En snak med Filminstruktøren Sun Hee Engelstoft om hendes debutfilm ”Forget Me Not”, der har premiere på CPH:DOX. Et dybt personligt værk om at stå i det umenneskelige dilemma at skulle beslutte, om man vil bortadoptere sit barn.
Allerede hendes navn afslører det. Og hendes glatte, mørke hår og smukke, eftertænksomme ansigt, der med mellemrum opløses i et perlende grin, bekræfter det. Filminstruktøren Sun Hee Engelstoft er en af de mange tusinde, der som barn blev adopteret fra Sydkorea til Danmark.
Nu er hun en voksen kvinde på 36 år, udlært fra Filmskolens dokumentarlinie med dokumentarliniens navnkundige leder Arne Bro som mentor, og om få dage debuterer hun på CPH:DOX med sin første spillefilm ”Forget Me Not”. Et dybt personligt værk, der følger nogle ugifte, sydkoreanske kvinder, som står i det svære, næsten umenneskelige dilemma, at de skal beslutte, om de vil bortadoptere deres børn.
Det er derfor, at Sun Hee og jeg sidder her en regnfuld, onsdag eftermiddag over for hinanden ved et bord i Studentercafeen. For at tale om jagten på den mor, hun aldrig har mødt, og på svaret om, hvorfor hun gav hende bort, og hvordan den blev til en meget større historie. En rejse ind i et ukendt land for at afdække de tanker og den smerte, der ligger bag enhver adoption, og som bliver ved med at ligge der – hos dem, der giver deres barn væk, hos deres familier og hos børnene.
”Hvornår startede denne her film for dig?”
”Den begyndte allerede tilbage på Filmskolen. Her fik jeg langsomt selvtillid nok til at lytte en fornemmelse indeni. Noget følsomt og spædt, der drog mig mod Sydkorea, som jeg blev nødt til at tage alvorligt.”
”Jeg tog udgangspunkt i min egen historie og min store nysgerrighed mod det land, jeg oprindeligt kommer fra. Filmen var et middel til at undersøge alt det, som jeg ikke kunne få svar på herhjemme: Min personlige historie. Hvad Sydkorea er for et land. Hvad det er for kvinder. Og hvorfor de vælger at give deres børn væk. Kort sagt alt det, som før var et mørkeland.”
”Du startede med at lede efter din mor, men endte så et helt andet sted?”
”Ja, da jeg ikke kunne finde svarene på mine spørgsmål hos min egen mor, søgte jeg andre kvinder, jeg kunne spørge i stedet. Jeg fandt ud af, at der rundt omkring i Sydkorea eksisterer over 50 institutioner for ugifte, kvinder, hvor de opholder sig, mens de føder deres børn og beslutter, om de vil adoptere dem væk eller ej.”
”Jeg besøgte en del af dem, men de fleste af disse institutioner finansieres og drives af adoptionsselskaberne, så der kunne jeg ikke få lov til at komme ind og filme.”
”Til slut fandt jeg dog en institution, hvor jeg fik lov. Den ligger på Jeju Island – også kaldet Honeymoon Island – der er Sydkoreas svar på Hawaii, og hvor koreanerne tager hen på bryllupsrejse, så det er jo lidt paradoksalt.”
”Hvorfor gav de dig lov?”
”Det skyldtes udelukkende, at jeg selv er adopteret. Ellers havde de ikke lukket mig ind. Samtidig tror jeg, at det var en ubevidst gevinst, at det var nogen, jeg ikke kendte i forvejen, som jeg endte med at spørge om disse ting. Fordi, at vi var fremmede, åbnede de sig på en anden måde, og jeg fik ting at vide, jeg måske ikke ville have fået at vide.”
”Du endte med at flytte ind på institutionen og bo der permanent i en længere periode. Hvad var det for en type kvinder, som du mødte der?”
”Det, som jeg oplevede, var disse meget unge, sårbare kvinder. Nu er jeg ikke mor selv, men når man står alene og skal have et barn, så er man i den mest sårbare position i sit liv.”
”Her er det voldsomt at høre andre komme med deres mening om, hvad man skal gøre med sit barn. At høre en, der er tæt på én, og som har autoritet, der siger, at man ikke er værdig til at være, forældre, og at man derfor skal give sit barn bort. Det er virkelig hårdt.”
”Samtidig står disse kvinder utrolig alene. I Sydkorea er det meget svært at overleve som enkeltindivid uden familie. Man er rigtig meget i kraft af sin familie, og ens forældre har ofte meget stærke holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Det er smukt, men meget voldsomt.”
”Det ser man jo også flere eksempler på i filmen. Blandt andet et forældrepar, der tvinger deres datter til at overlade barnet til dem og i stedet lade som om, at hun er dets søster. Men de gør det jo ikke, fordi de er onde.”
”Nej, de er ikke onde. Alle, både familierne og folk i systemet, har de bedste intentioner, på nær dem, der tjener penge på internationale adoptioner. Men det betyder ikke, at der kommer et godt resultat ud af det.”
”Hvordan var det at bo på institutionen og få indblik i disse her ting?”
”Hele processen omkring filmen har været som en rejse og et barometer. Jo mere, som du ved om et sted, jo mere ved du også, hvad du har mistet.”.
”På institutionen oplevede jeg sydkoreanske mødre sammen med deres børn. Det har jeg aldrig oplevet før, og ved at se på dem, gik det op for mig, at jeg jo også har en mor, og at hun er sydkoreansk. Selvfølgelig har jeg altid rationelt vidst, at det var sådan, men først ved at se det i virkeligheden kunne jeg for alvor mærke det.”
