Berlinalen 2018 dag 4 – Pippis mor som alenemor

Kender du det. Man sidder i biografen og filmen fanger ikke. Tæerne krummes og rastløsheden hober sig op i kroppen. Hvad gør man?

Dette spørgsmål var udgangspunktet for en lille twist mellem min faste Berlinale-sidedame M og mig på Berlinalens fjerde dag. Min sidedame er ikke i tvivl. Hvis filmen ikke fanger, så rejser hun sig og går – også selv om der måske kun er gået få minutter af den. Hellere det og bruge tiden på noget andet end at spilde sit liv, mener hun.

Jeg er derimod mere vaklende. Selv hvis filmen ikke fanger, bliver jeg siddende, ja jeg kan faktisk ikke huske en eneste gang, hvor jeg har foraldt en biograf i utide.

Hvorfor det forholder sig sådan, har jeg spekuleret på siden min diskussion med M. Skyldes det, at jeg hænger fast i den pænhed, jeg er opdraget med og ikke synes, at man offentligt skal demonstrere sin utilfredshed? Og hvis ja, hvorfor gælder det så ikke mange andre situationer? Skyldes det respekt over for de mennesker, der har produceret filmen? Eller skyldes det bare, at jeg er tålmodig?

Lidt af alle tre dele tænker jeg, men der er også en fjerde grund: Nysgerrighed. For lige så tit, som jeg har oplevet, at en dårlig film blev ved med at være dårlig lige til sidste scene, lige så tit er det sket, at billedet pludselig er vendt: En scene rammer uventet rørende. Handlingen og/eller personerne får mere bredde og dybde. Eller endnu bedre, den film, som virkede uigennemskuelig eller intetsigende giver pludselig fuldstændig mening, som da Nemo endelig kunne se, hvordan The Matrix hang sammen.

Min pointe er, at det – i hvert fald for mig – har giver mange oplevelser ikke at forkaste tingene og zappe bort, så snart jeg keder mig. Og at mantraet om aldrig at spilde et sekund af sit liv ofte stiller sig i vejen for det eventyrlige. Vær vedholdende og stå fast, som Svend Brinkmann ville have sagt.

Det med at stå fast har også kendetegnet dagens fire film. I dagens første film i hoedkonkurrencen, den franske instruktør Cédric Kahns ”La Priére”, bliver den unge, stofmisbruger Thomas sendt til en afsides bjergegn i Frankrig. Her skal han bo sammen med andre eks-misbrugere og finde ind til sig selv via solidaritet, hårdt fysisk arbejde og masser af bøn.

Thomas har det svært med både fællesskabet og dets religiøse ramme. Han har lyst til at løbe væk, men ved at blive lærer han nye ting om sig selv og når hen til et sted, han end ikke havde drømt om.

I dagens anden film, den italienske ”Figlia Mia”, må en 10-årig, ikke særlig selvstændig pige, erkende, at hendes mor måske er en anden, end hun troede. Netop den viden lærer hende at stå langt stærkere og mere fast end før.

Hvis nogen står fast og ikke flygter fra tingene, er det hovedpersonen i de to svenske instruktører Axel Petersén og Måns Månssons film ”Toppan av ingenting”. Her render den 68-årige larger-than-life kvinde Nojet ind i massive problemer, da hun arver en beboelsesejendom efter sin far. Det stopper hende imidlertid ikke fra at leve sit liv til fulde og uden at vige en tomme. Hvornår har man ellers mødt en fuldmoden kvinde, der trodser hudens og kroppens forfald og med fuldtonet lyst sænker sit fuldkrøllede skød over sin seneste  hullahopringen til at køre rytmisk om det rynkede maveskind i fitnesscenteret og med stor fryd fyrer maskinpistolsalver af.

Det smukkeste stå-fast eksempel var Pernille Fischer Christensens nye Astrid Lindgren filmatisering ”Unge Astrid”, der havde premiere her til aften i Berlinale Special programmet.

Filmen skildrer den unge Astrid Lindgren, der som 18-årig bliver ansat på den lokale avis og bliver gravid med redaktøren. Efter først at have født og efterladt barnet i Danmark for at redde sin elsker fra at ryge i fængsel for utroskab, ender hun med at afslå hans frieri og selv opdrage sin søn. En stærk og uafhængig kvinde, der bryder med datidens sociale normer.

DAGENS FILM

LA PRIÉRE
Den franske instruktør Cédric Kahns nye film “La Priére” (bønnen), er en af den slags film, som man enten hader eller elsker, fordi den er så fyldt til randen med religiøs patos, at den næsten virker som en propagandafilm for en sekt. Den 22-årige eks-stofmisbruger Thomas har i den grad brug for en ny start for ikke at falde tilbage i sit misbrug. Han bliver derfor sendt til en afsides bjergegn i Frankrig og installeret i et hus sammen med andre unge mænd, der forsøger at komme ud af deres misbrug. Fællesskabet, hårdt dagligt arbejde og ikke mindst masser af bøn skulle gerne ruste de unge mænd. F’ørst har Thomas svært ved at falde til, men langsomt finder han troen både på sig selv og på Gud. Og hos den lokale pige Sybille finder han også kærligheden. Da han på et tidspunkt oplever et lille mirakel skal han pludselig til at vælge mellem to veje i sit liv: En fremtid som præst eller en fremtid med Sybille? Et valg som kun Thomas kan finde svaret på.

FIGILIA MIA
I en lille by på Sardinien, der endnu ikke er blevet invaderet af turister, lever den 10-årige, rødhårede, indadvendte pige Vittoria sammen med sin mor Tina. En dag møder hun den blonde kvinde Angelica, som hendes mor ofte tager ud og besøger på hendes afsidesliggende gård. Angelica lever et liv i overhalingsbanen med druk og småprostitution og sine dyr på gården. Vittoria bliver fascineret af den livlige kvinde og begynder at besøge hende i smug, hvilket på ingen måde passer Tina, der bliver mere og mere frustreret over forbindelsen. Det går også hurtigt op for Vittoria, at Tina og Angelica skjuler en hemmelighed for hende, og at det handler om hende. Den italienske instruktør Laura Bisburis nye film “Figlia Mia” handler om at finde ud af, hvem man selv er. Gennem forbindelsen med Angelica opdager Vittoria nye sandheder om sig selv og begynder langsomt at træde ud af den beskyttende cirkel, som Tina har lagt om hende hele sit liv.