Filmanmeldelse: Mission: Impossible Rogue Nation – Umulige missioner med kvindelig dynamo
Man kan skyde ham, stikke ham med knive, drukne ham og sprænge ham i luften, men man kan ikke stoppe Ethan Hunt. Eller som en af hovedpersonerne i den nye Mission Impossible film siger: ”Hunt er den levende manifestation af skæbnen”.
Det sidste passer så ikke helt. Tom Cruise kan ikke længere skjule, at han ikke er 19 mere. Med 53-år på bagen er alderen begyndt at sætte sine spor hos selv Tom-drengen med træthedsrynker om øjnene og et mere markeret ansigt.
Ikke desto mindre forsætter Tom Cruise med at kaste sig ud i hæsblæsende og livsfarlige action-sekvenser med en energi, overbevisning og vovemod, der ikke kan undgå at smitte, og som samtidig giver ”Mission: Impossible Rogue Nation” en klædelig modenhed, uden at den mister sit momentum.
Dette understreges i filmens ikoniske indledningssekvens, hvor Ethan og hans hold skal forhindre en bande tjetjenske oprørere i at stikke af med en ladning nervegas-missiler. For at stoppe oprørerne springer Cruise (der hader green-screen effekter og gerne laver sine egne stunts) på et fragtfly midt under starten og hænger med fingrene i lugen.
Det hele er dog bare en appetitvækker, inden det egentlige hovedplot kan begynde. Efter MI-teamets sidste mission lykkes det for CIA at få teamet opløst og agenterne anbragt som skrivebordsagenter.
Dog ikke Ethan, der er kommet på sporet af den tophemmelige organisation ”Syndikatet” – et slags omvendt MI-team med en hær af afhoppede og utilfredse spioner, der arbejder for egen vindings skyld for at bringe verdensordenen ud af balance.
Syndiktatet ledes af Solomon Lane, som hurtigt viser sig at kunne matche Ethan og hans hold både intellektuelt og ressourcemæssigt, og som hele tiden virker udmattende langt foran.
Det er nu op til Ethan og de andre at bevise, at Syndikatet eksisterer og forhindre dem i at gennemføre deres planer – en jagt der fører dem fra London til Wien til Marokko og tilbage til London igen og gennem flere tilsyneladende umulige missioner.
Som garvet Mission Impossible tilskuer er man imidlertid blevet så vant til, at disse forhindringer kan overvindes, at de nærmest virker som det kulørte bagtæppe for resten af løjerne.
Filmens helt store trumfkort og dynamo er i stedet introduktionen af den kvindelige hovedperson Ilsa Faust (selvfølgelig skal hun hedde Ilsa, når vi befinder os i Casablanca), en britisk agent, som det er lykkedes at infiltrere Syndikatet.
På klassisk spionthriller-manér bliver det aldrig fuldstændig klart, om Ilsa er ven eller fjende. Hvad der derimod står fuldstændig klart er, at svenske Rebecca Ferguson virkelig kan sparke røv og mere til.
Hvad enten hun i bedste femme fatale stil bevæger sig i guldkjole gennem Operaen i Wien på snigmordsmission, stiger op af vandet iført bikini som en anden Ursula Andress, leverer cirkelspark eller drøner gennem Casablancas snævre gyder og hårnålesving i bjergene på motorcykel er hun en formidabel kraft.
Det er befriende at opleve en voksen kvinde, der får mulighed for at vise både sensualitet og styrke, og som på mange måder ganske stjæler billedet fra Tom Cruise, der her har fundet sin overkvinde.
Tilsammen dominerer de to filmen i en grad, der ikke efterlader meget plads til det øvrigt MI-hold, som består af top-analytikeren Willam Brandt (Jeremy Renner), gruppens tekniske geni Benji Dunn (Simon Pegg) og Ethans mest trofaste ven Luther Stickell (Ving Rhames).
Mission Impossible filmenes styrke er, at de på den ene side er tro mod deres grundkoncept, men samtidig formår at forny sig hele vejen rundt. Og intet sted er det tydeligere end her franchisens nummer fem.
Det gælder endda filmens titelmusik. I sekvensen i Operaen i Wien, hvor Ethan skal forhindre hele tre lejemordere i at myrde den østrigske kansler, erstattes titelnummeret således af den berømte scene-musik til ”Nessun Dorma”. Det fatale skud skal affyres i enden af linien ”The silence that makes you mine” og musikken fuldender den smukt koreograferede actionscene, som er både modig og utraditionel for denne type af film.
”Mission: Impossible Rogue Nation” understreger således med syvtommersøm, at MI-filmene selv med 19 år på bagen fortsat er et vitalt og medrivende stykke action-franchise, der hører til det absolut bedste inden for sin genre.
Så næste tak, og husk endelig at få Rebecca Ferguson med.
Mission: Impossible Rogue Nation – 131 minutter – USA – Instruktør: Christopher McQuarrie – Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Fergusson, Jeremy Renner, Simon Pegg, Ving Rhames, Alec Baldwin, Sean Harris m.fl.
