CPH:DOX 2015: Mand falder – Per Kirkeby i skyggeverden

”Tager du ikke dit kamera med?”

Sådan spurgte maleren Per Kirkeby sin mangeårige ven filminstruktøren Anne Wivel en forårsdag i 2013. Hun havde ikke rørt kameraet, siden hun to år tidligere afsluttede den anmelderroste dokumentarfilm om sin kræftsyge ægtemand Svend Auken. Kirkeby stod midt i sit livs krise efter et slemt fald ned af en trappe. Et fald der ikke bare kostede ham førligheden, men også evnen til at genkende farver, sine egne kunstværker og sine nærmeste.

Resultatet af det dybt personlige favntag mellem de to grundstødte kunstnere er filmen ”Mand falder”, der netop har åbnet dette års CPH:DOX festival. En film der ikke handler om hverken storpolitik, flygtninge eller klimaproblemer, men derimod om det ultranære og sårbare – og så selvfølgelig om kunst.

For hvor sidder kunsten egentlig henne? For verdenskunstneren Kirkeby bliver svaret på dette spørgsmål, der ellers altid har været selvindlysende for ham, pludselig til et udspekuleret forhindringsløb, hvor han til at begynde med ikke engang er i stand til at ramme banen rigtigt.

Man følger Per Kirkeby på museumsbesøg, hvor han ikke kan genkende sine billeder. Man ser ham til fernisering i Jylland, hvor han får medfølende ord med på vejen fra Dronning Margrethe – ”Ja, det er noget ærgerligt noget, De har været ude for”. Man ser, hvordan han lidt efter lidt lærer at korrigere sine bevægelser og ramme lærredet, hvor han ønsker, og hvordan han ved utrættelige venners hjælp begynder at male igen – først på små lærreder og så på større.

Det er så tæt på, at det bliver hudløst udleverende og rørende på samme tid. Ustandseligt dvæler kameraet på Per Kirkebys stærke, men også ældede ansigt og hans øjne, der måske mere end noget andet afslører den enorme frustration, der gemmer sig indeni. Et aktivt og rastløst menneske, der er tvunget væk fra sig selv og ind i en passivitet, der er ham fremmed, og som han med enorm disciplin og vilje forsøger at kæmpe sig ud af og væk fra.

Men det går langsomt, alt for langsomt synes Per Kirkeby, der ikke skåner nogen og da allermindst sig selv. Mens Wivel, vennerne og alle assistenterne samles i atelieret og beundrer Kirkebys billeder, deler han ikke deres begejstring. Og da kørestolen rulles lidt tilbage, og han selv skal vurdere resultatet af sine anstrengelser, genkender han ikke så meget som et penselsstrøg.

– Nu har jeg nået et punkt, hvor jeg ikke aner, hvad fanden jeg har gang i, konstaterer han tørt.
For kunst er ikke bare et spørgsmål om at male noget kønt og vellykket, så er det bare et smukt tapet, mener Kirkeby, og peger mod nogle af sine billeder, som ifølge ham endnu ikke har overskredet den grænse, hvor de går fra at være ”tapeter” til at være kunst. De er endnu ikke blevet tilført det sidste og afgørende kunstneriske hug, som han ikke længere har hverken fysisk eller mentalt er i stand til at levere.

– Du er hård Per, mener Wivel, og ja, han er hård, men ved måske også bedre end nogen, hvad der skal til.

En tur til Læsø ender uforløst, mens et besøg på et italiensk ”slot” skaber en vis form for afklaring. Igen og igen ser man Kirkebys erfarne hænder arbejde hen over lærredet og omsætte de billeder, han ser i sit skadede hoved, til farver, streger og konturer. Hvad hjernen har glemt eller ikke har overblik over, sidder dybt begravet i fingrenes rutinerede greb om penslen.

Anne Wivels kamera indfanger også igen og igen Per Kirkebys kone Mari Anne Duus Jørgensen. Med en livspartners kærlige og udholdende energi gør hun alt for at støtte sin mand, men må også konstatere, at det ikke altid er let, at bevare værdigheden intakt hos den, man elsker.

– Er du Inge?….Mette? spørger Kirkeby i en scene, tydeligt påvirket af ikke at kunne genkende personen foran sig.

– Nej jeg din kone Mari Anne. Hvis du ser en kvinde klædt i grå jakke, så er det mig, din kone, svarer hun.

– Det er sgu et mærkeligt liv. Tænk at leve i sådan en skyggeverden, kapitulerer Kirkeby.

Og ja, det er et mærkeligt liv, og det er ikke sikkert, at Per Kirkeby nogen sinde finder kunsten igen, eller den kunstner han var tidligere. Men Anne Wivels nænsomme og nøgterne portræt er 100 procent ægte kunst, og den helt rigtige film til at åbne CPH:DOX 2015.

Mand falder – 120 minutter – Danmark – Instruktør: Anne Regitze Wivel – Medvirkende: Per Kirkeby, Anne Regitze Wivel, Mari Anne Duus Jørgensen m.fl.