Filmanmeldelse: Batman v. Superman: Dawn of Justice – Super flop!
Når man ser ”Batman v. Superman: Dawn of Justice” er det nemlig mange steder som at overvære en Malick-film: Spredte billedklip hånd i hånd med indre, eksistentialistisk dialog.
Men tag ikke fejl. Zack Snyder er hverken til dybdepsykologi eller filosofiske overvejelser. Han er til drengerøvs-underholdning i maksimalt tempo. Når han som her forsøger at videreføre den apokalyptiske grundstemning fra Christopher Nolans Dark Knight triologi om Batman, er det derfor dømt til at blive en noget uskøn oplevelse.
Samtidig er han på en bunden opgave: At bane vejen for en sand bredside af superheltefilm baseret på DC Comics superhelteunivers, der skal ramme biograferne de næste tre fire år. Det startede med Superman-filmen ”Man of Steele” (2013). Nu kommer så ”Batman v. Superman: Dawn of Justice”, der skal efterfølges af ”Justice League Part One” (2017) og ”Justice League Part Two” (2019) samt spin-off filmene ”Wonder Woman” (2017), ”The Flash (2018) og “Aquaman” (2018).
Det betyder, at han er nødt til at lave adskillige afstikkere i den nye film, som mere har karaktér af introduktion uden yderligere uddybning. Den får man først i de kommende film forstås.
Men tilbage til grundplottet. Efter den sædvanlige Batman-introduktion, hvor Bruce Waynes forældre bliver myrdet for øjnene af ham, klippes til den voksne Wayne i Ben Afflecks skikkelse. Magtesløs overværer han den afsluttende kamp mellem Superman og General Zod over Metropolis (en genindspilning af slutscenen fra ”Man of Steel”) fra gadeniveau, og må se skyskraberen med Metropolitan Wayne Enterprises styrte om og alle sine ansatte blive dræbt.
Resultatet er et ulmende had til Superman, hvis heltegerninger han ser som en trussel mod almindelige mennesker. Samtidig prøver en ukendt skurk – der hurtigt identificeres som den excentriske rigmand Alexander ”Lex” Luthor – at puste til ilden ved at intimidere Superman yderligere.
Målet er at tvinge de to superhelte til en kamp til døden, og snart trækker det op til den endelige styrkeprøve.
Filmens manuskript er som taget ud af en pisse-over-kors konkurrence i skolegården mellem klassens stærkeste drenge. Ideen med at lade to super-alfahanner slås mod hinanden er som en våd testosterondrøm – i hvert fald på papiret. I praksis ender det imidlertid i det rene rod.
Bygninger smadres og civile slås ihjel i hastigt tempo. Yderligere superhelte og en ekstra superskurk inddrages. Skuespillerne kappes om at vinde prisen for værste præstation med Jesse Eisenberg i spidsen som en overspillet og totalt karikeret Lex Luthor, hvis motiver, lige som meget andet, fortaber sig i tågerne. Og hvad Jeremy Irons skal på den galej som Batmans tjener Alfred er lige så uforståeligt.
Samtidig har man sammensmeltet Metropolis og Gotham City (der begge skal forestille at være New York) til to store tvillingebyer lige ved siden af hinanden, hvilket selvsagt ikke gør det nemmere at finde ud af, hvor man egentlig befinder sig.
Det værste er dog, at det, der skulle være en muskelsvulmende kamp mellem to superhelte, snarere ender som endnu en filmisk kastrering af manderollen. I bedste nyfeministiske stil reduceres de to alfahanner til indebrændte, navlepillende væsener i dyb tvivl omkring sig selv og deres rolle.
Man kan sagtens analysere og trække paralleller mellem åbningsscenen og 9/11-terroraktionen og mellem den almægtige Superman og de mange civile tab og USAs rolle i verden generelt. Men det vil være at bruge alt for meget tid og krudt på en film, der med sit overfladiske effektjageri slet ikke fortjener disse anstrengelser.
”Batman v Superman: Dawn of Justice” er for lang, for larmende og alt for dårligt struktureret. Og desværre er der en stime af lignende film på vej. Hvem skal redde verden for dem?
Batman v Superman: Dawn of Justice – 151 minutter – USA – Instruktør: Zack Snyder – Medvirkende: Ben Affleck, Henry Cavill, Amy Adams, Jesse Eisenberg, Diane Lane, Laurence Fishburne, Jeremy Irons, Holly Hunter, Gale Gadot m.fl.
