Berlinalen 2018 dag 5 – Skuddene på Utøya går igen

Den 22. juli 2011 er en af de dage, som altid vil blive husket. Den dag lidt efter klokken 17.00 gik den 32-årige Anders Breivik i land på den norske ø Utøya, hvor næsten 600 unge var samlet på det norske arbejderpartis årlige sommerlejr.

Små to timer tidligere havde Breivik detoneret en bilbombe midt i det norske regeringskvarter og dræbt otte mennesker. Nu begyndte han systematisk at skyde folk ned på Utøya og nåede at dræbe 69 og såre yderligere 66, inden han overgav sig små fem kvarter senere. Langt størstedelen af de dræbte var under 23 år.

På Berlinalens femte dag blev skuddene på Utøya vakt til live igen i al deres gru, da den norske instruktør Erik Poppes film ”Utøya 22. juli” blev vist i hovedkonkurrencen.

Efter en kort dokumontage fra bilbomben i Oslo, klippes der til øen, hvor man nu i realtid og gennem ét langt kamera-take følger de 72 minutter, fra Breivik gik i land og begyndte at skyde, til han overgav sig.

Men kan man overhovedet forsvare at lave en film om så afstumpet og ubærligt som Utøya-massakren over for de overlevende og deres familier? Det var et af de spørgsmål, som Erik Poppe har stillet sig selv mange gange, inden han gik i gang med at optage filmen, og som han også blev stillet på det efterfølgende pressemøde:

– I lang tid efter begivenhederne på Utøya, når man snakkede om det, så var hovedfokus på Anders Breivik. Dag for dag og måned for måned gled ofrene i baggrunden, og det er noget, som foruroligede forældrene og de overlevende, som jeg har mødt. Men når man ser, hvordan nyfascismen vinder frem i dag i Europa, så er der brug at mindes, hvad der skete og hvordan den nye højrenationalisme ser ud.

– Derfor ønskede jeg at vise massakren fra de unges perspektiv, og gøre det i realtid. Vise deres angst, desperation og rådvildhed i de 72 minutter, hvor de ventede på at få hjælp, uden at der skete noget, forklarede Poppe på pressemødet.

På pressemødet blev den 17-årige Andrea Berntsen, der spiller hovedrollen i filmen, spurgt om, hvad hun tænkte, da hun fik tilbudt rollen:

– Jeg var kun 12 år, da massakren slet, og husker derfor ikke så meget fra dengang. Da jeg så hørte om filmen, var jeg først meget kritisk og mente, at det var alt for tidligt. Men efterhånden som jeg fik hørt om deres overvejelser, og hvordan de ville lave den – for eksempel at der hverken ville være musik eller klip – tænkte jeg, at hvis man overhovedet skulle lave en film om Utøya, så var det her den korrekte måde at gøre det på. Og så endte jeg med at sige ja, sagde hun og Erik Poppe supplerede:

– Man kan altid diskutere tidpunktet. Der har været en del, som mente, at det var for tidligt at komme med sådan en film. Mange af de overlevende mente derimod, at hvis man venter, til tidspunktet er passende for alle, og det ikke længere gør ondt på nogen, så vil det være for sent. Selv om det er nu er syv år siden, og det på nogen måder er lang tid, så er det stadig som i går for de efterladte. For dem vil smerten altid være der, men vi håber, at filmen kan være en del af healingprocessen.

Det bliver nu op til folkene bag ”Utøya 22. juli” at finde ud af, hvordan man markedsfører en film, som ingen dybest set har lyst til at overvære.

For filmen er hård kost, hvad man også kunne mærke på de ellers garvede filmjournalister, da de kom ud efter presseforestillingen. Normalt går snakken livligt efter en film, men i dag var der stille og mange eftertænksomme miner.

Og så på pressemødet opstod et af de Berlinale-øjeblikke, man heller aldrig glemmer. Med i salen havde Erik Poppe nemlig medbragt tre af de overlevende fra Utøya, der har fungeret som konsulenter på filmen, og som pludselig stod der, og modtog journalisternes klapsalver.

Lige dér var Berlinalen, filmene og hvem der på lørdag vinder Guldbjørnen, fuldstændigt ligegyldigt. Det eneste, der betød noget, var de tre mennesker, der stod der lyslevende, tre mennesker som Breivik ikke fik slået ihjel og som nu er syv år ældre og forhåbentlig selv har eller får børn, som de en dag vil sende på sommerlejr.

DAGENS FILM

UTØYA 22. JULI
Der ligger tonsvis af overvejelser både etiske og praktiske bag Erik Poppes nye film om massakren på Utøya i 2011. Men nu er den her, og minder os om de 69, der blev dræbt den sommerdag. Af hensyn til de efterladte, er filmens personer fiktive, men så tæt på de virkelige begivenheder som muligt. Efter en dokumontage omkring bilbomben i Oslo klippes der til øen, hvor den 19-årige Kaja tilbringer ferien med sin lillesøster Emilie. De to skændes, fordi Emilie ikke har lyst til at være på øen, og ikke ønsker at gå med til den barberque, der starter lidt senere. Kaja ender derfor med at gå derhen alene, men midt mens hun står og snakker med sine venner, lyder de første skud, og skræmte unge kommer styrtende ud fra skoven. Mareridtet på Utøya er begyndt. I de næste 72 minutter følger kameraet den unge pige, mens hun flygter med de andre og desperat leder efter sin søster. Og hele tiden kommer den ukendte morder nærmere og nærmere. ”Utøya 22. juli” er på mange måder en ubærlig film, men det er også en meget nødvendig film og alene i kraft af sin historie, og den måde, den er fortalt på, medrivende fra start til slut.

3 TAGE IN QUIBERON
Der er mange måder, man kan portrættere folk på. Den fransk/tysk/iranske instruktør Emily Teif har valgt at skildre skuespillerinden Romy Schneider gennem det verdensberømte interview hun i 1981 gav til Stern-journalisten Michael Jürgs. Schneider havde på det tidspunkt haft mange negative opålevelser med pressen og var gået i skjul på et kursted ved kysten i Bretagne, hvor hun skule være sammen med sin barndomsveninde Hilde. I sort/hvid skildrer Emily Teif de tre dage i Quiberon, hvor Schneider vælger at blotlægge sin sjæl for journalisten til bristepunktet – velvidende at han trykker alt, hvad hun siger. Med sig har Jürgs den kendte Stern-fotograf Robert Lebeck, der havde et nært forhold til Schneider og har taget de mest berømte billeder af hende. Jo mere, at Schneider blotter sig selv og personen bag skuespillerinden, jo flere gnister slår gruppedynamikken i den umage kvartet. En helt igennem usædvanlig portrætfilm af en enestående kunstner, der her spilles med utrolig autencitet af skuespillerinden Marie Bäumer