Filmanmeldelse: Hail Caesar – Coen Brødrene på trip til Hollywoods guldalder
For fem år siden åbnede Coen Brødrene Berlinalen med deres egen fortolkning af western-klassikeren ”True Grit” og leverede en af de bedste westerns i nyere tid.
I år fik de så endnu en chance for at åbne Berlinalen og få dage senere havde filmen så premiere i Damark. Men mens det var nemt at genre-placere ”True Grit” er ”Hail Caesar straks sværere at placere.
Vi er i 1951 hos et stort Hollywood-filmselskab ledet af Eddie Mannox (Josh Brolin). En retskaffen og troende mand, der hver dag trofast skrifter sine synder, selv om det værste, han kan finde på, er at snige sig til en cigaret, selv om han prøver at holde op.
Filmen følger en enkelt dag i Mannox travle liv, hvor han konstant må kriser med studiets skuespillere, hvoraf størstedelen ikke har opfundet den dybe tallerken, arrogante instruktører og nævenyttige sladderjournalister. For slet ikke at tale om en gruppe intellektuelle kommunister, der kidnapper studiets superstjerne Baird Whitlock (George Clooney), netop som han skal til at indspille slutscenen i den nyre, religiøse storfilm ”A Tale of the Christ”.
Det er ikke første gang, at Coen Brødrene har grebet tilbage i Hollywoods guldalder for at finde materiale til deres film. Det gjorde de også for et kvart århundrede siden i ”Barton Fink” (1991)
Det er tydeligt, at de har moret sig med at skabe små kærlige parodier på nogle af de klassiske Hollywood-genrer fra simple westerns til Busby Berkely extravaganza. Undervejs oplever vi blandt andet Alden Ehrenreich, som den lassosvingende og syngende cowboy Hobie Doyle, Scarlet Johanson som Esther Williams inspireret gravid havfrue og Channing Tatum i superstramme bukser i et corny sømands-musicalnummer. Læg dertil Ralph Fiennes som en plaget instruktør, der forsøger at få sofistikerede replikker ud af Hopie Doyle og Frances McDormand, som klipper, der nær afliver sig selv og Tilda Swinton i en dobbeltrolle som to sladderjournalist tvillingesøstre, der hader hinanden.
Alt i alt meget underholdene og så alligevel ikke helt. Som komedie om Hollywood i 50’erne har ”Hail Caesar” mere end vanskeligt ved at komme i luften og endnu sværere ved at holde sig svævende: Den indledende scene med Mannix i skriftestolen er ikke sjov. Den romerske storfilm virker også en smule ud over kanten og selv en scene, hvor Mannix indkalder fore religiøse ledere for at få deres kommentarer til filmen, hvorefter de ender i et verbalt slagsmål om Gud, er ikke voldsomt morsom.
I stedet bør man se ”Hail Caesar” som et kærlig, men alvorlig ment forsøg på at skildre de mange måder, som folk forsøger at skabe mening i deres liv. Hulheden i Hollywoods filmverden er klar fra starten, så det handler i virkeligheden mere om, hvordan de enkelte personer får håndteret balancen mellem deres personlige ambitioner og branchens krav.
Midt i alt dette leverer Josh Brolyn en pragtpræstation. Iklædt italiensk fedora-hat, et kynisk drag om munden og aldrig svigtende talent for at løse konflikterne, forsøger han at finde meningen med det hele i en branche, som i bedste fald kun kan levere en stjernestøvs-bedrysset kopi af det, man leder efter.
Hail Caersar – 106 minutter – USA – Instruktører: Joel Coen og Ethan Coen – Medvirkende: Josh Brolin, George Clooney, Alden Ehrenreich, Ralph Fiennes, Johan Hill, Scarlett Johansson, Frances McDormand, Tilda Swinton, Channing Tatum m.fl.
