Filmanmeldelse: Irrational Man – Woody Allen på jagt efter det perfekte mord

Næst efter Alfred Hitchcock og Claude Chabrol, findes der næppe nogen filminstruktør, der har brugt mere tid til at fordybe sig i mekanismerne bag det perfekte mord, end Woody Allen.

Han har været der før i både ”Små og store synder” (1989), Match Point (2005) og Cassandras Dream (2007). Med sin 45. film ”Irrational Man” er han der igen. Denne gang handler det imidlertid ikke om at slå ihjel på grund af penge eller kærlighed, men om en langt mere filosofisk form for mord – et drab begået ene og alene for at give hovedpersonen et eksistentielt fokuspunkt.

Da filosofiprofessor Abe Lukas (Joaquin Phoenix) bliver ansat på et lille, men prestigefyldt universitet på Rhode Island, sender det chokbølger gennem det lille universitetssamfund. Rygterne svirrer nemlig om Lukas: Nogle har hørt, at han er alkoholiker og har affærer med sine studerende. Andre at hans kone netop har forladt ham til fordel for hans bedste ven. Og atter andre, at han har fået en depression efter at have overværet en anden ven blive sprunget i luften af en landmine i Irak – eller var det Afghanistan?

Da Abe Lucas ankommer lever han fuldt op til alle historierne. Han går livstræt og tømmermandsramt omkring, fortæller de studerende at ”det meste filosofi bare er verbal onani”, og understreger sin tro på livets meningsløshed ved at spille russisk roulette for øjnene af de rædselsslagne unge.

Hans mystiske mørke drager både hans ulykkeligt gifte kollega Rita Richards (Parker Posey) og den intelligente studerende Jill Pollard (Emma Stone). Og trods Abes skriveblokeringer, impotens og vedholdende afvisninger, forsætter begge kvinder med at bejle til ham.

Det hele forandres, da Abe og Jill kommer til at overhøre en samtale i en café, hvor en desperat kvinde fortæller, hvordan hendes eksmand forsøger at få forældremyndigheden over deres børn, og hvordan sagens dommer har taget hendes mands parti, fordi han er god bekendt med hans advokat.

Abe begynder at fantasere om, at hvis nogen tog livet af den pågældende dommer, så ville det gøre verden til et bedre sted – og at denne nogen bør være ham.

Bare tanken om at begå mord forløser Abe både kreativt og seksuelt. Han kan pludselig præstere sammen med Rita, indleder en heftig affære med Jill og bliver opfyldt af livsmod.

Men trods sin vækkelse er Abe stadig underlagt skæbnens og livets tilfældigheder. Dette understreges i filmens klimaks, der også afspejler Woody Allens egen livsfilosofi om ”at man altid leder efter en måde at skabe kontrol i sit liv, men at det til syvende og sidst er tilfældet, der afgør, om man bliver ramt i hovedet af et faldende klaver”.

”Irrational Man” har den jazzende lethed, som kendetegner mange af Woody Allens film. Historien fortælles i flashback af Abe’s, Ritas og Jills fortællestemme, mens kameraet smyger sig om hovedpersonerne. Det hele er i virkeligheden et stort tankeeksperiment – elegant og underholdende, men uden at man lader sig rive med følelsesmæssigt, hvilket heller aldrig har været Woody Allens intention.

Samtidig er ”Irrational Man” en af hans intellektuelt mest ambitiøse film. Woody Allen – der engang har udtalt, at han kun læste Freud og Kierkegaard for at score damer – kaster her om sig med referencer til Dostojevskij, Heidegger, Kant, Sartre og Simone de Beauvoir. Ikke for at imponere med sit kendskab til alle disse filosoffer, men for at skabe en grundlæggende diskussion om forfatteres og filosoffers anstrengelser for at forklare verden – altså deres egen ideale teoriverden – og om den afgrundsdybe forskel på teori og virkelighed.

”Irrational Man” er måske ikke Woody Allens mest mindeværdige eller interessante film, men kedelig bliver den nu 80-årige instruktør aldrig.

Irrational Man – 95 minutter – USA – Instruktør: Woody Allen – Medvirkende: Joaquin Phoenix, Emma Stone, Parker Posey m.fl.