Filmanmeldelse: If Beale Street Could Talk – Nyt hjertegribende drama fra manden bag “Moonlight”

Det er to år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med den amerikanske instruktør Barry Jenkins – og hvilket bekendtskab. Hans anden spillefilm “Moonlight” om en ung afro-amerikansk, homoseksuel mands barndom og ungdom i Miami, var en af de største filmoplevelser i 2017. Stille, men ufattelig insisterende og med en dybde i sine personer, der blev siddende længe efter, at filmen var slut.

Efter en velfortjent oscar for ”Monlight” er han nu filmaktuel igen med endnu et menneskeligt drama om en gravid sort kvinde, der kæmper for retfærdighed i 70’ernes New York.

Vi kastes ind midt i den hjertegribende historie

”Jeg håber ikke, at nogen har været nødt til at se deres elskede gennem en glasrude”, lyder åbningsreplikken fra den 19-årige Tish (Kiki Layne), da hun besøger sin kæreste Fonny (Stephan James)  i fængslet for at fortælle ham, at hun er gravid.

Fonny sidder indespærret med udsigt til livstid, efter at han anklages for en voldtægt, som han ikke har begået. Han er blevet udpeget af en hævngerrig betjent, efter at betjenten blev ydmyget i en episode, hvor Fonny var involveret. Og i 1970’ernes USA – og sikkert også dagens – skal der ikke meget til, før man som sort bliver dømt.

Tish lover Fonny, at han nok skal være ude af fængslet og tilbage i Harlem, før deres barn bliver født. Men det blive ikke overraskende en hård kamp for at bevise hans uskyld. Mens Trish’ egen familie accepterer situationen og prøver på at hjælpe, er Fonnys gudsfrygtige mor fjendtligt indstillet og bebrejder Tish for, hvad der er sket. Kan de to parter enes for at redde tilværelsen for den unge familie?

”If Beale Street Could Talk” beviser igen, hvor fremragende en instruktør, Barry Jenkins er. Det var hans evne til at tage udgangspunkt i helt bestemte begivenheder og ved sin indlevelse og detailrigdom gøre dem universielle, der gjorde ”Moonlight” til et mesterværk. Og det er samme formel, som gør hans nye film vedkommende.

”If Beale Street Could Talk” er en hjertegribende historie, fortalt på sin egen vemodige, følsomme troværdige måde, der kryber ind under huden. En film, der er lige så dyster som sensuel, og som formår at smelte store temaer som fordomme, undertrykkelse og indespærring sammen med klare, menneskelige føleser som kærlighed og tab.

Barry Jenkins er loyal over for Jams Baldwins bog, der ligger til grund for historien. Som afro-afrikansk instruktør virker han ikke specielt interesseret i at dykke ned i, hvad ”de hvide” tænker, og hvorfor skulle han også det? Hans mål er at udforske det sorte USA indefra, og i begge film er det en fængselsdom, som ødelægger tilværelsen for hovedpersonerne.

Til forskel fra hans spillefilmsdebut ”Medicine for Melancholy”, hvor to meget velartikulerede singler i San Francisco bruger en hel nat på at snakket om livet og verden ligger kommunikationen mellem Tish og Fonny mere i det usagte.

På  samme måde adskiller filmens farvetone sig også fra for eksempel ”Moonlight”, hvor alt – inklusive de sorte – så blåt ud. Her er det hele i skildret i gyldne toner, så grundstemningen bliver mindre melankolsk og mere varm.

Filmens helt store plus ud over Jenkins instruktion er Regina King som Tish´es mor Sharon. Hun leverer en mesterlig præstation inden for diciplinen undertrykt kropssprog. Et klasseeksempel er scenen, hvor Tish skal fortælle sin mor, at hun er gravid. Man ser det gennem Tish`es øjne, men hun ser på Sharon der står med ryggen til. Og allerede inden, at moderen vender sig, afslører en næsten umærkelig bevægelse i hendes nakke og skuldre, at hun ved præcis, hvad hendes datter skal til at sige.

Stor skuespilkunst i en stor film.

If Beale Street Could talk – 119 minutter – USA – Instruktør: Barry Jenkins – Medvirkende: KiKi Layne, Stephan James, Regina King, Colman Domingo, Aunjanue Ellis m.fl.