Filmanmeldelse: Vådområder – Ungdomsoprør med hæmorider og menstruationsblod
Det hører til sjældenhederne, at et distributionsselskab før presseforestillingen gør anmelderne opmærksom på, at en film kan være særdeles grænseoverskridende.
Og ja, David Wnendts filmatisering af Charlotte Rochs bestseller ”Vådområder” er da også på nogen måder lige så provokerende som forrige års Cannes-vinder ”Adeles liv” var det.
Her handler det dog ikke så meget om sex som om den unge hovedperson Helen’s forhold til sin krop og til diverse kropsvæsker.
Med ukuelig trang til at eksperimentere giver hun de forskellige grøntsager og frugter karakterer som onani-redskaber, blander menstruationsblod med bedsteveninden Corinna og bruger sit skridt til at tørre uhumske toiletsæder af for at skabe den bedste bakterie- og smagsbalance i sin skede.
Ikke just hverdagskost i en moderne kropsforskrækket verden, hvor man ikke taler om den slags, og hvor kroppe helst skal være anonymt glatte og parfumeduftende over det hele.
Da hendes hæmoride kommer i vejen under en lidt for hastig intimbarbering, ender Helen på hospitalet. Hun bliver opereret af overlægen professor Notz der aldrig har set noget lignende, og udklækker en plan om at være indlagt så længe som muligt for at hendes fraskilte forældre kan mødes ved hendes sygeleje og blive genforenet.
Under opholdet på hospitalet møder hun også den mandlige sygeplejerske Robin, der fatter umiddelbar sympati for den mildt sagt uortodokse og anderledes kvinde.
En film som ”Vådområder” står og falder med to ting: Den ene er hovedpersonen selv, og her har Wnendt heldigvis allieret sig med den shweiziske skuespillerinde Carla Juri. Selv om hun er en anelse for gammel, går hun til rollen med samme frimodige fandenivoldskhed som hovedpersonen selv udstråler. På en og samme tid udviser hun en grænseoverskridende, ekshibitionistisk ublufærdighed og lyst til at prøve alt og en rørende indre sårbarhed.
Wnendts anden genistreg er, at det er lyatkkedes ham at lægge et lag af dybde, sødme og ærlighed under de mere grovkornede udskejelser.
Helens plan om at genforene forældrene ved sin hospitalsseng er således lige så sød som den er naiv. Og hendes interesse i Robin er oprigtig, selv om deres samtaler ofte er rimeligt hardcore. Langsomt afdækkes en mørkere undertone, efterhånden som det bliver klart, at hun langsomt er ved at blive ædt op indefra af sine barndomstraumer og splittet mellem sine dysfunktionelle forældre.
Det er disse konstante modsætninger, der gør Helen-figuren til en troværdig om end konfliktfyldt person, der hele tiden flakser mellem grænsebrydende ungdomsoprør og barnlige drømme og angst.
”Vådområder” er ikke nogen stor historie. Alligevel er den flot stilistisk, velspillet og med noget almengyldigt over sig. For selv om langt fra alle skilsmissebørn opfører sig som Helen, har de alle drømmen indeni om at mor og far flytter sammen igen.
Og med hensyn til distributionsselskabets advarsel, så var mit maveindhold aldrig i fare undervejs.
Vådområder – 109 minutter – Tyskland – Instruktør: David Wnendt – Medvirkende: Carla Juri, Christoph Letkowski, Meret Becker, Axel Milberg, Marlen Kruse, Peri Baumeister, Edgar Selge m.fl.
