Filmanmeldelse: Min Mor – Et rigt og modent filmværk
Den italienske instruktør og auteur Nanni Moretti er måske ikke alles kop te, men hans relevans for italiensk film er uomtvistelig. Få kunstnere har været så tro mod sig selv som han eller så omhyggelige i deres skildring af udviklingen i Italien de seneste årtier. Hvis man lægger de 12 film sammen, som Moretti har lavet i sine fyrre år som instruktør, får man således et perfekt historiekursus. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at nøgleordene i hans nye film ”Min Mor” er forvirring og usikkerhed.
Nanni Moretti har også flere gange skildret døden – herunder hans egen dødelighed. Hans internationale gennembrudsfilm “Kære dagbog” (1993) udsprang således af hans egen kræftsygdom, mens ”Min Søns værelse” (2001), som vandt de gyldne palmer i Cannes, handlede om et forældrepars tab og sorg efter deres teenagesøns død.
I ”Min Mor” er fokus så vendt 180 grader. Denne gang handler det om en kvinde, der er i færd med at miste sin mor, og igen trækker Nanni Moretti på sine personlige erfaringer – tabet af hans egen mor Agata, som døde, mens han var ved at lave sin forrige film ”Habemus Papam” (2011).
Filmen kredser om tre kvindeskæbner: Livia (Beatrice Mancini), en teenager med hjertesorger, som hendes mor ikke ænser, hendes bedstemor Ada (Giulia Lazzarini) som er indlagt på hospitalet med en sygdom, der langsomt underminerer hendes fysiske og mentale styrke, og mellem dem Margherita (Margherita Buy) en filminstruktør som både er presset professionelt og personligt.
Det virker nærmest naturgivent, at den centrale rolle som Margherita bliver spillet af den italienske karaktérskuespiller af samme navn, der med årene er blevet fast inventar i Morettis film. Hun leverer en Oscarværdig præstation som den evigt utilfredse Margherita, der glemmer sin mor, sjusker i sit eget moderskab og går til sit instruktørarbejde med utilsløret selvoptagethed, imens hun dropper kæreste på kæreste, fordi de ikke lige giver mening for hende. Alt i alt ikke den mest charmerende personlighed, men alligevel kan man som tilskuer ikke lade være med at holde af hende.
Det er Margherita Buy, der bærer meget af filmen, mens hun farer rundt mellem filmoptagelserne, hospitalet og sit hjem og tager stilling til livets store og mere trivielle spørgsmål.
Som en anden Bunuel blander Nanni Moretti de ordinært fortællende scener med forskellige fantasi-, drømme- og erindringssekvenser, så man som tilskuer aldrig er 100 procent sikker på, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er det.
Samtidig er der stor forskel på fortællestilen i filmens hovedhistorie om den syge mor, der fortælles langsomt og smertefyldt, og den fiktive filmhistorie, som Margherita er ved at optage, hvis handling og dialog er forsimplet på grænsen til det stupide. Det virker som et helt bevidst valg, der understreger, hvor ligegyldigt og meningsløst alt andet er i forhold til livets store, gribende øjeblikke som tabet af en forælder.
Moretti har skabt en film, der på smukkeste og mest delikate vis blander latter og tårer, og som skærer lige ind til smertekernen af et hjerteskærende personligt tab, mens den samtidig understreger, at det tragikomiske kaos, vi kalder livet, fortsætter ufortrødent, uanset hvad der sker.
På den måde er ”Min Mor” på mange måder Morettis hidtil bedste film – og en af årets bedste i det hele taget – der smelter de toneangivende temaer fra resten af hans filmkarriere sammen til et rigt og modent filmværk.
Min Mor – 106 minutter – Italien og Frankrig – Instruktør: Nanni Moretti – Medvirkende: Margherita Buy, Giulia Lazzarini, Beatrice Mancini, Nanni Moretti m.fl.
