Filmanmeldelse: Spionernes Bro – Spielbergs koldkrigsmelodrama imponerer
Det er egentlig ret godt klaret at få en udenlandsk spion og advokaten, der forsvarer ham, til at fremstå som sympatiske helte. På samme måde er det imponerende at få så meget dynamik ind i en historie, hvor man kender udfaldet på forhånd. Ikke desto mindre er det præcis det, som Steven Spielberg gør i sin nye film ”Spionernes Bro”.
Filmens bygger på en episode fra Den Kolde Krig. Den 10. februar 1962 på henholdsvis Glienicke-broen og Checkpoint Charlie ved Berlin blev den russiske spion Rudolf Abel udvekslet med ikke bare én, men hele to amerikanere: Den ene var den unge student Frederic Prior, der fejlagtigt var blevet anklaget for spionage i DDR. Den anden var CIA-piloten Gary Powers, der til gengæld i høj grad havde spioneret i sit U-2 fly over Rusland, indtil russerne skød det ned.
Da Abel blev arresteret i USA i 1957, fik han tildelt forsikringsadvokaten James B. Donovan som forsvarer. Det lykkedes Donovan at forhindre, at Abel blev idømt dødsstraf. Og fire år senere blev han i al hemmelighed udnævnt til at stå for forhandlingerne med russerne om udvekslingen.
Kort sagt en rigtig spionhistorie, som salige John Le Carré kunne have svunget den – og som derefter ville være blevet til en TV-serie. Nu er det imidlertid Steven Spielberg, der har kastet sig over historien, og han er ikke en mand, der nøjes med en enkelt stryger, når han i stedet kan sætte hele orkestret i gang. Med vanlig sans for det flamboyante, rekonstruerer han på imponerende vis koldkrigstiden og får skabt et historisk melodrama med fokus på den menneskelige vinkel i historien.
Og vi får det hele med: Det paranoide og klaustrofobiske USA under McCarthyismen, kommunisthadet og en genskabelse af Berlinmuren – komplet med nedskydning af nogle stakkels østeuropæere, der forsøger at kravle over muren. Donovan overværer nedskydningen, og da han senere er tilbage i New York og ser nogle børn kravle over et hegn, hænger hændelsen som et ekko i luften.
Lige her kammer Spielbergs trang til at oversentimentalisere over. På samme måde er der – tilsigtet eller utilsigtet – noget absurd humoristisk over fremstillingen af filmens tyskere, der alle, på nær én, spilles af mærkeligt udseende skuespillere med fjollede accenter. Undtagelsen er Sebastian Koch i rollen som en højst usympatisk østtysk advokat.
Måske skyldes det absurde, at Coen brødrene har hjulpet til med manuskriptet. Eller også er det takket være dem, at der er en høj grad af realisme i filmen både stilistisk og i dialogen.
Hvis James Stewart stadig havde levet, ville det have været oplagt at få ham til at spille rollen som Donovan. Spielberg har imidlertid gjort det næstbedste og hyret den evigt spejdergode Tom Hanks, der her kan rulle alle de talenter, han er kendt for, ud: En god velmenende amerikaner, der vil gøre det rigtige, som har ordet i sin magt og som samtidig er en eksemplarisk ægtemand (der på patriotisk vis lyver for sin kone og grunden til, at han tager til Berlin) og omsorgsfuld far.
Hanks overgås kun af den britiske teaterskuespiller Mark Rylance, der er nærmest ukendelig, men ikke mindre fremragende, i rollen som Abel.
”Spionernes Bro” hører måske en svunden tid til, men filmen har masser af resonans også i 2015. Hvis en udenlandsk agent som Abel blev arresteret i New York i dag, ville han således snarere blive stemplet som terrorist end spion og sendt til et ukendt fængsel uden nogen sinde at komme i nærheden af en advokat som Donovan.
Spionernes Bro – 141 minutter – USA, Indien og Tyskland – Instruktør: Steven Spielberg – Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance, Sebastian Koch, Amy Ryan, Allan Alda m.fl.
