Filmanmeldelse: Cinderella – Super romantisk eventyr, men uden girlpower
Der er mindst to måder, man kan bedømme Disneys nye Askepot-film “Cinderella” på.
Den ene er med syv-otte årige prinsessepige-øjne. Filmens kernemålgruppe vil helt sikkert tage den rent ind. Den enkle historie om den gode pige, som har mere kærlighed i sin lillefinger end de fleste har i hele deres krop, men som alligevel må gå så grueligt meget igennem. Den tindrende romantik mellem Ella og prinsen. De flotte billeder og de fantastiske kjoler.
Set med de briller er ”Cinderella” både en meget trofast og superflot live-udgave af det klassiske eventyr, som Disney selv har udødeliggjort med tegnefilmen fra 1950. Med mindre ens barn har det som min datter og slår knuder på sig selv, når det bliver for intenst – for det bliver det flere gange i filmens løb.
Den anden måde at bedømme filmen på er med et lidt mere voksent køns-blik, og her er billedet mere blandet.
Når man ser på Hollywoods eventyrfilm fra efter årtusindskiftet, er der tale om ren revisionisme. I Tim Burtons ”Alice in Wonderland” (2010) vender Alice som 19-årig tilbage til den magiske verden, hun dumpede ned i som barn. Sam Raimis ”Oz the Great and Powerfull” (2013) var en prequel til ”Trolmanden fra Oz”, mens Rupert Sanders ”Snow White and the Huntsman” (2012) fremstillede Snehvide som en kæmpende skønhed i et sværd og troldom univers. Hvad Tarsem Singhs underlige ”Mirror Mirror” (2012), med Julia Roberts som den onde dronning, skulle forestille, er stadig et mysterium, men den var helt sikkert ”anderledes”.
Det kan man til gengæld ikke beskylde ”Cinderella” for at være. Ja, faktisk er der bemærkelsesværdigt lidt nyt og anderledes at hente i filmen. Bortset fra, at der ikke er nogen syngende mus, og at Ellas stedsøstre er temmelig kønne har instruktøren Kenneth Branagh tilsyneladende satset på at lave en film, der læner sig kraftigt op af den originale historie.
Der er heller ikke meget tilbage af den girl-power, som Disney ellers har fremhævet gang på gang de senere år, senest i ”Frost”(2013). Ella døjer stadig med sin onde stedmoder. Hun har stadig brug for sin fegudmor for at bryde ud af rollen som tjenestepige. Og hendes højeste drøm er at blive gift med en prins og gå i smukke kjoler. Så nej, det er ikke herfra, det feministiske oprør ska komme. Og måske var det det, min datter mente, da hun bagefter presseforestillingen erklærede, at ”Cinderella” var meget romantisk, men at der ”manglede lidt action”.
Og nej, jeg ville have hadet en sværdkæmpende Askepot, men her er det næsten for blodfattigt i forhold til, hvad man forventer sig af unge piger anno 2015. De eneste to tilløb til mere kraft er, da Ella møder prinsen i skoven og redder en hjort fra hans jagtselskab, og da hun senere trodser sin stedmoder for at skærme prinsen.
Men hvis jeg lige tager kønsbrillerne af igen, så er ”Cinderella” som sagt billedmæssigt betagende med mange visuelle højdepunkter – herunder ikke mindst forvandlingen af græskarret til Ellas guldkaret – og kjoler, der ikke er set smukkere siden Hollywoods ”Golden Days”.
I birollerne er Cate Blanchet elegant og ond som stedmoderen, Helena Bonham Carter en selvindlysende og lidt Burtonsk fegudmoder, Derek Jacobi rørende som den gamle konge, Sophie McShera og Holliday Grainger fjantede og ondskabsfulde som de to steddøtre og Stellan Skarsgård glat som kongerigets intrigante ærkehertug. Vi er kort sagt i godt og velspillende selskab.
Det helt store kup er dog Lily James og Richard Madden som Ella og prinsen. Hun er kendt fra TV-serien ”Downton Abbey”, han som den tapre Robb Stark i ”Game of Thrones”. Tilsammen og mellem sig skaber de en kemi, som jeg ikke husker at have set lige så stærk i nogen Disney-film i mange år. Hvor er det dog forfriskende, at se en eventyrromance blomstre så charmerende og smukt foran sig, så selv en voksen kan få en klump i halsen.
Cinderella – 112 minutter – USA – Instruktør: Kenneth Branagh – Medvirkende: Lily James, Richard Madden, Cate Blanchett, Helena Bonham Carter, Nonso Anozi, Stellan Skarsgård, Sophie McShera, Holliday Grainger, Derek Jacobi, Ben Chaplin m.fl.
