I Japan er tallet tre helligt i forbindelse med børn. Indtil de er tre år gamle, anses japanske børn for at være guddommelige. Hvorefter de dumper ned i den almindelige menneskeverden.
På samme måde følger Maïlys Vallades og Liane-Cho Hans nye film Lille Amélie titlens lille pige. Fra hun bliver født, til hun er tre år gammel.
Filmen bygger lige som Totto-chan: Den lille pige i vinduet, der havde premiere i starten af året, på en delvist selvbiografisk roman: Belgiske Amélie Nothombs erindringsroman The Character of Rain (2000). Og lige som bogen, foregår den i slutningen af 60’erne i den japanske by Kobe.
Tror hun er gud
Lige fra fødslen tror Amélie, at hun er en gud og i stand til at komme med skarpe kommentarer til verden omkring sig: Hendes skuespillermor Danielle, hendes diplomatfar Patrick, søsteren Juliette og hendes irriterende bror Andre
Men for omverdenen er Amélie til at begynde med helt apatisk. En simpel dødelig, som kun kan spise, fordøje og lave afføring. Men efter et jordskælv og et stykke hvid belgisk chokolade, som hun får af sin bedstemor, ryger Amélie ud af sin vegetative tilstand. Hun kan pludselig både tale og gå.
En anden stor livsbegivenhed er ankomsten af hendes barnepige Nishio-San. Hun bliver både Amélies ven og fortrolige og viser hende blandt andet, hvordan det japanske ord for regn – ame – er gemt i hendes navn.
En visuel himmerigsmundfuld
Lille Amélie er en visuel himmerigsmundfuld. Dens smukke 2D-animation skaber et generøst, varmt landskab, der matcher Amélies storøjede barneblik. Noget som filmen beskriver som selve det, der definerer livet.
Hjørnestenen i dette animationsværk er undren – en undren som filmen formidler på smukkeste vis scene for scene. For Amélie er en støvsuger et storslået uhyre, Hendes hverdag er fyldt med lunefulde glimt, og når raseriet overmander det lille menneske, har det gigantiske proportioner.
Visuelt er Lille Amélie både præget at vestlig og japansk stil. En meget passende blanding i en film, der delvist handler om, hvorvidt Amélie hører hjemme i Belgien eller Japan. De luftige, lyse, pastelfarvede 2D-billeder repræsenterer Amélies syn på verden. De inkluderer fantasifuldt elementer, der ville virke tilfældige eller surrealistiske, hvis vi ikke vidste, at vi så det gennem et barns øjne.
Formår ikke helt at balancere tonen
Til gengæld formår Lille Amélie ikke altid at balancere filmens tone. Sentimentaliteten krænger nogle steder over i det over-sentimentale. Og når den prøver at være alvorlig, er det som om, at den kun gør det halvhjertet.
Et eksempel er en scene, hvor Nishio-San laver mad, mens hun i glimt tænker tilbage på krigsårene. Gryden koger over, mens hun taler om eksplosioner og hendes hænder blander risen i, mens hun mindes, hvordan hun gravede sig gennem murbrokkerne. Her er formen vidunderlig, men tonen opstår til gengæld sporadisk og med en følelsesmæssig distance, man ikke ville forvente af sådanne minder.
Det ændrer dog ikke ved, at Lille Amélie er en bundcharmerende dannelsesberetning om en lille piges første, formative år.
TITEL: Lille Amélie
VARIGHED: 77 minutter
LAND: Frankrig og Belgien
INSTRUKTØR: Maïlys Vallade og Liane-Cho Han
MEDVIRKENDE: (Stemmer) Loïse Charpentier, Victoria Grosbois, Yumi Fujimori, Cathy Cerda, Marc Arnaud m.fl.
