Filmanmeldelse: Julietta – Almodovar light
En ny Pedro Almodovar-film er altid en begivenhed. Og hans 20. film “Julietta” har meget af den varme, følelsesmæssig intelligens og lækre farver og tekstur, som kendetegner Almodovars bedste værker.
Alligevel er det, som om der mangler noget: Et lille mord. En kvinde der kidnappes og bindes, og som bliver forelsket i sin kidnapper. En kvinde i koma. Eller en mand, der af en hævngerrig kirurg forvandles til en kvinde og holdes indespærret i en kropsnær, hudfarvet dragt. Kort sagt det skæve og pirrende og overraskende, der gør en Almodovar-film til lige netop det.
I stedet har den spanske auteur leveret en ret ligeud og vedmodig historie om stor kærlighed, skyld og store tab med et centralt mysterie til at binde det hele sammen.
Historien i ”Julietta” har Almodovar fået ved at filmatisere tre interagerende noveller fra den canadiske forfatter Alice Munros novellesamling ”Runaway”. Og selvom filmen hopper frem og tilbage i tid, hænger den forbavsende godt sammen.
Titelpersonen Julietta (Emma Suarez) introduceres allerede i den indledende scene, hvor hun iført en rød kåbe er i færd med at forlade Madrid for at flytte til Portugal med sin kæreste/elsker Lorenzo (Dario Grandinetti). Det er en chance for at begynde forfra mener Julietta, som ikke agter at komme tilbage til Spanien.
Men et tilfældigt møde på gaden ændrer det hele, da Julietta støder ind i Beatriz (Michelle Jenner), som er barndomsven med hendes forsvundne datter Antia. Konfronteret med den fortid, hun helst vil glemme, men ikke er i stand til at løsrive sig fra, aflyser Julietta rejsen med Lorenzo og vender tilbage til den bygning, hvor hun boede med Antia.
Hun begynder at skrive et langt brev til datteren, hvor hun fortæller hendes historie og vips kastes filmen tilbage til en skæbnesvanger togtur i 1989. Her fører et selvmord og mødet med den gallisiske fisker Xoan (Daniel Grau) til intens sex og befrugtning.
Julietta opsøger Xoan i hans hjemby for at fortælle ham om barnet, og de indleder et heftigt kærlighedsforhold. I kulissen lurer imidlertid Xoans kunstner-veninde Ava (Imma Cuesta), og deres forbindelse får tragiske konsekvenser.
Langsomt oprulles historien om, hvordan Julietta endte i Madrid og mistede kontakten til sin datter – et tab der lurer som en dirrende, hudløs smerte gennem hele filmen.
Pedro Almodovar styrer sin film frem og tilbage med en Hitchcocks flair for suspense. Scenerne i toget bringer minder om ”Strangers on a train” (1951), lige som Xoans hus bringer minder om ”Rebecca (1940) med Rossy de Palma som Xoans beskyttende og dystre husholderske.
80’erne er også det årti, som Almodovar er tættest associeret med, og fremstillingen af Julietta som ung i Adriana Ugartes skikkelse er en visuel fryd iført Dr. Martens sko, strittende post-punk afbleget blond frisure og petrolblåt tøj, der får hende til at minde om noget fra pornoens guldalder.
Som sagt kræses der om suspensen, men desværre viser mysteriets løsning sig at være langt mindre dramatisk og langt mere menneskelig sørgelig, end man tror.
Pedro Almodovar startede i sin tid som spansk films enfant terrible. Nu er han blevet 66, og mens hans sans for det visuelle og æstetiske er usvækket, er det som om, at han denne gang er mere spansk-mainstream instruktør og mindre Aldemovar-auteur, end man har oplevet ham længe.
Julietta – 99 minutter – Spanien – Instruktør: Pedro Almodovar – Medvirkende: Emma Suarez, Adriana Ugarte, Michelle Jenner, Daniel Grau, Imma Cuesta, Rossy de Palma, Blanca Parés m.fl.
