Filmanmeldelse: Train to Busan: Effektivt zombietog
Jeg kan endnu huske, da jeg første gang spillede Half Life 2, og hovedpersonen Gordon Freeman skulle kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by Ravenholm. Det skræmmende var ikke de ”normale” zombier, der bevægede sig zombie-langsomt rundt. Nej det virkeligt koldt-ned-af-ryggen løbende og andrenalinfræsende var, at nogle af zombierne var lynhurtige.
I det sydkoreanske zombie-actionbrag ”Train to Busan” er alle zombierne lynhurtige, og klar til i store flokke og i lag oven på hinanden at kaste sig flæsende og gnaskende over de stadigt færre levnede mennesker. Det er effektiv filmunderholdning og faktisk ganske skrækindjagende.
Det starter lovende allerede fra åbningsscenen: Mænd i redningsdragter advarer om et lokalt udslip, hvorefter en bilist påkører et rådyr. Han tror, det er dødt, men lidt efter liver det op igen, rejser sin bloddryppende krop og vandrer bort med store døde øjne. Katastrofen er i gang.
Senere går den fraskilte, hårde finansmand Seok-Woo ombord på hurtigtoget til Busan for at følge sin datter Su-an til hendes mor. Lige før afgang vakler en ung kvinde med krampespasmer og et bidesår på benet om bord. Hun bliver snart til en frådende zombie og smitter den kvindelige togstewardesse og i løbet af nul komma fem breder zombie-virussen sig som en steppebrand gennem toget.
Seok-Woo må nu kæmpe intenst for at redde sig selv og sin datter. Blandt de øvrige passagerer er jernbaneselskabets rige, egoistiske bestyrelsesformand, en godhjertet stærk bamsefar og hans højgravide kone, to ældre søstre, et baseballhold og deres kvindelige cheerleader samt en hjemløs på flugt fra zombie-epidemien.
Det er ikke noget nyt at bruge et tog i fart som kulisse for et filmisk drama. Det gjorde Agatha Christie allerede i ”Mord i Orientekspressen”, og det er gjort mange gange siden, men sjældent i en skal som her. Der kæmpes og undslippes i bogstaveligste forstand fra togvogn til togvogn, mens zombierne spreder sig både i toget og i resten af landet. Samtidig drøner toget mod Busan, hvor militæret ifølge de sparsomme oplysninger, som slipper igennem fra omverdenen, har etableret en karantænezone.
Historiens styrke er, at den er så enkel og dog formår at skabe dybde og sam- og modspil mellem sine personer. Som sædvanlig er menneskene både deres egen værste fjende og mest heltemodige frelsere. Truslen fra zombierne får de mest primitive og basale instinkter frem i alle. For nogle sætter forråelsen ind i kampen for at overleve, mens andre vokser til selvopofrende højder. På den måde handler ”Train to Busan” også om, hvem vi virkelig er og ønsker at være.
Samtidig kommer der også en samfundskritisk tone ind over det hele, hvor den egoistiske bestyrelsesformand symboliserer magten, mens den venlige bamsefar er det hjælpsomme proletariat. I midten af disse yderpoler finder vi så Seok-Woo, der må vælge, om han vil hjælpe andre eller kun sig selv.
På den måde får ”Train to Busan” også resonans i den virkelige verden, hvor ”folket” alene det seneste år har valgt både Brexit og Trump. Men først og fremmest er filmen et levende bevis på, at zombie-genren langt fra er død. Den lever i bedste velgående og bider fra sig.
Train to Busan – 118 minutter – Sydkorea – Instruktør: Sang-ho Yeon – Medvirkende: Yoo Gong, Soo-an Kim, Yu-mi Yung, Dng-seok Ma, Woo-sik Choi m.fl.
