Filmanmeldelse: Paterson – Når livet og kærligheden er et digt i New Jersey
”Her er den smukkeste tændstik i verden, så ren og rasende og klar til at bryde ud i flammer, mens den måske tænder cigaretten hos den kvinde, du elsker for første gang. Og det var aldrig det samme efter det.”
Instruktøren Jim Jarmusch har ofte været lyrisk i sine film, men aldrig så smukt og så insisterende som i sin nyeste film ”Paterson”. Et værk der hviler nærmest zen-agtigt i hverdagens stille liv, og som i løbet af otte dage forvandler de små detaljer i hovedpersonens liv til dybfølte, eksistentialistiske overvejelser om ægteskab, kærlighed, kompromiser og livets mange mærkværdigheder.
Hovedpersonen er buschaufføren Paterson (Adam Driver), der bor og arbejder i byen af samme navn. Hans dage udvikler efter stort set samme mønster: Paterson står op lidt over 06.00 om morgenen og betragter sin smukke kone Laura ved siden af i sengen, inden han går på arbejde. Før han kører bussen ud af garagen, skriver han et digt i sin notesbog, og om aftenen spiser han mad med sin kone, mens hun fortæller om alle sine planer. Senere går han en tur med parrets bulldog Marvin, hvor han besøger sin faste stambar.
Vi får ingen baggrundshistorie omkring, hvordan Paterson og Laura har mødt hinanden. Deres forhold er allerede færdigstøbt, da filmen starter. Laura er hjemmegående og har mange kunstneriske interesser. Hun maler, designer og dekorerer huset, bager cupcakes som hun sælger på det lokale landbrugsmarked, og overtaler Paterson til at købe en guitar, som hun øver sig på for at blive countrysangerinde. Og der er intet fjollet over hende: Hendes cupkager er flotte. Det samme er hendes designs og efter bare en dags guitarspil lyder det allerede lovende.
Paterson er stik modsat sin kone. Han ønsker ikke at skabe en karriere omkring sine digte eller vise dem til andre end Laura, selv om hun plager ham om i det mindste at tage kopier af det, der står i notesbogen.
Selv om han er bevist om, at den berømte digter William Carlos Williams også kommer fra Paterson, opfatter han bare sine digte som en del af livet, lige som han passer sit arbejde og lufter hunden, lytter til passagerernes samtaler og til de lokale stamkunders problemer på baren.
Hvis man skulle tale om et exceptionelt udramatisk liv, så er det dette. Og endda med et fuldstændig harmonisk ægteskab, selv om man fornemmer et underliggende vemod hos Paterson.
Hans digte er enkle bygget op omkring dagligdags iagttagelser og indtryk, som da han konstruerer en kærlighedserklæring til Laura med udgangspunkt i en æske tændstikker. Det er i det lille, men så meget desto mere nærværende nu, at det hele sker, og hvor filmen bliver stor og mesterlig filmkunst.
Og Adam Driver får det til at ske med en egen ro og accept af det liv, som han lever, mens den iranske skuespillerinde Golshifteh Farahani skaber modvægten til den indadvendte Paterson, med sine udadvendte drømme, der paradoksalt nok stort set alle udfoldes inden for hjemmets fire vægge.
”Paterson” vagte berettiget opsigt og begejstring blandt anmelderne på Cannes Festivalen sidste år, hvor nogle omtalte den som et kunstnerisk manifest fra Jim Jarmusch side. En udlægning instruktøren ikke selv var enig i:
”Jeg vil ikke kalde den et manifest, men du må gerne. Det virker lidt for selvhøjtideligt. Jeg vil bare kalde den et lille, stille digt, som er bevidst betydningsløst, og det mener jeg positivt. Jeg elsker alle slags film, men jeg har forsøgt lave en modgift til store, voldelige og dramatiske blockbusters.”
Og det har han gjort. Den herligste modgift og et filmisk digt for kærligheden og livet. Filmåret 2017 kunne ikke have fået en smukkere start.
Paterson – 118 minutter – USA, Frankrig og Tyskland – Instruktør: Jim Jarmusch – Medvirkende: Adam Driver, Golshifteh Farahani, Rizvan Manji, Barry Shabaka Henley, Frank Harts, Chasten Harmon m.fl.
