun efterforsker forskellige sager om politibrutalitet og embedsmisbrug.
I koma efter gummikugle
Titlens sag 137 drejer sig netop om sådan en hændelse. En ung elektrikerlæring, Guillaume, er blevet ramt af en gummikugle på en sidegade bag Champs-Élysées. Nu ligger han bevidstløs på hospitalet med afasi og hjerneskade.
En gruppe maskerede mænd fra antiterrorkorpset BRI var også til stede, men ingen af dem har set eller husker noget. Der er heller ingen billeder, bortset fra vennen Rémis optagelser af en blødende Guillaume på gaden.
Alt peger derfor i retning af, at ingen bliver draget til ansvar. Stéphanie opdager imidlertid, at en ung, sort stuepige har optaget det hele fra sin arbejdsplads på et hotel skråt overfor.
Samtidig er hun selv presset fra alle kanter. Hun er enlig mor og skilt fra en anden betjent, som sammen med sin nye kæreste – også betjent – beskylder hende for at være illoyal mod politiet. Og mod de regelbrud de er nødt til at begå for at holde Frankrig sikkert.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Hendes liv kompliceres yderligere af, at Guillaume kommer fra hendes egen hjemby i provinsen. Og at hun derfor risikerer at møde hans dybt sorgramte mor, når hun tager hjem for at besøge sin egen.
Men Stéphanie bider sig fast og bliver mere og mere hård og stædig i jagten på at finde den skyldige betjent. Så stædig, at hun selv begynder at bryde reglerne og dermed selv risikerer at blive undersøgt.
Et splittet land
Så ja, hvorfor hader alle politiet? Molls drama viser med al tydelighed et splittet Frankrig, hvor ingenting er sort/hvidt, og hvor også racismen stikker sit grimme hoved frem.
Interne affærer: Sag 137 står mest solidt når den med næsten kirurgisk nøjagtighed – og nærmest i realtid – tager os gennem efterforskningsarbejdet. Vi følger Stéphanies proces med først at finde CCTV-optagelser fra stedet, siden andre videoer fra kameraer i nærheden, indtil hun kan identificere de skyldige. De kølige retsmedicinske billeder sættes over for smartphone-optagelser af den slags, som nu er almindelige. Og som i en række tilfælde har fået betjente dømt.
Sammenbidt på den stille måde
Filmens detaljerede scener og miljøbeskrivelser ville dog ikke være nok, hvis ikke de blev suppleret af en suverænt spillende Lea Drucker. Hun er Stéphanie med hud og hår. Sammenbidt på den stille måde, mens hun metodisk arbejder sig frem. Og fuldstændig uglamourøs iført sneakers, praktisk tøj og rygsæk.
Hun forfølger sagen uden at gå på kompromis med den ramme og det system hun repræsenterer. Indtil hun alligevel gør det i erkendelse af, at hun lige så metodisk modarbejdes indefra.
Interne affærer: Sag 137 er ikke nær så kompleks som for eksempel Moll’s prisvindende, psykologiske drama Harry He’s here to Help (2000). Men mindre kan bestemt også gøre det, når man så metodisk som her viser de rifter, der deler et land.
TITEL: Interne Affærer: Sag 137
VARIGHED: 115 minutter
LAND: Frankrig
INSTRUKTØR: Dominik Moll
MEDVIRKENDE: Léa Drucker, Jonathan Turnbull, Mathilde Roehrich, Pascal Sangla, Claire Bodson, Julien Lilti m.fl.
