CPH:DOX: Dansk dokumentarfilm står stærkere end nogensinde

The Act of Killing

Lørdag aften faldt afgørelsen i den årlige CPH:DOX dokumentarfilmfestival.  Festivalens hovedpris DOX:Award gik ikke uventet til den danskboende amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer for hans film ”A Look of Silence” om folkemordet i Indonesien i 1965 set fra ofrenes synsvinkel.

Samtidig fik den danske instruktør Camilla Nielssons ”Democrats” en såkaldt Special Mentioning i hovedkonkurrencen. I alt var 3 ud af de 12 film i hovedkonkurrencen danske, og heraf røg de to altså helt til tops.

Læg dertil, at den danske instruktør Mahdi Fleifel sidste år fik en Reel Award på CPH:DOX for sit portræt af en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon ”A World not Ours” – en pris som Camilla Nielsen i øvrigt vandt i år. Og at Joshua Oppenheimer også vandt CPH:DOX for to år siden med ”The Act of Killing”, der også handlede om folkemordet i Indonesien, set fra bødlernes side.

Tilsammen tegner det et billede af en dansk dokumentarfilmbranche, der i øjeblikket står stærkere end nogensinde, og som vinder priser og hædrende omtaler både herhjemme og internationalt.

Nogle taler ligefrem om, at Danish Documentary er blevet et international kvalitetsbrand – en mærkevare, der især er kendetegnet ved sin unikke, kunstneriske fortællestil.

Denne unikke stil så man blandt andet i ”The Act of Killing”. Her lod Joshua Oppenheimer bødlerne bag folkedrabet genindspille deres massemord ud fra de cinematografiske genrer, som de foretrak. Resultatet var en bizar blanding af westernfilm, gangsterdrama og musicals – sidstnævnte med den ene af bødlerne i dragkostume.

I Anders Østergaards “1989”, der var den tredje danske film hovedkonkurrencen I år, har instruktøren omhyggeligt rekonstrueret gamle møder for at vise de begivenheder og politiske magtspil, der første til jerntæppets fald.

Og Mahdi Fleifel har brugt private familieoptagelser fra sin barndoms og ungdoms besøg hos slægtninge i flygtningelejren som springbræt til en overordnet fortælling om livet i lejren og konsekvenserne ved konflikten mellem palæstinenserne og israelerne.

Så vidt fortællestilen. Ser man på de ovennævnte film er der imidlertid også et andet fællestræk, der kendetegner dansk dokumentarfilm lige nu: Evnen til at fortælle om store og svære politiske konflikter set indefra og nedefra.

Det er tankevækkende, at der skal danske instruktører til at belyse folkemordet i Indonesien, jerntæppets fald, den israelsk/palæstinensiske konflikt eller kampen for demokrati i Zimbabwe (Democrats). Tankevækkende både på grund af den geografiske afstand fra Danmark til disse lande, men også på grund af den politiske afstand. De forhold, der beskrives i filmene, ligger således meget langt fra dansk dagligdag og dansk tænkemåde.

Endelig lægger man mærke til, at det i alle film lykkes at skabe en dyb fortrolighed mellem instruktøren og de personer, der portrætteres og dermed nå et unikt

- og i alle tilfælde meget tiltrængt – indblik i nogle smertefulde politiske processer.

På den baggrund bliver det spændende at følge dansk dokumentarfilm i de kommende år