Berlinalen 2019 dag 6 – Fransk stjernestøv og tyske meningsløsheder

”Kan du forklare, hvad meningen er med det her?”

Spørgsmålet blev stillet til mig tidligere i dag af en af mine mangeårige Berlinale-bekendte – eller ellers sædvanligvis yderst skarp filmjournalist fra Slovarkiet.

Det han gerne ville forstå meningen med, var dagens første film i hovedkonkurrencen, den tyske ”I As At Home, But”.

Jeg blev ham svar skyldig, ja faktisk stod jeg selv med samme spørgsmål. Filmen begynder med en hare, der løber over en mark. Forsætter med en scene fra en stald, hvor en hund ligger på gulvet, mens et æsel kommer ind gennem døren. Derefter følger scene på scene med stivnede mennesker med armene ned langs siden, der bevæger sig rundt som zombier, mens de siger deres replikker. Noget med en dreng, der har været væk, hans mor og en lillesøster. Nogle skolebørn citerer Hamlet, og en kvinde forklarer en mand, at hun mener, hendfes mission i livet er at være alene, men uden at kunne forklare hvorfor. Så ja, hvad var meningen egentlig?

Det efterfølgende pressemøde med instruktøren Angela Schanelec bragte ikke svaret nærmere. Faktisk var instruktøren tydeligt irriteret over, at man forsøgte at finde en mening med hendes film.

”Man skal passe på med at overanalysere tingene. Når jeg for eksempel startede med scenen med haren, ja så skyldes det udelukkende, at jeg synes, det kunne være flot med en scene med en hare.”

”I det hele taget har jeg forsøgt at skabe en film, hvor intet er som i virkeligheden. Det er mit mål”, forklarede instruktøren, der også var lige ved at komme med en forklaring på æslet – men kun næsten.

Altså ingen forklaring der. Filmen skulle forstås som en meningløs kunstinstallation, og det var så det. Men hvad i alverden gør den så i Berlinalens hovedkonkurrence og ikke i en af de andre sektioner, hvor man sædvanligvis placerer mere eksperimenterende film?

Selvfølgelig skal der være plads til eksperimenter også i hovedkonkurrencen. Den slags kan man sagtens slippe afsted med, hvis ellers den samlede kvalitet i konkurrencen er høj nok. Men man kan ikke slippe afsted med det på en Berlinale, der med en anden filmkollegas ord er ”den svageste nogensinde”. Så bliver det nemlig lige så meningsløst, som den tyske film.

Heldigvis var dagens to andre film i hovedkonkurrence-programmet langt enklere at gå til. Den italienske Piranhas var et nådesløst troværdigt portræt af nogle unge, kriminelle teenagedrenges liv i Napoli, mens den franske ”Farewell To The Night” handler om en ældre kvindes kamp, da hun opdager, at hendes barnebarn er blevet radikaliseret og planlægger at rejse til Syrien for at kæmpe og dø for ISIS.

Sidstnævnte havde den franske stjerneskuespillerinde Catherine Deneuve i hovedrollen. Dermed fik Berlinalen en anden ting, som den i den grad har manglet i år: Store stjerner på den røde løber.

Den 75-årige Deneuve, fremstod på pressekonferencen som et levende bevis for, at skønhed og klasse ikke har nogen alder. Og der var masser af mening i hendes svar, da hun blev spurgt om, hvordan hun overhovedet kunne holde ud at spille rollen.

”Det handlede ikke om skulle holde noget ud, men at forstå min egen rolle og gennem den forsøge at forstå mit barnebarn. Jeg havde selvfølgelig stor medfølelse med bedstemoderen, og for de valg, hun bliver nødt til at træffe i filmen. Der er jo nærmest tale om Shakespearske beslutninger. Og jeg var også rørt af forholdet mellem hende og hendes barnebarn”, forklarede Deneuve.

Den schweiziske skuespiller Kacey Mottet Klein, der spiller barnebarnet Alex, forsøgte også at skabe mening i den unges mands handlinger.

