Filmanmeldelse: At elske Pia – Borgmans leg med grænserne er modig – og foruroligende

At elske Pia

4 popcorn

Hvor går grænserne mellem dokumentarfilm og fiktion? Ikke bare i forhold til virkeligheden, men også etisk?

Spørgsmålet presser sig i den grad på, efter at jeg har set Daniel Borgmans ”At elske Pia”. En film, der på overfladen virker som en dokumentarisk beretning om en udviklingshæmmet kvinde, men i virkeligheden er en diskutabel genre-sammensmeltning af det fiktive og non-fiktive.

Det er Daniel Borgmans anden spillefilm. Og med ”At elske Pia” har den 35-årige New Zealænder taget noget af et kvantespring i forhold til debutfilmen ”The Weight of Elephants”: Fra New Zealand til Danmark. Fra et intimt portræt af en 11-årig drengs kamp mod isolation og ensomhed til livet som 62-årig i udkantsdanmark.

Hovedpersonen Pia (Pia Skovgaard) bor på en gård i det Sydfynske øhav med sin 84-årige mor Gittou (Céline Skovgaard). Selv om hun er udviklingshæmmet, er Pia ikke på nogen måde hæmmet. Hun er tværtimod åben og nysgerrig og fylder konstant sit liv med alle mulige aktiviteter: Bøger, cykeløvelser, fodre gåsen Lola og deltage i det, der sker på bostedet Værkstedsgården.

Gittou er imidlertid nervøs for, hvad der skal ske med Pia, og hvem der skal tage sig af hende, når hun selv engang er væk. Pia tager imidlertid sagen i egen hånd og kontakter den aleneboende Jens (Jens Jensen), som hun har lagt mærke til nede på havnen. De to indleder en form for forhold, mens Pia sideløbende begynder at frigøre sig fra sin mor.

Daniel Borgman giver sig god tid til at fortælle historien, hvilket er en modig, men også rigtig beslutning. Replikkerne virker naturlige og billedformatet kompakt med grynede billeder og lange kameraindstillinger.

Det hele er så minimalistisk og naturtro, at man er overbevist om, at alt er dokumentarisk. Det er det imidlertid ikke, og her er det, at jeg begynder at få et problem med filmen. Hele forelskelsesdelen er nemlig konstrueret, hvorved fortællingen, uden at man som tilskuer er klar over, glider over i fiktionens verden.

Det er så til at leve med. Genreblandinger er altid spændende, og der skal være plads til eksperimenter. Spørgsmålet er imidlertid, om det er en ansvarlig beslutning fra instruktørens side i forhold til filmens hovedperson. Pia spilles jo af Pia selv, som vitterlig ér udviklingshæmmet, og det er et åbent spørgsmål, om hun forstår, at kærlighedshistorien ikke er ægte. Her må jeg melde pas. Jeg aner det ikke, men spekulerer på, om Pia virkelig kan være så dygtig en skuespiller?

Måske er det bare mig, der sidder og åbner for alle mine fordomme og føler, at det kommer for tæt på med de to hovedpersoner i forhold til deres forskellige udgangspunkt. Og det bliver ikke mindre gråzoneagtigt af, at Pias mor behandler hende som et barn, mens Jens behandler som en voksen og holder hende i hånden og inviterer hende på date i storbyen.

Men filmen har klart en idé og mange momenter, og man må beundrer Daniel Borgman for hans mod til at gå nye veje.

At elske Pia – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Daniel Borgman – Medvirkende: Pia Skovgaard, Céline Skovgaard, Jens Jensen (m.fl.)