Er god filmkunst lig med mange solgte billetter?
Dansk film har kapituleret!
Så bombastisk udtaler formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, sig om den aktuelle udvikling i dansk film.
De nyeste tal for billetsalget viser således, at 7 ud af de 13 danske film, der har haft premiere i 2016, har solgt færre end 10.000 billetter, mange af dem endda væsentligt færre.
Bundskraberen, Omar Shagarwis ”Al Medina” er for eksempel kun blevet set af 839 siden premieren i maj, mens islandske Rúnar Runarssons ”Sparrows” blot har solgt 1.076 biletter.
I den modsatte ende skiller fire film sig klart ud fra de andre:
Flaskepost fra P (Hans Peter Moland) – 702.559 biletter
Kollektivet (Thomas Vinterberg) – 303.785 billetter
Der kommer en dag (Jesper W. Nielsen) – 243.933 billetter
Antboy 3 (Ask Hasselbalch) – 101.227 billetter
Ikke siden årtusindskiftet, har man oplevet så mange danske biografflop, og Kim Pedersen er ikke i tvivl om årsagen: Publikum svigter, fordi der bliver lavet for mange billige film på små budgetter:
– Et stort budget er ikke lig med succes, men et lavt budget er næsten altid lig med fiasko.
– De fire film i bunden er alle lavbudgetfilm. Og det er en katastrofe for dansk film, at der nu satses endnu mere på lavbudgetfilm. For de har hverken tiltrukket publikum eller højnet filmkunsten, siger han til Politiken.
På filmsiden www.ekkofilm.dk går Kim Pedersen endnu længere og hævder, at dansk film har et stort demokratisk problem:
– Man lytter ikke til en befolkning, der understøtter dansk film med over 500 millioner kroner årligt. En lille, elitær, men meget magtfuld skare i dansk film har sat bøffer for ørerne og ignorerer komplet publikums ønsker.
– Det er til hudløshed blevet bevist, at danskerne vender ryggen til film på billige budgetter. Og det er ikke noget, der pludselig er sket i år, hvor de fire mest sete film alle er højbudgetfilm, og alle de største flops alle er lavbudgetfilm.
– I stedet for at tage kampen op og lytte til det store danske biografpublikum støtter Det Danske Filminstitut en type film, som ingen gider se. Da støttekronerne er begrænsede, betyder det, at hver gang, der produceres to lavbudgetfilm, der støttes, ofres der en højbudget film. Der ofres simpelthen de film, biografpublikummet gerne vil se, for at imødekomme en lille elitær gruppes ønsker. Det er ikke en visionær strategi. Det er kapitulation, fastslår Kim Pedersen
Spørgsmålet er, om man så bare skal følge Kim Pedersens anvisninger og give danskerne det, som de gerne vil have? I så fald kan man hurtigt se, hvor det bærer hen ved at se på topscorerne: Flere filmatiseringer af populære bøger og bogserier og flere Far til fire film og Klovn Forever. Det gælder i øvrigt også internationalt, hvor ”Fifty Shades of Grey”, ”Fast & Furious 7”, ”Jurassic World” og ”Minions” var blandt de 10 mest populære film.
Ingen tvivl om, at disse film er underholdende og solidt filmhåndværk, men at kalde dem en højnelse af filmkunsten ville være en klar overdrivelse. Der er i alle tilfælde tale om klare mainstreamfilm, der ikke går nogen nye veje rent filmisk.
Omvendt er det lodret forkert, når Kim Pedersen hævder, at en film som for eksempel ”Sparrows” ikke tilfører filmkunsten noget nyt. Den er tværtimod en del af den nye islandske bølge, der i øjeblikket skyller ind over Danmark, og som udfordrer tilskueren både visuelt og historiemæssigt.
Og nej, den er ikke lige så nemt tilgængelig for de store tilskuermasser som en Far til fire film eller en Jussi Adler Olsen filmatisering. Til gengæld er det rent faktisk filmkunst, hvor de andre film er ren underholdning.
Det er i orden, hvis Kim Pedersen udelukkende vil bruge billetsalget som succesfaktor for en film – han repræsenterer trods alt en branche, der lever af, at der kommer så mange som muligt i biografen. Han skal bare ikke sætte lighedstegn mellem store filmbudgetter og stor filmkunst.
Meningen med filmstøtten burde jo også være at fremme vækstlaget i dansk film og give mulighed for de film, der ellers aldrig ville få muligheden for at blive lavet. På den måde kan man også vende Kim Pedersens økonomiske argument om og sige, at de film, der sælger flest billetter i biograferne og tjener flest penge ind, er dem, som trænger mindst til filmstøtte
