Filmanmeldese: Mamma Mia! Here We Go Again – Fortsættelse af Abba-musical er bedre end 1’eren
”Here We Go Again”. Sådan lyder titlen på fortsættelsen af Abba-musicalen ”Mamma Mia” (2008), der blev et kæmpe hit for 10 år siden. Den kunne ikke være mere velvalgt, for den nye film springer ikke bare ind der, hvor forgængeren slap, men er også på mange måder en både bedre og mere tilfredsstillende film.
Dem, der elskede Meryl Streep i hovedrollen som alenemoderen Donna, der drev et hotel på en lille idyllisk græsk ø, må dog belave sig på en skuffelse. Vi er nu nogle år længere fremme, og Donna er død, mens hendes datter Sophie arbejder hårdt for at genåbne hotellet og komme sig over tabet. Hun er gravid, men hendes mand Sky har travlt med sit arbejde på Manhattan. Han er blevet tilbudt fastansættelse, så hverken han eller to ud af Sophies tre fædre kan komme til genåbningen.
Her er det så, at ”Mamma Mia! Here We Go Again” laver sit smarte træk. I stedet for blot at følge nutidssporet, blander den det med historien om, hvordan den purunge Donna kom til den græske ø. Og hvordan hun i hurtig rækkefølge mødte og blev forført af tre mænd, så hun bagefter ikke var klar over, hvem af dem der havde gjort hende gravid.
Den unge Donna spilles af Lilly James, der gør en overdådig entré. Ved translokationen på Oxford Universitet træder hun op på podiet for at holde afslutningstalen til de andre studerende, hvorefter hun krænger den fornemme universitetskappe af og leverer en fejende udgave af ”When I Kissed the Teacher”.
Man mærker straks, hvordan Mamma Mia denne gang er løftet musikalsk og scenografisk. For 10 år siden sang de fleste af skuespillerne de kendte ABBA-sange, som om de havde fået fripas til en karaoke-aften i byen: Nogle brølede teksterne, andre forsøgte at slå rullende triller som kanariefugle eller synge blødt og crooner-agtigt, ja selv Meryl Streep blev ved med at deklamere sine sange, som om de var replikker i et skuespil. Og så var der selvfølgelig Pierce Brosnan, der fyrede den af med Abba-hittet ”SOS” som en sæl med en bordtennisbold i munden.
Lily James derimod overgår fuldstændigt alle disse musikalske klovnerier. Stående i sine rumstøvler med de andre to veninder fra bandet Donna and the Dynamos, Tanya (Jessica Keenan Wynn) og Rosie (Alexa Davies) går hun til opgaven som en spændstig tiger. Selv om ”When I Kissed the Teacher” er en af Abbas mindre kendte sange, bliver den forløst langt mere dynamisk end noget, man så i den første film, og får allerede her en til at håbe, at man denne gang ikke skal opleve en pastiche, men en ægte musical.
Det kommer heldigvis til at holde stik, kulminerende med Cher, der dukker op hen mod slutningen som Sophies larger-than-life bedstemor fra Las Vegas og giver en uforglemmelig udgave af hittet ”Fernando”. Hendes ansigt er måske spændt op af botox, men synge kan 72-årige Cher stadig væk.
Amanda Seyfried er en fryd som Sophie, men det er Lilly James, der med sin unge, hudglinsende friskhed og lokkende smil, puster liv i filmen og sætter mændenes hjerter og underliv i brand – og det kan man godt forstå.
Selvfølgelig kan Mamma Mia ikke fuldstændig undvære Meryl Streep. Da hun dukker sent i filmen er det så meget desto mere rørende, og der opstår et af disse øjeblikke, hvor man skal være hærdet for ikke at lade tårerne få frit løb.
”Mamma Mia: Here We Go Again” er ikke blot bedre musikalsk. Den er mere ægte rørende, mere dynamisk og bedre visuelt forløst, med flot klippede parallelle forløb mellem fortids- og nutidshistorien. Så ”Thank You for The Music” og tak for denne hyldest til nogle af de bedste popsange, der nogen sinde er lavet.
Mamma Mia: Here We Go Again – 114 minutter – England og USA – Instruktør: Ol Parker – Medvirkende: Amanda Seyfried, Lilly James, Meryl Steep, Dominic Cooper, Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård, Collin Firth, Cher, Christine Baranski, Julie Walters, Andy Garcia m.fl.
