Filmanmeldelse: X-Men Days of Future Past – Flot og medrivende mutant-eskapisme

Der er flere måder at anskue den nyeste X-Men film “Days of Future Past” på. Man kan enten vælge den rigide måde, som flere hardcore Marvel fans sikkert vil gøre og angribe den for alle dens ”ukorrektheder” i forhold til tegneserien og bande instruktøren Bryan Singer langt ned i helvede (og ja, Sentinels er ikke tre etager høje i filmen).

Eller man kan vælge den overgivende måde og lade sig rive med af dette enestående stykke mutant-eskapisme og beundre Singer for hans mod til ikke blot at sammensmelte filmseriens nye og gamle personer, men også forsyne sin historie med så meget følelse og hjerte, at vi bekymrer os om dem.

”Days of Future Past” starter mørkt og dystert i en nær-apokalyptisk fremtid, hvor verdensherredømmet er overtaget af de såkaldte sentinels – en hær af skrækindjagende, muterende robotter, der er konstrueret til at hamle op med og udrydde enhver mutant uanset dennes evner

Men som det altid sker med robotter, har Senteniels nu vendt sig mod deres skabere, så de ikke bare slå mutanter ihjel, men også alle mennesker, der kunne tænkes at blive forældre til en mutant eller hvis efterkommere kunne tænkes at blive det. En racehygiejne der får selv Hitlers jødeudryddelser til at blegne.

I denne verden har de sidste overlevende mutanter anført af Professor X (Patrick Stewart) og Magneto (Ian McKellen) fundet sammen. De tidligere dødsfjender gør fælles front og får Kitty Pride (Ellen Page) til at sende Wolverine (Hugh Jackman) tilbage i tiden til 1973. Hans opgave er at forhindre Mysticque (Jennifer Lawrence) i at slå robotternes opfinder Dr. Bolivar Trask (Peter Dinklage) ihjel og stoppe den kædereaktion, der førte til, at myndighederne anså mutanterne for fjender og videreførte Sentinel-projektet.

Det kræver blandt andet, at Wolverine får overbevist en ung udgave af Professor X (James McAvoy) om opgavens vigtighed. Denne er gået i hundene efter at være blevet svigtet og sendt i kørestol af Magneto (vist i ”X-Men: First Class”). Derefter skal de befri en ung udgave af Magneto (Michael Fassbender), der sidder fængslet dybt under Pentagon for mordet på John F. Kennedy. Og endelig skal de finde Mystique, inden hun når frem til Trask.

Som det fremgår, er det langt fra et enkelt plot – nærmest lidt som at smide ”Terminator”, ”The Matrix” og ”Tilbage til fremtiden” ned i samme suppegryde  og tilsætte et ordentligt drys mutanter. Faren for at det hele brænder på og ender i uspiseligt nonsens, lurer hele tiden lige om hjørnet.

Derfor er det også imponerende at se, hvordan Singer formår at holde tidsrejser, kvantefysik, fængselsflugt, astrale projektioner og en meget bred sværm af figurer i luften og elegant lande alle bolde lige der, hvor de er tiltænkt.

Dette er åbenlyst ikke den Brian Singer, der stod bag middelmådige film som ”Superman Returns” (2006) og ”Jack The Giant Slayer” (2013). Det er Brian Singer i topfom, som har skabt sig et navn med blandt andet ”X-Men” (2000) og ”X-Men 2” (2003) for ikke at forglemme mesterværket  ”The Usual Suspects” (1995).

Ud over de allerede nævnte rummer rollelisten blandt andet Halle Berry, Nicholas Hoult og Evan Peters som henholdsvis mutanterne Storm, Beast og Quicksilver. Med så stor en gruppe skuespillere, er det imponerende, at Singer får givet så mange af filmens figurer dybde:

Hugh Jackman spiller igen Wolverine på smukkeste vis. Med imponerende fysik og underspillet humor, der er Clint Eastwood værdig, forener han de to tidsepoker med charme og tyngde. Patrick Stewart/Ian McKellen og James McAvoy/Michael Fassbender får skabt troværdig dynamic omkring dødsfjenderne/bedstevennerne Professor X og Magneto både som gamle og unge. Ellen Page får det optimale ud af sin vigtige, men ikke særligt fyldige rolle. Og Jennifer Lawrence render rundt i kropsnær blå dragt, mens hun meget overbevisende viser Mystiques dilemma som kastebold mellem Professor X vision om håb og forsoning og Magnetos kompromisløse plan om at underlægge sig menneskeheden, inden de får midler til at slå mutanterne ihjel.

”Days of Future Past” byder på fremragende actionscener, overskudsagtig klipning og beskæring, en forfriskende tur tilbage til 70’erne og Nixon-æraen samt kærlighed, venskab, gru og humor i nøje afmålte doser.

Blandt højdepunkterne er en eminent orkestreret scene, hvor Qicksilver til tonerne af Jim Croces smukke guitar-ballade ”Time in a Bottle” flintrer rundt i bullet time og ændrer retningen for tre pistolkugler. Og en ligeledes overlegen scene, hvor Magneto løfter et helt fodboldstadion for at placere det som en uovervindelig mur omkring Det Hvide Hus.

Det mest bemærkelsesværdige er næsten, at ”Days of Future Past” udstråler en friskhed, som man på ingen måde forventer af film nummer syv i en blockbuster franchise serie. Den gør op med meget af det, der indtil nu har været taget for givet i serien og åbner op for et væld af nye muligheder for at videreføre den.

X-Men: Days of Future Past – 131 minutter – USA og Storbritannien – Instruktør: Bryan Singer – Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Ian McKellen, James McAwoy, Michael Fassbender, Jennifer Lavrence, Ellen Page, Halle Berry, Nicholas Hoult,Evan Peters m.fl.