Ja, jeg tør godt se Woody Allens film!
Kan man tillade sig at se en film – og endda nyde den – hvis instruktøren nu viser sig at være morder eller pædofil?
Spørgsmålet er blevet højaktuelt, siden at Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow for et par uger siden anklagede ham for at have misbrugt hende, da hun var syv år.
Foreløbig er der intet, som tyder på, at anklagerne er mere sande, end da beskyldningerne kom frem første gang i 1993. Dengang undersøgte politiet sagen grundigt og indkaldte eksperter – læger og psykologer fra Yale Universitetshospital – som brugte seks måneder på at analysere Dylan fysisk og psykisk. De konkluderede entydigt, at der ikke var tegn på misbrug, og at Dylan snarere var påvirket af sin mor Mia Farrow, som hadede Woody Allen, efter at han havde indledt et forhold til hendes anden adoptivdatter Soon-Yi.
Så vidt så godt. Men som altid i den slags sager, gør alene anklagen, at man automatisk bliver stemplet. Og at verdenspressen går i selvsving.
På Berlinalen, hvor Woody Allen ikke engang deltog, blev Berlinale-juryen således spurgt, om de i lyset af Allens sag også vurderede filmene ud fra instruktørernes etiske og moralske habitus.
Og i Berlingske Tidende stillede bladets USA-journalist Poul Høi spørgsmålet ”Tør du se Woody Allens film?”
Og han gav selv svaret:
”Hvis Woody Allen ikke var Woody Allen og Dylan Farrow ikke Dylan Farrow. Hvis de hed Viggo og Dorte og var fra et afrakket husmandssted ude i grebningen. Ville vi så tilgive Viggo eller tillade ham at gøre, hvad han gør, fordi han i øvrigt er god mod dyr?”
”Svaret giver vist sig selv. Derfor er der ingen vej uden om at se personen og kunsten i øjnene og forlige de to. Og hvis man ikke kan det – slå øjnene ned og lægge manden og kunsten til side.”
Sådan mener altså Poul Høi. Jeg vil imidlertid gerne give et andet svar: Ja, jeg tør godt se Woody Allens film. Jeg nyder faktisk at se Woody Allens film (næsten hver gang), og det samme gør millioner af andre.
Der er noget hyklerisk over Høi’s holdning – og også noget rørende naivt. For det første er Woody Allen ikke engang dømt – modsat for eksempel instruktør-kollegaen Roman Polanski. Sidstnævnte har for længst indrømmet, at han i 1977 dyrkede sex med en kun 13-årig pige. Og det har ikke hindret publikum i at strømme til hans film de sidste 35 år, uanset at de ifølge Høi’s terminologi burde holde sig væk.
Problemet er, at Høi efterlyser en perfekt verden, hvor stor kunst og store gerninger kun udføres af mennesker, der er moralsk og etisk uangribelige i enhver henseende. Men den verden eksisterer ikke og den har aldrig eksisteret. Den verden – som de troende mener, Vorherre har skabt i sit billede – er nemlig befriende uperfekt. Her følges talent og moral ikke nødvendigvis og ingen mennesker er enten/eller. Vi indeholder alle gode og dårlige sider.
Og lige som en politiker bør måles på sine politiske resultater – ikke på om han er sin kone utro – så bør en filminstruktør udelukkende bedømmes på kvaliteten af sine film.
Kunst kan ikke gradbøjes – i hvert fald kun ud fra en subjektiv smagsbetragtning. Enten er en film god ud fra nogle objektive kvalitetskrav, eller også er den det ikke. Og hvad skuespillerne eller instruktøren i øvrigt foretager sig – eller ikke foretager sig – i deres privatliv er kunstværket uvedkommende.
Så selv om det skulle komme frem, at for eksempel instruktøren bag Casablanca voldtog kvinder eller solgte narkotika, så rykker det ikke ved, at han har skabt et filmisk mesterværk.
Derfor vil jeg også i fremtiden med sindsro sætte mig i biografsædet og se Woody Allens film
