Filmanmeldelse: 12 Years a Slave – Slaveriets ubærligt grimme ansigt
Det er ikke en anmelders opgave at fortælle folk, hvilke film de skal se, og hvilke de skal undgå. Den beslutning skal de gerne tage selv.
Men hvis du kære læser er interesseret i film, kunst, økonomi, politik, drama og historie, så bør du absolut se ”12 Years a Slave”.
Ikke nok kan Steve McQeen blive den første sorte instruktør, der vinder en Oscar for bedste instruktion. Det er samtidig lykkedes ham at lave en meget kraftfuld film og bruge filmmediet ikke bare til at underholde, men til at uddanne og løfte sit publikum.
”12 Years a Slave” er den rystende, men sande historie om Solomon Northup, en fri sort, veluddannet mand fra staten New York i det nordlige USA, som i 1841 bliver kidnappet, transporteret til sydstaterne og solgt som slave.
Frarøvet sin kone, sine børn, sine identitetspapirer, ja selv sit navn må Solomon – der nu bliver kaldt Platt – skjule sin fortid og sine evner for at overleve.
Han bliver først solgt til den relativt sympatiske plantageejer Ford. Men efter en episode med Fords ondskabsfulde hjælper Tibeats bliver han i stedet solgt til den langt hårdere plantageejer Epps – en sadistisk mand, der hver dag pisker de arbejdere, som har plukket mindst bomuld, og hvis begær efter slavepigen Patsey driver ham til stadigt mere grusomme overgreb.
Steve McQueen er kendt for at dyrke tugtelsen af både krop og sjæl i sin film. Det så man blandt andet i ”Shame”, og i ”12 Years a Slave” går tugtelsen som en blodig rød tråd gennem det hele.
Stanken af hængninger og pisk, blander sig med den varme, fugtige luft i Louissiana. Sjældent har afstraffelse været portrætteret i så bogstaveligste forstand hudløst. Rygge flænses og blodet sprøjter, så det næsten er ubærligt at se.
Men endnu værre er næsten resignationen hos slaverne, der vender sig væk eller skynder sig i skjul, når de andre slaver bliver straffet – og viljeløst lægger krop til deres ejeres lyster.
I en tankevækkende scene hænger Solomon således med et reb om halsen stående på det yderste af sine tæer, mens livet omkring ham på plantagen fortsætter, som om intet er hændt og han ikke eksisterer.
Michael Fassbender spiller Epps med djævelsk intensitet, mens debutanten Lupita Nyong’o er en åbenbaring som den forfulgte Patsey. I en uhørt dristig præstation kombinerer hun fyrig stolthed med skrøbelig sårbarhed, så det gør ondt langt ind sjælen at kigge på. Hun er fanget i en påtvunget kærlighedstrekant mellem Epps og hans jaloux kone, som hun ikke kan undslippe.
Men frem for alt er filmen Chiwetel Ejiofors i den altoverskyggende hovedrolle som Solomon Northup. Selv om Ejiofor tøvede med at påtage sig rollen, er han intet mindre end fremragende.
Rollen kræver, at man er god til at udtrykke sig uden ord. Og Ejiofor viser, at han er en sand mester i at undertrykke såvel følelser som mimik. Sammenbidte tænder, en let adskillelse af læberne og øjne, der er som en bundløst, mørkt hav af stemninger, fortæller alt sammen uendeligt meget mere, end nogen dialog ville have gjort.
”12 Years a Slave” fortæller de grimme og barske realiteter bag begrebet slaveri på en måde, det aldrig er blevet gjort før. Viser det som en rædselsfuld og totalt destruktiv social konstruktion, der sugede menneskeligheden ud af alle, det kom i kontakt med. Som underminerede gode menneskers moral, gjorde dårlige mennesker til monstre og en hel race til husdyr og redskaber.
USA kan ikke undslippe sin fortid. Men dommerne ved Oscar-uddelingen kunne sone noget af landets kollektive skyld ved at give ”12 Years a Slave” så mange Oscar-statuetter som muligt. Ingen film har fortjent det mere i nyere tid.
12 Years a Slave – 124 minutter – USA & England – Instruktør: Steve McQueen – Medvirkende: Chiwetel Ejiofor, Benedict Cumberbatch, Michael Fassbender, Brad Pitt, Lupita Nyong’o, Liza J. Bennett, Paul Dano m.fl.
