Filmanmeldelse: 10 Cloverfield Lane – Effektivt, klaustrofobisk kammerspilsgys

10 Cloverfield Lane

4 popcorn

For otte år siden blev New York angrebet af rumvæsener ud af det blå i sci-fi gyseren ”Cloverfield”. Filmen var i klassisk gyserstil stykket sammen af fundne kameraoptagelser, der skildrer fire venners flugt gennem storbyen.

Nu kommer så ”10 Cloverfield Lane”, der allerede via sin titel lægger sig op af ”Cloverfield”. Men bortset fra det, har producenterne valgt at lancere filmen med størst muligt røgslør, så publikum intet ved om indholdet på forhånd.

Denne uvished spejles også i filmens manuskript, der et langt stykke af vejen har karaktér af et intenst kammerspil.

Efter et voldsomt biluheld vågner den unge Michelle (Mary Elizabeth Winstead) op i en kælder med drop i armen og lænke om benet.

Det viser sig hurtigt, at kælderen er en hjemmebygget beskyttelsesbunker konstrueret af stedets ejer Howard (John Goodman). Han har fundet og anbragt Michelle i bunkeren for at redde hende fordi jorden – påstår han – er blevet udsat for kemisk angreb fra nogen eller noget ukendt.

I bunkeren befinder sig også den unge fyr Emmet (John Gallagher), som hurtigt bliver venner med Michelle.

Howard forbyder dem at forlade bunkeren, fordi de så vil blive udsat for den giftige luft. Han lægger op til, at de måske er de eneste overlevende og styrer sit lille kongerige med autoritativ jernhånd, snart venlig, snart isnende aggressiv.

Men kan man overhovedet stole på det, som Howard siger? Eller er han bare en paranoid galning, der reelt holder de to andre som gidsler?

Uvisheden er filmens drivkraft. John Goodman leverer en pragtpræstation som den alfaderlige, men totalt uforudsigelige Howard, der alene i kraft af sin størrelse virker intimiderende. Og Mary Elizabeth Winstead og John Gallagher gør god fyldest i rollerne som de to unge, der bliver mere og mere skeptiske omkring deres indespærring.

Det er i de klaustrofobiske scener nede i bunkeren, at ”10 Cloverfield Lane” viser sin sande styrke. Uforudsigelig, uhyggelig og intens, så man sidder på kanten af stolen, og med en så massiv lydside, at alle nerveender fræses op.

Og netop her ligger også det store problem med ”10 Cloverfield Lane”. Filmen kunne nemlig sagtens have stået selv i stedet for at være bundet op som en del af en Cloverfield-franchise.

En meget stor del af dens suspence afhænger således af, at vi – lige som personerne i bunkeren – ikke ved, hvad der egentlig er foregået oppe på overfladen.

Men med det tætte navneslægtskab mellem ”Cloverfield” og ”10 Cloverfield Lane” bliver man unægtelig sporet i en ganske bestemt retning, og filmens finale krænger fuldstændig over, som om manuskriptforfatterne ikke har kunnet bestemme sig, om det skal være sci-fi, gys eller begge dele.

Det er brandærgerligt, når instruktøren ellers i resten af filmen har doseret sine virkemidler optimalt.

10 Cloverfield Lane – 103 minutter – USA – Instruktør: Dan Trachtenberg – Medvirkende: John Goodman, Mary Elizabeth Winstead, John Gallagher, Douglas M. Griffin, Suzanne Cryer m.fl.