”Samtidig opdagede jeg også, at selv om alle kommer med en forskellig historie, så er der også nogle overordnede fællestræk. På den måde handler min film også om at gøre noget usynligt synligt. At beskrive noget, som ellers er dybt tabubelagt og noget, som man ikke taler om: Den afgrundsdybe sorg ved, at moderen og barnet ikke er sammen.”
”I filmen er der en meget stærk scene, hvor en af kvinderne netop har måttet sige farvel til sit barn og grædende går ind på sit værelse. Her lægger du kameraet fra dig, slår lyden fra, træder ind i billedet og går hen og lægger armene om kvinden. Du holder op med at være den usynlige iagttager og fluen på væggen.”
”Jeg var aldrig fluen på væggen, snarere fluen midt i suppen. Og jeg tænkte ikke over det i situationen, men handlede bare og gjorde det eneste, der var at gøre.”
”Jeg synes, at man bliver nødt til at tage ansvar, når man beskriver verden. Man er nødt til at give noget af sig selv til verden og udvise generøsitet for at udveksle liv og erfaringer.”
”Nogle gange, mens jeg var på institutionen, var jeg mere børnepasser end instruktør. Kvinderne lukkede mig ind i deres liv, og lige fra starten oplevede jeg en fuldstændig umiddelbar forståelse og accept af mit projekt. På den måde kom jeg til at indgå i et meget specielt fællesskab. På Jeju kom jeg til at stå midt i den farezone, som jeg selv er resultatet af.”
”Det er jo på mange måder en trist film. Var det intentionen fra starten?”
”Nej, jeg gik ikke efter at lave en sørgelig film. Hver gang, at jeg begyndte at filme en af disse kvinder, troede jeg på, at hun ville ende med at beholde barnet, fordi hun sagde det. Jeg troede, at det var nok, men det var det ikke, så jeg føler lidt, at jeg kom til at åbne Pandoras æske.”
”Er du så kommet nærmere de svar, som du ikke har kunnet få fra din egen mor?”
”Ja, jeg føler, at jeg har fundet ud af min personlige historie, og at jeg har mødt min mor gennem alle disse kvinder.”
”Derfor er jeg også gået meget personligt ind i det. At holde fast i princippet om journalistisk armslængde ville have været at gøre vold mod projektet og mit ønske om at blive klogere og forstå, hvordan verden ser ud.”
”Nu er ”Forget Me Not” så blevet udtaget til CPH:DOX, hvor den skal vises tre gange i løbet af festivallen. Hvad betyder udtagelsen for dig?
”Det er selvfølgelig virkelig glædeligt, og jeg glæder mig til at invitere min familie, mine venner og alle, der har arbejdet på filmen, ind og se den. For hvis der er én ting, som man ikke kan lave selv, så er det en film. Jeg er taknemmelig for alle dem, der har hjulpet undervejs, og som har båret mig på hænder og fødder gennem processen.”
”Hvad vil du gerne have, at publikum får ud af at se filmen?”
”En af de ting, som jeg har lyst til at give videre, er den mærkelige fornemmelse af afsavn jeg har følt. Gennem projektet har jeg fået bekræftet, at den er sand, og at den har sin berettigelse.”
”Samtidig vil jeg også gerne have, at filmen får folk til at tænke over, hvem der får lov til at være forældre i vores verden. Hvis man for eksempel er for fattig eller fra et andet land, kan man så være en god forældre?”
”Der er jo rigtig mange også her i Danmark, der er blevet adopteret fra Sydkorea. Og det til trods for, at Sydkorea har den 12. eller 13. stærkeste økonomi i verden, og at landet nu har en lavere fødselsrate end Japan. Det burde ikke være nødvendigt.”
”I den forbindelse synes jeg, at der er brug for, at Danmark tager et lovgivningsmæssigt ansvar i forhold til disse børns historie, før de bliver adopteret bort. Er de for eksempel blevet stjålet? Eller er deres mødre blev presset tl at adoptere dem væk? Som det er nu, bygger adoptionerne på et tillidsprincip, hvor man stoler på afgiverlandet, og det synes jeg, er et problem.”
”Det lyder næsten som om, du også har en politisk agenda med filmen?”
”Det har jeg måske også, men udgangspunktet for min film er ikke politisk. Det er ikke der, jeg taler fra. Det, som dokumentarfilm kan, er at bygge vej ind i folks hjerter og skabe større viden, forståelse og empati. Det gælder også min film. De følelser, den kortlægger, er noget, som alle kan relatere til. På den måde er det jo ikke rocket science.”
”Det var så din første dokumentarfilm. Hvad skal der nu ske?”
”Nu har jeg lavet en film om sydkoreanske kvinder, men der er også nogle fædre bag disse historier, der om muligt bliver skubbet endnu længere ud i forhold til børnene. Derfor vil jeg gerne i min næste film undersøge den sydkoreanske mand, for lige som kvinderne i Sydkorea må indordne sig kulturen og systemet, gælder det samme for mændene.”
”Jeg vil gerne lave en film, der handler om den næsten utænkelige situation, at en voksen, sydkoreansk mand tager på en rejse, for at finde et mistet barn, der er blevet adopteret væk.”
”Det lyder som en stor udfordring at finde sådan en mand?”
”Ha ha, jamen derfor tror jeg heller ikke, at det skal være en dokumentar, men derimod en fiktiv historie” ler Sun Hee, inden hun efter en lille kunstpause tilføjer:
”Det vigtigste er ikke, om det er fiktion eller ikke fiktion, men at det er noget, som jeg ikke kan lade være med at bruge tid på.”
