Filmanmeldelse: Fassbinder: At elske uden at kræve – Fassbinder helt uden filter
Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke. Det kan filminstruktøren Christian Braad Thomsen tale med om. Han har allerede lavet én interviewfilm om den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder helt tilbage i1972, skrevet to biografier om manden i henholdsvis 1975 og 1983 som i 1991 blev slået sammen til en samlet biografi, og nu er han så biografaktuel med endnu en portrætfilm om Fassbinder.
Christian Braad Thomsen lægger ikke skjul på, at han elskede Fassbinder, som han mødte i forbindelse med Berlinalen i 1969. De udviklede et venskab, der holdt indtil Fassbinders alt for tidlige død i 1983 i en alder af kun 37 år – slidt op af sin kompromisløse tilgang til livet og en overdosis arbejde.
Den platoniske kærlighed til Tysklands mest kendte instruktør i nyere tid, kan dog ikke alene forklare, hvorfor Christian Braad Thomsen har fundet det nødvendigt med endnu en Fassbinder-film.
Dertil skal lægges en god del professionel fascination af manden, der på mange måder genopfandt filmkunsten og filmsproget. Og endelig har Braad Thomsen haft sin egen unikke tilgang til filmen.
En stor del af ”Fassbinder: At elske uden at kræve” bygger således på hidtil ubrugte interviewoptagelser med en tydeligt udmattet og tiltagende beruset, men også meget reflekterende Fassbinder. Sekvenserne er optaget af Christian Braad Thomsen på et hotelværelse under Cannes Festivalen i 1978, og de er så menneskeligt nøgne, at Christian Braad Thomsen de følgende 30 år ikke vovede at gense dem.
Det endte han så med at gøre alligevel. Og heldigvis kunne man tilføje, for filmen har faktisk rigtig meget at byde på, både for dem, der ikke kender Fassbinder i forvejen og for hardcore Fassbinder-feinschmeckere. For sjældent har man oplevet en instruktør så hudløs som i optagelserne fra Cannes – og vi taler her om en mand, der aldrig i sit liv forstillede sig, men altid med ord og handling reagerede fuldstændig, som han følte.
Det gør han også i de hidtil ubrugte optagelser. Her kommer Fassbinder med flere kontroversielle udtalelser, blandt andet omkring sex mellem børn og deres forældre. Udtalelser der er stærk kost selv i 2015.
Selv om der selvfølgelig snakkes en del om Fassbinders professionelle virke, giver Christian Braad Thomsens film ikke noget overblik over hans værker. Her kommer cineaster til at gå forgæves.
Til gengæld giver filmen et enestående i dobbeltmennesket Fassbinder, og hans mange modsatrettede sider. En mand som nægtede at blive voksen, men som samtidig var mere moden end de fleste. En mand der kunne se herrens ud og ligne en slagsbror, når han om aftenen sad og drak på et værtshus, men som når man næste morgen oplevede ham arbejde, var verdens smukkeste mand. En mand der drog alle til sig, men samtidig stødte dem bort. En mand der hævdede, at det var totalt uansvarligt at sætte børn i verden, men som samtidig brændende ønskede at blive far. Og en mand der trods en totalt kaotisk barndom var en næsten rigidt disciplineret instruktør. Og en mand, der selv om han brændte for sine film og den opmærksomhed de gav, var ligeglad med, hvad folk syntes om dem.
Selv sagde Fassbinder følgende om sine mange modsatrettede sider:
”For at være fuldstændig, må man have sig selv endnu engang”
Ordene faldt i hans sidste interview få timer før hans død, og hermed erkendte Fassbinder den dobbelthed, der splittede ham i to i alle livets forhold. Christian Braad Thomsen siger selv, at han med sin nye film forsøger at forklare, hvad kærlighed er med udgangspunkt i sin egen kærlighed til Fassbinder.
– Men jeg tror ikke, det er lykkedes. Jeg fandt ud af, at kærlighed ikke lader sig forstå eller beskrive, hvilket vel også er en slags svar. Det tætteste, jeg kommer på det, er, at alle i filmen beskriver Fassbinder som et barn. Et barn er jo det største og mest elskede, man kan opleve, men også det, man kan blive mest provokeret af og vred på, fastslår Christian Braad Thomsen.
Lykkedes eller ej, så er ”Fassbinder: At elske uden at kræve” en dybt fascinerende film om et exceptionelt menneske, der ville det hele og intet holdt tilbage.
Fassbinder: At elske uden at kræve – 109 minutter – Danmark – Instruktør: Christian Braad Thomsen – Medvirkende: Rainer Werner Fassbinder, Irm Hermann, Harry Baer, Lilo Pempeit m.fl.