Filmanmeldelse: Sommeren 92 – Vellykket fodboldfortælling
Lad mig tilstå med det samme: Jeg er på ingen måde er sportsfanatiker – nærmest tværtimod. Alligevel er der to fodboldminder fra min ungdom, der stadig står lysende klart for mig:
Det ene var, da Danmark den 19. juni 1984 slog Belgien 3-2 ved Europamesterskaberne i fodbold efter at have været bagud med 0-2. Det var min 19 års fødselsdag, jeg var lige blevet student, og vi fejrede det i en lejlighed på Halmtorvet i København, hvor vi så kampen. Ved pausen var Danmark håbløst bagud, og det blev foreslået at slukke for tv’et og feste videre i byen. Men med ryggen mod muren rejste de danske fodboldhelte sig til sjælden dåd og leverede en af de mest sindsoprivende kampe nogensinde.
Det andet fodboldminde var den gyldne sommer 1992, hvor Danmark kom med på et afbud i stedet for Jugoslavien og fra at være dømt chanceløse endte med at slå Tyskland 2-0 i finalen – endda uden straffesparkskonkurrence. Det var den 26. juni. Jeg var nygift og stadig ikke nævneværdigt interesseret i sport. Men i dette dansk fodbolds mest gyldne øjeblik kunne selv sportsanalfabeter være med. Så jeg stod der i Fælledparken og levede med i kampen på storskærmen og hoppede så meget, at mine nøgler forsvandt for evigt i græsset og vrimlen. Den aften og sommernat var alle venner med alle og nationalismen og næstekærligheden flød frit i gaderne.
Det er dette arveguld, som instruktøren Kasper Barfod nu lader os genopleve. Man må beundre mandens mod, for når man piller ved noget, der er næsten lige så helligt som Matador, kunne det nemt være endt med et gigantisk selvmål.
Men lige som det undertippede danske landshold slipper Kasper Barfod og hans med-manuskriptforfatter Anders Frithiof August faktisk forbavsende godt fra deres vovestykke.
Det er ikke mindst forbløffende set i lyset af, at skuespillerne jo ikke ligner de landsholdsspillere, de skal portrættere, særlig meget – og så alligevel. Det er nemlig her, at skuespillet skal stå sin prøve og bestå den.
Og det gør de. Centralt står Ulrich Thomsen som landstræner Richard Møller Nielsen – en ukarismatisk, enspænder og knudemand, som ikke desto mindre viste sig at være en fremragende taktisk træner. Kort sagt præcis den type, som Ulrich Thomsen er en mester i at portrættere.
Med støtte fra hjælpetræner Kaj Johansen (Henning Jensen), lykkes det Ricardo at slippe spillerne fri både på og uden for banen, så de finder ind til den spilleglæde, der i sidste ende fører til guldmedaljerne.
Centralt står også Mikkel Boe Følsgaard som Kim Vilfort, der scorede det ene af sejrmålene. Vi får den dramatiske historie om Vilforts datter, der under EM ligger dødssyg af kræft på hospitalet hjemme i Danmark. Det kunne være blevet til ren følelsesporno, men heldigvis formår Følsgaard at dæmpe det sentimentale, så man gribes helt ind i hjertet af historien.
Og så skal man ikke glemme Cyron Melville, der godt nok ikke ligner Brian Laudrup, men alligevel fanger hans kropssprog og faktisk er ret imponerende med en bold. Her udviskes grænsen mellem skuespilleren og fodboldspilleren Melville flere gange.
”Sommeren 1992” er nostalgisk på den gode og forfriskende måde, rørende og i sekvenser næsten magisk. Og selv om filmen ikke helt er til guld- eller sølvmedaljer, er den en uventet imponerende præstation. Og samtidig får den banket døren ind til, at dansk elitesport også kan være basis for spillefilm.
Sommeren 92 – 110 minutter – Danmark – Instruktør: Kasper Barfoed – Medvirkende: Ulrich Thomsen, Henning Jensen, Mikkel Boe Følsgaard, Cyron Melville, Esben Smith Jensen, Birgitte Hjort Sørensen, Julie Zangenberg m.fl
