Filmanmeldelse: The Raft – Socialt eksperiment på en tømmerflåde over Atlanten
Filmudvalget er stort denne uge. Det er fristende at se fortsættelsen på Pixars ”De utrolige” og endnu mere fristende at købe billet til Bille Augusts storladne fortolkning af Henrik Pontoppidans udødelige mester værk ”Lykke-Per”.
Men hvis der stadig er penge til overs i biografbudgettet og man har lyst til en lidt anderledes filmoplevelse, så er den svenske instruktør Marcus Lindeen’s debutfilm ”The Raft” er rigtig godt alternativ.
Lindeen har forsøgt at genskabe et antropologisk eksperiment, som spansk-mexicaneren Santiago Genovés satte i værk i 1973.
Her placerede han 11 demografisk forskellige personer og sig selv på en tømmerflåde i 100 dage, og pålagde dem at krydse Atlanterhavet. I vore dages realityshow-verden lyder det nærmest mainstream, men dengang må ideen have virket ret nyskabende.
Her 45 år senere har Lindeen genskabt en model af tømmerflåden, placeret den i et filmstudie og inviteret de overlevende fra turen til at komme og reflektere over deres oplevelser. Det er der kommet en særdeles interessant film ud af, der fuldt fortjent vandt dette års DOX: Award 2018 på CPH:DOX festivalen.
Filmens dynamo er krydsklipningen mellem grynede 70’er-optagelser fra turen med mere stiliserede billeder fra studiet. Genovés døde i 2013 og er ikkke selv med, men ved hjælp af blandt andet hans dagbøger har Lindeen skabt en dialog, der formidles af skuespilleren Daniel Giménez Cacho. Over for det står så de virkelige stemmer og tanker fra de overlevende, som mest er kvinder. Kun en enkelt af mændene er således stadig i live.
Denne køns-skævhed har uden tvivl påvirket det færdige resultat, for kvinderne stiller sig rimeligt skeptiske over for Genovés projekt og ikke mindst hans intentioner – med god ret.
Antropologen, der selv havde oplevet at være i et passager i et fly, der blev kapret, ønskede at skabe det ultimative eksperiment: At isolere en række unge, smukke mennesker midt ude på havet og på den måde sparke gang i faren, aggressionen og de seksuelle spændinger.
”Blandt primat-hanner handler de fleste konflikter om adgang til hunner med ægløsning. Jeg ville undersøge, om det samme gjorde sig gældende blandt mennesker.”, fortæller Santiago Genovés i starten af filmen.
For yderligere at puste til ilden mellem kønnene, havde antropologen med vilje sørget for, at kvinderne på tømmerflåden havde de vigtigste funktioner som henholdsvis kaptajn, læge og dykker, lige som han havde taget en sort kvinde og en sort mand med i sikker forvisning om, at de ville danne par.
Men eksperimentet slog fejl. Turen over Atlanten blev mere flower power end Robinson Ekspeditionen. De udvalgte laboratorierotter gad simpelt hen ikke reagere på Genovés provokationer. I stedet endte de med hygge, kortspil og fællessang og med en afslappet åben seksualitet imellem sig, som Genovés, der ikke selv var en del af 68 generationen, ikke kunne forstå, og som fik ham til at fremstå gammel og konservativ.
”The Raft” er ikke dybdepsykologi, og det trækker ned, at Genovés ikke er med i en nutidig version, men den er en interessant refleksion over 70’ernes frigjorthed og flydende grænser.
The Raft – 97 Minutter – Sverige, Danmark, USA og Tyskland – Instruktør: Marcus Lindeen – Medvirkende: Maria Björnstam, Mary Gidley, Rachida Liévre, Edna Reves, Fé Seymour, Eisuke Yamaki, Servane Zanotti m.fl.
