Filmanmeldelse: Ixcanul: Vulkanen – Smuk og usædvanlig film giver mayaerne stemme

Når en film starter med, at nogle bønder tvinger rom ned i halsen på en gris, for at den skal blive opstemt nok til at ville dyrke sex og blive gravid, så ved man, at man står over for en usædvanlig filmoplevelse.

Og den guatemalanske instruktør Javro Bustamantes debutfilm ”Ixcanul: Vulkanen” er da også på alle måder usædvanlig. En hypnotisk, smuk fabel om en ung maya-pige, der bliver fanget i grænselandet mellem nedarvede traditioner og den moderne verden.

Den 17-årige teenage-pige Maria lever med sine forældre i en afsides bjerglandsby i Guatemala. Her ernærer de lokale bønder sig ved at dyrke kaffe for foden af en stor vulkan, mens de hengiver sig til deres ritualer.
Men vulkanen er ikke det eneste, der ulmer. Lidenskaben gløder også mellem Marias unge lår. Ikke for den lokale kaffeplantages formand Ignacio, som hendes ærgerrige forældre har lovet hende til, men for den fattige kaffearbejder Pepe. Han drømmer til gengæld om et nyt liv i USA, som han romantisk forklarer Maria ligger lige på den anden side af vulkanen og en lille ubetydelig ting som Mexico.
Det går, som det må gå. Maria giver sig hen til Pepe, som kvitterer med at tage af sted til USA uden hende, intetanende, at han har gjort hende gravid.

Da moderen finder ud af Marias tilstand er hun klar over, at det ikke bare er Marias kommende ægteskab med Ignacio, der er på spil, men hele familiens fremtid. Hun går derfor pragmatisk værk og gør alt for, at Maria skal abortere barnet, men forgæves. ”Det er barnets skæbne at leve” konstaterer hun, indtil Maria bliver bidt af en slange, og filmen tager en ny drejning.

Javro Bustamante har lavet sin film med et fransk filmhold og i tæt samarbejde med et lokalt maya-samfund i Guatemalas højland, der taler kaqchikel-indianernes sprog, og som spiller de forskellige roller.

Resultatet er en film, som man fristes til at kalde etnografisk, hvis ikke dette begreb havde noget indbygget nedladende over sig. ”Icanul: Vulkanen” er en antropologisk rejse ind i et land, som kun få danskere kender. Den sætter fokus på Guatemalas undertrykte maya-befolkning og gør det med stor autencitet og troværdighed.

Maria – fremragende fremstillet af amatør-skuespilleren Maria Mercedes Coroy, som har et klassisk maya-ansigt – er både nysgerrig og en skarp iagttager af både sin egen og resten af familiens situation. Hendes far har en lavere stilling på plantagen, hvor han vejer dagens høst af kaffebønner, lige som han har ansvaret for en mark, der er blevet invaderet af slanger. Hendes mor har ingen uddannelse og taler ikke spansk, men er både indsigtsfuld og snarrådig.  Og Maria selv kan sagtens se fordelen ved at gifte sig med den mere velstående Ignacio, der endda ejer en bil.

Det vidner om Bustamantes talent for at trække tilskuerne ind i sin jungleverden, at da der knap halvvejs inde i filmen dukker en asfalteret vej og en bil op virker det spå fremmedartet, at det lige tager et øjeblik at fordøje det.

På samme måde benytter Bustamante sig af statiske, farvemættede, dybdefokuserede kompositioner – stilliserede men udsprunget af instruktørens trang til at lade sine personer udtrykke sig på deres egne vilkår.

Det gælder blandt andet scenen, hvor Maria lurer stille i mørket bag den lokale cantina, mens en beruset Pepe forsøger at få hold på sig selv. Roligt og utvetydigt tilbyder hun ham sin krop – og han tager imod tilbuddet.

”Ixcanul: Vulkanen” flakser mellem frihed og forpligtelse, mellem kærlighedens længsel og det arrangerede ægteskabs klaustrofobiske forpligtelse. Den giver stemme og film til et undertrykt folk, der normalt ikke har adgang til nogen af delene, og giver tilskuerne noget at tænke på, næste gang de drikker en kop kaffe.

Ixcanul: Vulkanen – 93 minutter – Guatemala og Frankrig – Instruktør: Javro Bustamante – Medvirkende: Maria Mercedes Coroy, Maria Telón, Manuel Antún, Justo Lorenzo, Marvin Coroy m.fl