Filmanmeldelse: Chronic – Når døden bliver dit liv
Der er masser af fim, som er glemt igen, nærmest inden man forlader biografen, men tro mig ”Chronic” er ikke én af dem. Med sit langsomme, nærmest dokumentariske tempo suger den én med sig fra første scene til den uventede slutning, der er lige så ambivalent, som filmens hovedperson, hjemmeplejeren David (Tim Roth).
David har specialiseret sig i at sørge for uhelbredeligt syge menneskers daglige behov i deres sidste tid. I løbet af filmen ser man ham sørge for tre forskellige patienter, og han gør det med allerstørste professionalisme, selvsikker og på samme tid diskret og indfølende. Sjældent har man således set en badescene udført mere nænsomt og med større respekt for patientens værdighed.
Men samtidig leger den Mexicanske instruktør Michel Franco med vores instinkter. For hvem er David egentlig? Og hvad er hans motiv for at leve det liv, som han gør?
Tag nu bare filmens åbningsscene: Her ser man et middelklassehjem gennem forruden på en parkeret bil. En kvinde kommer ud og sætter sig en i sin egen bil, og kører væk. Kameraet drejer og afslører David (som man på det tidspunkt intet ved om) sidde bag rattet, og han begynder at følge efter kvinden. I næste scene sidder han foran computeren og stirrer på Facebook-billeder af en vis Nadia Wilson (Sarah Sutherland). Hans forbindelse med denne kvinde lurer som et ekstra mysterium i tilskuernes bevidsthed i hele første halvdel af filmen.
På samme måde er der en skærende kontrast mellem Davids intense indlevelse i sine patienter, og den enorme tomhed, der præger hans personlige liv. Langsomt begynder der at opstå betænkelige sprækker mellem de to. Da Davids første patient, den unge AIDS-syge og anorektisk tynde Sarah (Rachel Pickup) dør, er det ham, der klæder hendes nøgne krop på. Til begravelsen sørger han lige så meget som de pårørende, og da han senere sidder alene og trist på en bar, fortæller han de andre bargæster, at han lige har mistet sin kone.
Det er filmens – og måske livets – store ironi, at en person som David på få dage kan opnå en åbenhed og intimitet med sine patienter, som deres partnere, børn og familie ikke kan matche trods årtiers samvær og kærlighed. For David forstår, hvad der foregår i deres liv på en måde, som de ikke gør. I takt med, at patienten trækker sig tilbage fra sin familie, flytter David ind som en slags erstatningsfortrolig/præst. Og de pårørende, som til at begynde med er lykkelige for, at han kan tage over og aflaste dem, opdager, hvordan de roligt, men metodisk bliver udelukket fra patientens liv og dermed frsa deres egen sorg.
Det mere end antydes, at Davids hengivenhed over for patienterne minder om folk, der er ramt af Münchhausen-syndrom og lever via andres smerte. Men selv om hans opførsel bliver mere og mere betænkelig, afsløres det aldrig, hvad han gentlig tænker og føler indeni.
Michel Francos film er bestemt ikke nogen hyggefilm, men mesterligt udført i sin forstemmelse og bygget op omkring bare 97 scener/indstillinger, der hver varer under et minut.
Det er en hudløs fremstilling, fordi den trænger helt ind der, hvor folk er afskrællet al illusion og værdighed. Samtidig bryder ”Chronic” med et af vores sidste tabuer og viser vejen mod døden i al dens utænkelige uværdighed og banalitet – et eksistentielt antiklimaks der fuldstændigt bryder med Hollywoods foretrukne, forskønnelse af dødeligt syges sidste dage og timer.
Tim Roth yder sit livs bedste indsats som David: Rolig, veluddannet og udtryksløs. Han udstråler ro og hengivenhed fra første færd, men også de nagende symptomer på farlig, irrationel adfærd, og forbliver et mysterium til det sidste.
Derfor er det fuld fortjent, at ”Chronic” sidste år vandt de gyldner palmer i Cannes for bedste manuskript. Og ja, filmen er deprimerende, men også et fascinerende vindue ind i den verden af selvopofrelse og psykologisk pres, der præger folk som David og dertil et kærkomment indspark i debatten om aktiv dødshjælp.
Så hvis du kun skal se én film i september, så er denne et rigtig godt bud.
Chronic – 93 minutter – Mexico og Frankrig – Instruktør: Michel Franco – Medvirkende: Tim Roth, Michael Christofer, Elizabeth Tulloch, Tate Ellington, Robin Bartlett m.fl.
