Filmanmeldelse: Dræberne fra Nibe – Klichéfyldt og overvespillet og ikke spor sjov

Måske skal man være fra Nibe for at se komikken? Eller måske skal man hedde Ole Bornedal og selv have instrueret skidtet?

Der er i hvert fald ikke meget at grine af i Bornedals nye, sorte komedie ”Dræberne fra Nibe”. Til gengæld krummes tæerne til smertegrænsen undervejs, så man halter ud af biografen igen bagefter.

Til de uindviede kan jeg fortælle, at den ”behagelige markedsby” Nibe ligger ud til Limfjorden sydvest for Aalborg og har godt 5.000 indbyggere. De kan nu bryste sig af, at deres by er kommet på det filmiske verdenskort. Til gengæld må man så håbe, at byen er befolket med noget mindre klichéagtige typer end i filmen.

Filmens to mandlige hovedpersoner Edward og Ib ejer tilsammen alle de mest utiltalende menneskelige egenskaber: Den ene er racistisk, kvindehadende, smålig og gnaven. Den anden seksuelt frustreret og kujonagtig. To selvynkende, fysisk uattraktive mænd, der ikke overraskende lever et ”Tomt og fisseløst liv”, som Edward erklærer. Man ville snarere være blevet forbløffet, hvis det modsatte var tilfældet.

Deres koner Gritt og Ingrid er kun et par grader mere tiltalende end deres mænd, som de håner og nedgør konstant. Derfor beslutter Edward i en brandert at hyre en russisk lejemorder for at få gjort det af med de to kvinder. Da Gritt og Ingrid opdager mændenes plan, hyrer de imidlertid deres egen lejemorder.

Som man nok kan regne ud, er hverken beslutninger truffet i fuldskab eller af hævngerrighed særligt velovervejede eller smarte – hvad man da heller ikke kan beskylde nogen af hovedpersonerne for at være. Og med to løsgående lejemordere begynder den lille provinsby snart at flyde med lig.

Det kunne såmænd godt have været sjovt. Anders Thomas Jensens ”Blinkende lygter” (2000), ”De grønne slagtere” (2003) og Lasse Spang Olsens ”I Kina spiser de hunde” (1999) er alle eksempler på, at man godt kan lave morsomme, sorte komedier i Danmark.

Men fælles for disse film var også, at man på en eller anden måde identificerede sig med hovedpersonerne og kom til at holde af dem eller i det mindste holde med dem. Det sker ikke i ”Dræberne i Nibe” hvor man tværtimod håber, at det vil lykkes de to lejemordere at gøre det af med de to ægtepar.

Det kan godt være, at Ole Bornedal har ønsket at lave en film fra sin egen hjemegn væk fra det fisefornemme København. Hatten af for det, for den danske provins er stadig underbeskrevet på film. Men hvorfor skal provinsen hver gang fremstilles som et totalt mørkt og lovløst sted befolket af fjollede, voldelige og uhyggelige typer? Og hvorfor skal personerne i ”Dræberne fra Nibe” forsynes med de mest utroværdige jyske accenter, som var vi med i en jysk udgave af Morten Korch.

Ethvert tilløb til troværdighed eller elskelighed druknes i kliché-agtige figurer: Den potente, russiske lejemorder, den muslimske taxachauffør med Bin Laden tatovering, personernes påtagede fuldskab og dårlige engelskkundskaber etc. etc.

Det hele drukner i altoverdøvende overspil. Heldigvis ved vi, at Ulrich Thomsen, Nicholas Bro, Mia Lyhne og Lena Maria Christensen alle er rigtig gode skuespillere, men her kæmper de forgæves mod manuskriptets tåbeligheder og instruktørens misforståede intentioner om at, jo mere larm og stereotype figurer, jo sjovere film.

Uanset hvad så kan Bornedal dog være ligeglad, for verden vil åbenbart bedrages. I hvert fald vælter publikum i biografen for at se filmen. Over 70.000 så den i åbningsweekenden, hvilket er det højeste for en film af Ole Bornedal nogensinde, så måske er det bare undertegnede, der er en gnaven gammel anmelder, som ikke har set lyset. Det rigtige Nibe vil jeg imidlertid gerne besøge ved lejlighed.

Dræberne fra Nibe – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Ole Bornedal – Medvirkende: Ulrich Thomsen, Nicholas Bro, Mia Lyhne og Lena Maria Christensen m.fl.