Filmhistorien er fyldt med historier om en instruktør, der indleder en affære med den kvindelige hovedrolleindehaver i sin film.
På den måde adskiller Sebastian Cordes film om Jenny Rosander – bedre kendt som Lydmor – sig ikke fra mange andre film.
Så er det overhovedet interessant, at de to indledte et forhold under de årelange optagelser? Ja, men kun i forhold til, om det har haft nogen indflydelse på filmen.
Flue på væggen og usynlig samtalepartner
Det spørgsmål er til gengæld noget nær umuligt at besvare. Der er ingen tvivl om, at Jenny – en historie om Lydmor – er et meget intimt portræt af en af dansk musiks mest markante stemmer. Det gælder både mennesket Jenny Rosander og hendes kunstneriske proces. Hvis det da overhovedet er muligt at adskille de to ting.
Det er Jennys synsvinkel på verden og kun hendes, som Cordes formidler uden modspil som en flue på væg. Eller måske snarere som en lydløs samtalepartner. Det er hans valg som instruktør, men om det har været planen fra starten, er ikke til at sige.
Uanset hvad, så har han skabt en tryg ramme, hvor Jenny Rosander frit og ufiltreret kan udfolde sine personlige og kunstneriske kampe. Sine mange menneskelige facetter. Sin hudløshed, smerte, sårbarhed og vrede.
Roman om et dybt usundt forhold
Det gør hun så gennem fem års små og store koncerter. Vi følger hende, mens hun skaber albummet Nimue (udgivet 2023) og skriver på debutromanen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen (udgivet 2024).
Romanen er en meget personlig historie. Om en ung musiker, der får en unik mulighed for at skabe musikken til et teaterstykke i Aarhus. Og som ender i et usundt forhold til den gifte instruktør. Ifølge Rossander misbrugte manden sin magt og gjorde hende til ”den anden kvinde”, så hun til slut endte i selvmordstanker.
Kunsten som sværd
Samtidig bliver oplevelsen også brugt som brændstof i hendes kunstneriske skabermaskine. Det understreger Lydmors egen pointe om, at kunsten åbenbarer det mest sårbare i et menneske, men at den også kan bruges som et sværd, der hugger løs.
Filmen giver også et førstehåndsindtryk af hendes reaktion på forlagsredaktørens kritik af bogen. De mange røde streger og kommentarer til, hvordan den bør rettes til, får hende spontant til at udbryde: ”Der bliver ikke plads til mig i den her bog, fordi der skal være så meget plads til læseren. Han prøver på at slette mig fra den fucking tekst”.
Ikke bare et musikalsk værk
På samme måde er Rosanders skabelsesproces omkring Nimue lige så mangefacetteret som fascinerende.
Denne del af filmen tager sit udgangspunkt i optagestudiet Ocean Sound på en norsk ø helt oppe ved Ålesund omgivet af rå og flot natur. Nimue er ikke bare et musikalsk værk, der inkorporerer den naturlige lyd af bølger og Lydmors skridt over sneen og knirkende trægulve.
Den er også en dybt personlig rejse og opgør med det, hun selv beskriver som ”den værste sommer i mit liv”. Og det kontrastfyldte arbejde med at skabe teksten og musikken – en proces der flere steder minder om er veritabel fødsel.
Lader kameraet gøre arbejdet
Som sagt er dette her 100% Lydmors egen film. Cordes lader kameraet gøre sin store del af arbejdet. Han lader Jennys sårbarhed fylde, når hun taler med sig selv. Fanger hende, når hun er frustreret, forførende og menneskelig. Og når hendes fandenivoldske attitude tager over og hendes tørre humor detonerer i en befriende latter. Netop som det hele er ved at blive for selvhøjtideligt.
På den måde ender man selv med at blive forelsket Lydmor og hendes musik.
TITEL: Jenny En historie om Lydmor
VARIGHED: 87 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Sebastian Cordes
MEDVIRKENDE: Jenny Rosander, Sebastian Cordes m.fl.
