Filmanmeldelse: The Revenant – Fantastisk og episk visuel fabel

The Revenant

seks popcorn

Der er unægteligt et stykke fra den mexicanske instruktør Alejandro González Inarritu’s forrige film ”Birdman” (2015), der foregår bag kulisserne på et stort Broadway-teater, og hans nye film ”The Revenant”, der foregår i den storslåede natur omkring Rocky Mountains omkring 1820. Og så alligevel ikke.

Gennem sin karriere har Inarritu med nærmest manisk besættelse fremstillet den ene mand efter den anden gå gennem store prøvelser, lide og sluttelig nå en form for genfødsel. Hans karakterer er altid ekstraordinære, men balancerer samtidig knivskarpt på kanten af selvforherligelse.

”The Revenant” starter brutalt med en gruppe hærdede pelsjægere, der overfaldes af indianere. De overlevende undslipper på et hængende hår anført af spejderen og jægeren Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) og skal nu finde vej hjem til fortet gennem de uvejsomme bjerge.

På vejen bliver Glass imidlertid overfaldet af en bjørn og så slemt tilredt, at gruppens leder Major Andrew Henry (Domhnall Gleeson) beslutter at efterlade ham sammen med tre mænd – herunder Glass’ indianske søn Hawk.

Da de bliver alene, beslutter pelsjægeren John Fitzgerald (Tom Hardy) sig imidlertid for at efterlade Glass til sin egen skæbne, myrder Hawk og narrer den tredje mand Jim Bridger (Will Poulter) med sig.

Men Glass overlever mirakuløst og kæmper nu hvert skridt for at nå tilbage og få hævn over Fitzgerald. Undervejs må han slås mod både sine egne sår, sult, kulde, indianere og den allestedsnærværende natur, der er lige så smuk, som den er nådesløs.

Det er en fantastisk og visuel episk fabel, som Inarritu her har stykket sammen, der på samme tid er intenst spændende og deprimerende meningsløs. Vi er i en verden uden helte, hvor alle slår alle ihjel. Indianerne kæmper mod de hvide, som kæmper mod hinanden og alle kæmper de mod naturen i en blanding af hævn og primitiv overlevelse.

På den måde bliver der noget næsten symbolsk over Glass lidelse og jagt på retfærdighed. Han og Fitzgerald er lige endimensionelle i deres sammenbidte, stædige stoiskhed, som var de skåret ud af bjergene omkring sig.

Intet sted bliver volden og kampen for overlevelse mere rå og primitiv, end da Glass møder den store grizzlybjørn. Aldrig er et bjørneoverfald og dets konsekvenser blevet fremstillet mere realistisk. Som publikum føler man hvert et hår fra dens pels, dens varme ånde og savl, og kløerne der flænser ryggen helt ind til ribbene.

Personligt var jeg aldrig selv nået videre end til bjørnen, så det er med fuldt overlæg, at jeg længere oppe beskriver filmen som en fabel. Inarritu underbygger selv denne stemning ved at indlægge scener, hvor Glass hallucinerer, lige som en bisonflok og ruinerne af en kirke virker som drømmesyn.

Til slut sidder man ganske udmattet i sædet, som om man selv har været på en toogenhalv times lang overlevelsestur, men også med en stille undren over, hvad man egentlig skal bruge dette blodige drama til.

Det udsletter imideltid ikke indtrykket af en mesterlig film, hvor Inarritu er i total kontrol over sin fortælling fra start til slut. ”The Revenant” er lige så smuk og gysende smertefuld som at holde en funklende istap mod sin bare hud.

The Revenant – 156 minutter – USA – Instruktør: Alejandro González Inarritu – Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Domhnall Gleeson, Will Poulter, Forest Goodluck, Paul Anderson m.fl.