Filmanmeldelse: Brigend – Generation selvmord
Først var den åbningsfilm på CPH:PIX og vakte berettiget opsigt. Nu får Jeppe Røndes nye film “Brigend” så almindelig biografpremiere.
Filmen er lavet på den dystert mulige baggrund, idet den tager udgangspunkt i den bølge af selvmord, der siden 2007 har ramt egnen omkring den walisiske by Bridgend. Mere end 79 mennesker har taget livet af sig, heraf langt størstedelen ved hængning. En stor del af dem er teenagere i alderen 13-17 år, og da kun ganske få har efterladt et selvmordsbrev, ved man endnu ikke, hvad der ligger bag.
Den dystre tone slås da også fast fra starten. Billeder af en overgroet jernbanelinie glider over i en scene fra en skov, hvor en tysk hyrdehund snuser rundt og pipende opdager en ung mand, der knælende på jorden har hængt sig fra et træ.
Kort efter ankommer politimanden Dave med sin unge datter Sara til Bridgend for at løse mysteriet med de mange selvmord. Far og datter er begge født i byen, men har boet i mange år i Bristol og er på den måde både insidere og outsidere.
Mens Dave ikke kan trænge ind bag de unges kollektive mur af tavshed, bliver Sara hurtigt tiltrukket af gruppen og dens sammenhold. De unges samvær har nærmest rituel karakter med raveparties, fælles nøgenbadning, tovsvingning over jernbaneskinnerne foran toget og hyldest til de døde venner via en hemmelig internetside.
Gruppen bliver imidlertid hele tiden mindre i takt med, at selvmordene fortsætter, og langsomt nærmer spørgsmålet sig, om Sara bliver det næste offer.
Det er Jeppe Røndes første fiktionsfilm, og han har brugt sin erfaring som dokumentarist og seks års research i Wales, hvor han kom tæt på områdets unge, inden han optog filmen. Alligevel er det et vovestykke at give sig i kast med en historie, der bygger på så megen virkelig tragedie, og som nemt kunne føre til beskyldninger om uanstændig følelsesudnyttelse i et kommercielt øjemed.
”Bridgend” virker imidlertid aldrig, som om Jeppe Rønde forsøger at tolke en kultur, han ikke forstår eller er en del af. Frem for – som man ellers kunne forvente – at levere en faktuelt baseret obduktion af tragedien, er resultatet en subjektiv, følelsesdrevet tolkning af begivenhederne beskrevet ud fra outsiderens perspektiv.
Han afstår således klogelig fra at komme med en skræddersyet forklaring, men skaber i stedet et portræt af en gruppe unge, der føler sig isolerede både geografisk og af et dybt følelsesmæssigt tomrum i forhold til den ældre generation, og som reagerer ved at indgå i en slags kollektiv dødekult.
Rønde udnytter klogt de mørke, disede bjerge og dystre skove omkring Bridgend til at skabe en klaustrofobisk følelse af at være spærret inde et sted, man ikke kan slippe væk fra. Og samtidig lykkes det ham at genskabe Wales keltiske hedenskab og give sin film et skær af druistisk ritualisme.
Hans miks af lokale amatører med garvede skuespillere som Hannah Murray og Steven Waddington i de centrale roller som Sara og Dave fungerer upåklageligt. Til gengæld virker dialogen mellem de unge og de voksne flere gange forceret i sin totale mangel på gensidig forståelse, lige som slutningens feberdrømsagtige tableau vil være svært fordøjelig for en del.
Om de pårørende til de mange selvmordere i Bridgend så kan bruge Røndes film til en form for afklaring i deres sorg, er dog et meget stort spørgsmål. Det kan de næppe.
Bridgend – 95 minutter – Danmark, USA og England – Instruktør: Jeppe Rønde – Medvirkende: Hannah Murray, Steven Waddington, Josh Oconnor, Adrian Rawlins, Scott Arthur, Elinor Crawley m.fl.
