Filmanmeldelse: I skyggen af kvinder – Gabende fransk

I skyggen af kvinder

3 Popcorn

En fransk film om utroskab. Hvis nogen synes, at det koncept lyder så velkendt, at det nærmest er en kliché, så har de helt ret. Intet andet land har fremstillet utroskab så passioneret og i så mange afskygninger på film som Frankrig.

Der er da også noget klichéagtigt over den garvede instruktør Philippe Garrels ”I skyggen af kvinder” – eller måske snarere noget selvironisk. I hvert fald har Garrel smidt alle de klassiske elementer til en fransk utroskabsfilm i gryden, hvor de så simrer rundt: Statisk sort/hvid fotografering, parisiske gadebilleder, navlepillende personer og den obligatoriske fortællestemme (her Garrels søn), der udpensler enhver følelse både før og efter, den manifesterer sig på lærredet.

Kort sagt alt sammen så typisk fransk, at hvis det ikke lige var for et par mobiltelefoner, der optræder undervejs, så kunne filmen nemt have været en del af den franske nybølge fra starten af 60’erne.

Historien er et klassisk trekantsdrama: Pierre (Stanislas Merhar) bor sammen med sin kæreste Manon (Clotilde Courau). Han forsøger at slå igennem som dokumentarfilminstruktør, mens hun – til sin mors store fortrydelse -har opgivet sine studier for at støtte ham.

Men Pierre føler sig omklamret og begynder at kede sig i forholdet. Da han møder den unge kvinde Elizabeth (Lena Paugam), som arbejder på et filmarkiv, går der derfor ikke længe, inden de to indleder en affære – og endnu kortere inden Pierre på ny føler sig fanget.

Her går der så for alvor franske forviklinger i fortællingen. Elizabeth, der vantrives ved at være den anden kvinde, opdager nemlig, at også Manon har indledt en affære, fordi hun føler, at Pierre lukker hende ude.

Trekanten er blevet til en firkant. Dermed skulle kabalen jo gå op, men næh nej. Med typisk maskulin dobbeltmoral rammer Manons utroskab Pierre som en lægtehammer lige i solar plexus. Mens han undskylder sin egen utroskab med at ”Han jo er mand”, ædes han op af jalousi over Manons sidespring.

For i virkeligheden elsker Pierre og Manon hinanden. De er forbundet på et langt dybere plan end bare begær, og de andre er kun statister i deres kærlighedshistorie. Alt sammen meget navlebeskuende og fransk.

Man kunne også koge historien ned til, at to mennesker opdager, at kærlighed og begær/sex er to helt forskellige ting, og at i et langt forhold vil de fleste på et tidspunkt tiltrækkes fysisk af andre mennesker end deres partner.

Problemet med ”I skyggen af kvinder” er, at den ikke har så forfærdelig meget at byde på. Garrel har hverken Noah Baumbachs evne til at observere mennesker eller Woody Allens humor. Hovedpersonernes relationer og reaktioner virker som om, de kører på automatpilot og fører ikke til nye, spændende steder eller indsigter, og dialogen er for flad.

Pierre får nærmest karakter af et være sociopat. Han er den klassiske utro mand – en komplet arketype inklusive hans egoistiske seksuelle opførsel og unfair dobbeltmoral. Manons affære bliver derimod kun flygtigt skitseret, og hendes egen seksualitet bliver knapt nævnt, hvilket gør, at hele historien ses ud fra et maskulint perspektiv.

Det mest interessante ved filmen er faktisk fremstillingen af Pierre, for der er intet charmerende eller forførerisk over ham. Tværtimod virker han uendelig farveløs og trist og opfører sig som et forkælet, mut barn. Man har derfor meget svært ved at se, hvad de to kvinder, der indeholder langt mere saft og kraft, ser i denne dødbider, der ikke formår at sprede et mikrogram af glæde og latter omkring sig. Er det hans kreative intellekt? Er det hans mørke, rugende natur? Eller er det hans udstråling af at være et fortabt barn, der har brug for en kvinde/mor til at komme og redde sig? Er det overhovedet besværet værd at kende svaret?

Dybest set er det svært at opretholde fascinationen af en film, hvor hovedpersonen er det stik modsatte af fascinerende, og hvor kameraet dydigt panorerer bort, hver gang, at personerne skal til at have sex.

I skyggen af kvinder – 73 minutter – Frankrig og Schweiz – Instruktør: Philippe Garrel – Medvirkende: Stanislas Merhar, Clotilde Courau, Lena Paugam, Mounir Margoum m.fl.