Filmanmeldelse: Når noget slutter – Velspillet coming of old age drama
Vi mennesker har en evne til at konstruere historien om os selv smurt ind i et tykt lag af selvfornægtelse.
Det er temaet j Julian Barnes prisvindende bog ”A Sense of an Ending”(2011), der nu er blevet omsat til det store lærred af instruktøren Ritesh Battras.
Det er hans anden lange film, efter at han i 2013 brød igennem med den charmerende og romantiske ”The Lunchbox”. Og endnu engang er det skuespillernes styrke og de kraftfulde sidehistorier, der bærer filmen igennem.
Tony Webster (Jim Broadbent) er en selvtilstrækkelig, halvgnaven ældre mand, der ikke desto mindre trives med sine daglige rutiner og arbejdet i sin lille forretning, hvor han forhandler og reparerer Leica-kameraer. Han har et venskabeligt forhold til både sin ekskone Margaret (Harriet Walter) og sin højgravide single-datter Susie (Michelle Dockery).
En dag bliver han imidlertid kontaktet af en advokat, der fortæller, at moderen til hans gamle ungdomskæreste Veronica har efterladt ham et brev og en dagbog. Sidstnævnte tilhørte hans gamle ven og studiekammerat Adrian, der begik selvmord efter at være begyndt at komme sammen med Veronica.
Den sære trekantshistorie – eller rettere firkantshistorie – oprulles i flashbacks, mens Tony fortæller den til Margaret, der aldrig tidligere har hørt om hverken Veronica eller hendes mor Sarah.
Veronica nægter imidlertid at udlevere dagbogen. Da Jim møder hende og derefter begynder at følge efter hende for at finde ud af mere om hendes liv, går det op for ham, hvordan hans handlinger i fortiden har haft stor indflydelse på en række menneskers liv.
Samtidig må han også erkende, at han hverken har været en perfekt ægtemand for Margaret, eller far for Susie, der nu har mere brug for hans støtte end nogensinde til at komme gennem fødslen.
Selve kernehistorien i dette coming of old age drama minder på nogle måder om Andrew Haighs Oscar-nominerede mesterværk ”45 Years” (2015). I begge film dukker begivenheder fra fortiden på afgørende vis op i hovedpersonernes liv og ændrer hele deres syn på det liv, der er levet. Og så har begge i øvrigt Charlotte Rambling i en af de bærende roller.
Men sammenligningen mellem de to viser også, at ”Når noget slutter”, slet ikke har helt samme emotionelle dybde som ”45 Years”. Filmen formår ikke at levere den stærke slutning, som den foregiver at lede frem til. Den endelige afsløring forbliver delvist uforklaret, og vigtige nøglebegivenheder er udeladt i de hyppige flashbacks. På den måde føles klimakset lidt mudret og blodforladt.
Når filmen alligevel er seværdig skyldes det, at der spille ihærdigt på alle niveauer. Jim Broadbent leverer således en perfekt afstemt præstation i rollen som Tony. Med en blanding af eftertænksomhed, nysgerrighed, selvynk og en lille smule angst styrer han såvel filmens tempo som dens stemning i hver eneste scene. På samme måde er både Charlotte Rambling og Freya Mavor glimrende som henholdsvis den yngre og ældre udgave af den kølige, udgrundelige Veronica.
Tilsammen beviser de, at selv bøger, der ikke umiddelbart virker som oplagte kandidater til at blive filmatiseret, kan ende som interessante film i hænderne på erfarne britiske skuespillere.
Når noget slutter – 108 minutter – England – Instruktør: Ritesh Batra – Medvirkende: Jim Broadbent, Charlotte Rampling, Harriet Walter, Michelle Dockery, Matthew Goode, Emily Mortimer, James Wilby, Edward Holcroft, Billy Howle, Freya Mavor m.fl.
