Filmanmeldelse: Infinitely Polar Bear – Maniodepressiv light
Det starter med det totale sammenbrud: Cam Stuart (Mark Ruffalo) løber manisk rundt foran familiens hus på landet kun iført røde underbukser og en rød bandana. Hans øjne er udspilede, han pulser uophørligt på sin smøg og taler som et fossende vandfald om urkræfterne og mænds ret til at jage og være frie. Hans kone Maggie (Zoe Saldana) har låst sig inde i parrets bil, hvor hun forsøger at berolige deres to skræmte og grædende døtre på bagsædet, mens far står udenfor og hamrer løs for at blive lukket ind. Til sidst giver han op og sætter sig i vejkanten og græder, indtil politiet ankommer.
Sådan begynder Maya Forbes instruktør-debutfilm ”Infinitely Polar Bear” om en families problemer, da faderen bliver maniodepressiv.
Efter sammenbruddet bliver Cam indlagt på et psykiatrisk hospital, mens Maggie og de to piger flytter til en lille lejlighed i Cambrigde nær Boston, hvor hun forgæves forsøger at få et job. Til slut søger hun om at komme ind på Columbia Universitys MBA-program i New York og bliver optaget på en friplads.
Men hvem skal tage sig af pigerne, mens mor er i New York? Jep, rigtigt gættet. Cam er i mellemtiden blevet erklæret nogenlunde rask, blot han tager sin medicin. Han får derfor ansvaret for døtrene i de 18 måneder, som Maggies uddannelse varer, men finder hurtigt ud af, at han måske har påtaget sig mere, end han i virkeligheden kan klare.
Hvis nogen synes, de har set sceneriet med modvillig-forældre-får-presset –af-omstændighederne-ansvaret-for-deres-afkom før, så har de fuldstændig ret. Og hvordan er det lige, at plejer at gå i den slags film? De ender som regel med, at den pågældende forældre trods startvanskeligheder vokser med opgaven, og ”Infinitely Polar Bear” er ingen undtagelse.
Det er dog ikke forudsigeligheden, der er filmens store problem. Det er dens manglende mod til at dykke ned i de mørke sider af Cam’s sygdom.
For selv om de daglige misforståelser hober sig op, og Cam råber af sine døtre, og de råber tilbage og synes, at deres far er en pinlig idiot, så er det som om, at der aldrig for alvor kommer noget på spil i ”Infinitely Polar Bear” – og som om den stemning af ægte tragedie, der udspiller sig i filmens indledende minutter, aldrig kommer tilbage.
Vi er ikke et sekund i tvivl om, at den lille families kærlighed til hinanden er så stærk, at det nok skal holde dem sammen, hvilket selvfølgelig er dejlig livsbekræftende, men ikke særlig spændende.
Og måske heller ikke specielt realistisk. De mange, der har mærket, hvor svært det kan være, når et nært familiemedlem trækker sig ind i depressionens sorteste mørke, hvor intet lys slipper ind, eller er blevet slidt op af de maniske opture, vil have meget svært ved at genkende sig selv i denne sødsuppeudgave af far-er-sindslidende.
Det paradoksale er, at der er tale om et meget personligt projekt for Maya Forbes, som bygger på hendes egne barndomserindringer. Derfor får man også dårlig samvittighed, når det hele føles for let, og man tænker ”Var det virkelig ikke værre?”.
Til Forbes ros skal siges, at hun får det optimale ud af sine skuespillere. Marc Ruffalo er nærmest mester i at spille disse skæve karakterer, og han glider ubesværet ind i rollen som Cam, der er som en flaske nitroglycerin, som man aldrig ved, hvornår eksploderer.
Mørke Zoe Saldana er et interessant valg som den trængte hustru Maggie, selv om hun virker lidt for eksklusiv til både Cam og rollen som fattig mor.
Til gengæld er Imogene Wolodarsky og Ashley Aufderheide strålende som de to døtre Amelia og Faith, der hele vejen står sammen og sidder klar med baseballbats, når Cam i et anfald af uansvarlighed efterlader dem alene hjemme for at gå på voksendruk.
Alle fire spiller fremragende. Det er bare ærgerligt, at der ikke er mere at spille om.
Infinitely Polar Bear – 90 minutter – USA – Instruktør: Maya Forbes – Medvirkende: Mark Ruffalo, Zoe Saldana, Imogene Wolodarsky, Ashley Aufderheide m.fl
