Berlinalen 2019 dag 7 – Netflix, skurk eller helt?
Jeg vil genre komme med en tilståelse, som måske lyder lidt paradoksal. Det bedste ved Berlinalen er faktisk ikke filmene, selv om de selvfølgelig er grunden til, at jeg overhovedet tager til festivalen hvert år og bruger ni dage og nætter af mit liv i Berlin.
Det bedste er heller ikke, at festivalen foregår i den tyske hovedstad, selv om Berlin er en super dejlig by at færdes i med mange attraktioner.
Nej det allerbedste er de møder og samtaler, som jeg har undervejs med andre. Uden disse udvekslinger af livshistorier og synspunkter omkring film og verden i al almindelighed, ville det hele føles tomt og ligegyldigt.
Den slags samtaler har jeg heldigvis haft nogle stykker af også i år, og tidligere i eftermiddag havde jeg endnu en – denne gang med en slovakisk journalistkollega.
Emnet var streaminggiganten Netflix, der for alvor er blevet en spiller, man må regne med også når det gælder produktion af kvalitetsfilm. Netflix stod således bag dagens største filmoplevelse i hovedkonkurrencen, det spanske drama ”Elisa y Marcella” om to lesbiske kvinders kamp for at få lov til at elske hinanden i starten af 1900-tallet.
Efter at Netflix finansierede mesterværket ”Roma”, der var sidste års vinder på filmfestivalen i Venedig, kan ingen længere afvise selskabets kraft som filmproducent. Til gengæld er der delte meninger, om det er en fordel eller en ulempe for publikum, at Netflix´ produktioner først og fremmest kan ses på nettet og kun i begrænset omfang i biografen.
Derfor lød der også adskillige buh-råb fra salen ved indledningen til presseforestillingen, da Netflix` logo blev vist på lærredet.
Min holdning er, at film som ”Roma” og også ”Elisa y Marcella” alligevel højst vil blive vist i nogle uger i nogle få af de mere arthouse-agtige biografer i de største byer. Altså for en udvalgt skare på få tusinde, der i forvejen er vant til at gå efter – og nyde – lige præcis den type film. Visninger i de største sale i blockbusterbiograferne kommer til gengæld aldrig på tale.
Til gengæld vil der nu være mange tusinder, der ser filmene på Netflix – + også mange, der ellers aldrig ville gå i biografen og se den slags film. På den måde får de en langt større udbredelse kan på den måde være med til at åbne manges øjne for, hvordan det er at opleve en virkelig kvalitetsfilm.
Min slovakiske kollega ser til gegæld langt mindre positivt på det. Han frygter, at Netflix` nye rolle som producent af højkvalitetsfilm vil betyde, at der bliver alt for mange af denne type film, og at det bliver alt for nemt at se dem på sit tv – og at det vil ende med samme se-og-zap-væk kultur, som gør sig gældende på mange andre områder i vores moderne liv.
”Det er som med kærlighed. De bedste ting skal man kæmpe for, ikke bare få serveret”, som han poetisk udtrykte det.
Enige blev vi ikke, men det er også ligemeget, for samtalen har ført til, at vi begge har sået nogle frø hos hinanden, som forhåbentlig kan spire videre.
Til gengæld var vi begge enige i at sukke højt over, at avisen Der Tagesspieles daglige liste over, hvordan filmkritikene vurderer filmene i hovedkonkurrencen, viste, at gårsdagens meningsløse tyske film ”I Was At Home, But” har scoret topkarakter.
Når selv instruktøren ikke kan forklare, hvad meningen med en film er, ud over at skabe noget, der på ingen måde minder om virkeligheden, kan man undre sig over, at højt estimerede filmanmeldere kan. Men som min slovakiske kollega konkluderede: ”Det er som med Kejserens Nye Klæder”.
DAGENS FILM
VARDA BY AGNES
Mens film sagtens kan blive for kunstlede er det som regel altid interessant at høre en kunster beskrive sine kunst på film. Det er det også med Agnés Vardas selvbiografiske film, der som den første blev vist på Berlinalens hovedkonkurrence i dag. Agnés Varda er en verdenskendt fotograf og installationskunstner og en af pionerne bag den Nye Franske Bølge og derfor en institution i fransk film. Den nye film, hvor hun selv fungerer somfortæller og hovedperson, falder i to dele: Dels beskriver den perioden fra 1954-2000, hvor fokus er på Agnés udvikling som kunstner, og hvordan hun med hver ny film ændrede sin fortællestil. Dels fokuserer den på årene 2000-2018, hvor Agnés begyndte at bruge digital teknologi til at skildre verden på nye, unikke måder. Den nu 90-årige Agnés er en glimrende fortæller og keder ikke et sekund i den næsten to timer lange film
ELISA Y MARCELLA
Den spanske instruktør Isabel Coixet er lidt af en Berlinale-veteran. Ikke færre end otte af hendes film har været med på Berlinalen gennem årene, lige som hun selv var en del af juryen i hovedkonkurrencen i 2009. Nu er hun så Berlinaleaktuel igen med enmeget usædvanlig kærlighedshistorie. De to kvinder Elisa og Marcella møder hinanden, da de begge læser til lærer i slutningen af 1800-tallet. De forelsker sig straks, men selv om det lykkes dem (som de første homoseksuelle par i Spanien) at blive gift, da Elisa udgiver sig for en mand, kommer deres forhold ud for store udfordringer, der til slut får dem til at flygte til Argentina. Croxiet, der bygger sin historie på virkelige personer, har skabt en visuelt utrolig smuk film i sort/hvid, der fortæller en både gribende og usædvanlig kærlighedshistorie
SYNONYMES
Dagens sidste film i hovedkonkurrencen var en fransk/tysk/israelsk film af den isrealske instruktør Nadav Lapid. Tingene starter ikke just godt for jødiske Yoav, da han ankommer til Paris. Lejligheden han har lejet, er tom, og mens han tager bad, bliver hans ting stjålet. Heldigvis får han hjælp af et ungt fransk par i bygningen , og nu begynder en sælsom udviklingshistorie. Yoav er fuld af forvetning til sit ophold i byen og fast besluttet på at komme af med sin jødiske identitet så hurtigt som muligt. Først ved at nægte at sige et ord på hebraisk og i stedet erstatte sit sprog med fransk, siden ved at distancere sig til andre jøder i byen. Nadav Lapid trækker tungt på sine egne erfaringer til at skabe en fortælling om udfordringerne ved at slå sig ned et nyt sted, og hvordan forsøget på at finde og genopfinde sig selv kan åbne en eksistentiel afgrund.