”Da jeg var 14 år, plejede jeg at hænge ud med nogle muslimske drenge, og her var der en af dem, der forsøgte at indoktrinere mig. For mig handlede det ikke om noget religiøst, men om at jeg virkelig gerne ville være en del af gruppen. Heldigvis holdt det kun to dage, så lokkede de andre teenagevaner med at ryge og drikke mere”, smilede han.

Filmens instruktør André Téchiné sluttede af med følgende bemærkning:

”For mig at se, er den radikalisering, som foregår, langt farligere end en sekt, fordi den er bundet op på såvel noget historisk som noget mytologisk. Man blander noget spirituelt med det at forberede sig på kamp. Da jeg skulle lave filmen, kiggede jeg derfor især på råmaterialet, i form af de radikaliserede egne ord. Jeg var meget interesseret i disse ord og ønskede, at de skulle indgå og afspejles i filmen.”

Og sådan blev der alligevel skabt mening med tingene. Det eneste problem er bare, at den franske film godt nok er med på hovedkonkurrencens program, men ikke deltager i konkurrencen. Den ære er åbenbart forbeholdt meningsløsheder.

DAGENS FILM

I WAS AT HOME , BUT

Der er film, som er lige til at gå ombord i, og så er der film, som man har langt sværere ved at komme ind i og forstå. Den tyske instruktør Angela Shanelecs ”I Was Home, But” hører så afgjort til i den sidste kategori. Man får ikke meget hjælp i filmens start, hvor en scene med en hund og et æsel aldrig rigtigt forbindes med resten af handlingen. Filmens hovedhistorie – hvis der er én – handler om en 13-årig dreng, der vender tilbage til sin mor Astrid og sin lillesøster, efter at have været forsvundet i skoven et stykke tid. Derefter bevæger filmen sig hakkende frem, og viser scener fra familiens liv, hvor familiebåndene virker som om, at de er ved  at gå i opløsning. Den distancerende fornemmelse, der rammer én fra starten understreges af kameraet, der meget af tiden holder sig på respektfuld afstand af personerne. Man kan jo altid forsøge at finde betydninger og tolkninger i en film, men med denne kommer man stærkt i tvivl om, hvorvidt det er besværet værd

PIRANHAS

Den brutale bandeverden i Napoli er udgangspunktet i den italienske film ”Piranha”. En gruppe unge teenagedrenge i en fattig del af Napoli, prøver desperat at finde en måde at tjene penge på, så de har råd til designertøj og til at blive lukket ind på det lokale diskotek. Gruppen ledes af den snarrådige Nicola, hvis mor lige som de andre handlende i kvarteret bestaler beskyttelsespenge til en udefrakommende mafiabande. Først prøver Nicola og hans venner at blive en del af banden, men snart beslutter de sig for at drive banden ud af kvarteret og selv overtage styringen. Men har man magten, er der altid andre, der vil forsøge at tage den fra én, og da Nicola bliver fanget mellem flere fronter på grund af sin kæreste Letizia må han træffe et valg. Det er lykkedes den italienske instruktør Claudio Giovanesi at skabe et troværdigt drama ved hjælp af ikke-professionelle skuespillere fa den del af Napoli, som filmen portrætterer.

FAREWELL TO THE NIGHT

Berlinalens slogan  er  i år ”Det personlige er politisk”, og få steder er den præmis tydeligere end i den franske instruuktør André Téchinés bidrag til festivalens hovedkonkurrence ”Farewell t’To The Night”. Filmens kernefortælling er simpel: Den ældre kvinde Muriel opdrætter heste i Frankrig, da hun en dag finder ud af, at hendes elskede barnebarn Alex er blevet radikaliseret. Det samme er hans barndomskæreste Lila. De to er nu konverteret til Islam og planlægger at rejse til Syrien for at slutte sig til ISIS og kæmpe mod de vantro. Muriel prøver først på at forstå sit barnebarn og derpå på at forhindre Alex i at tage afsted. Men hvordan forhindrer man nogen i at følge deres inderste overbevisning? Mens fortællingen er simpel og udført klædeligt afdæmpet, er dilemmaet så meget desto mere kompliceret. Téchiné kommer ikke med nogen nemme løsninger, men bruger i stedet filmen til at rejse nogle aktuelle, politiske spørgsmål på et dybt personligt plan.