Filmanmeldelse: The Wolf of Wall Street – Fredagsbar med dværgkastning, strippere og kokain

Store filmskabere ældes ikke på samme måde som vi andre. Det er 71-årige Martin Scorsese et prima eksempel på. På et tidspunkt, hvor de fleste er gået på pension, stormer han biografsalene med en film, der ville have udmattet instruktører, der kun var halvt så gamle.

Scorseses 23. film ”The Wolf of Wall Street” er lige så dampende varm og våd som nyslagtet kød: Hvert sekund og hvert billede i dette tre timer lange værk oser således langt væk af virilitet og skaberkraft.

”The Wolf of Wall Street” bygger på den sande historie om finansmanden Jordan Belfort og hans liv i den forgyldte overhalingsbane i 80’erne og 90’erne.

Som ung kommer bogholdersønnen Jordan i lære i det kendte investeringsfirma L. F. Rotschield på Wall Street. Her lærer han hurtigt, at det, som det virkelig gælder om, ikke er kundernes gevinst, men at får dem til at investere og geninvestrere, så firmaet kan få provision – og holde arbejdstempoet oppe via rigelige mængder af stoffer og sex.

Senere etablerer han sit eget investeringsfirma Stratton Oakmont i ombygget garage på Long Island. Medarbejderstaben består af en broget blanding af tidligere venner og kolleger, hvis eneste fællestræk er deres ønske om at blive rige og en grådighed, der sætter alle normale moralske overvejelser ud af spil.

Firmaet begynder med at narre småsparere til at investere i værdiløse aktier mod lovning om store gevinster og til en provision på 50 procent. Snart er firmaet og Belfort styrtende rige med luksusejendomme, prangende biler, helikopter, egen yacht og en blond, Barbieformet  trofækone, som Jordan omtaler som ”Hertuginden”.

Mere vil have mere og Belfort begynder nu også at bide skeer med de store investorer på Wall Street. Men i kulissen lurer FBI på at fælde både Stratton Oakmont og dens ejer, og nedturen begynder.

Det er i sandhed en op- og nedtur, som er værd at følge. Udskejelserne hos Stratton Oakmont får en dansk fredagsbar til at ligne et bønnemøde i Indre Mission. Storkontoret bugner af sprut, stoffer og strippere i alle rangklasser. Pengesedler kastes rundt. Dværge kastes mod målskiver med dollartegn, og folk knalder lystigt i elevatorerne og alle andre steder i en sanseløs, hedonistisk rus.

Og selvom elementerne er der i rigelige mængder, er det ingen græsk tragedie, men derimod massivt underholdende og grotesk morsomt. Man burde forarges, men smiler og griner i stedet af skamløsheden.

”The Wolf of Wall Street” mangler ”Taxi Drivers” vildskab, ”GoodFellas” lurende fare og ”Raging Bulls” menneskelige smerte. Til gengæld er den bestemt ikke uden brod. Når Jordan Belfort i en af sine peptalks til sine dedikerede medarbejder råber ”Stratton Oakmont is America”, serverer han også filmens sorte morale. For firmaet indeholder alt det, man forbinder med den amerikanske drøm. Uhildet opportunisme og griske dollardrømme som to sider af samme mønt. Muligheden for at komme ind fra gaden og uanset baggrund og religion udleve den amerikanske ærkemyte om at blive rig og uafhængig.

Leonardo DiCaprio sammensmelter rollerne fra “Gatsby” og “Catch Me If You Can” til en af karrierens mest bemærkelsesværdige præstationer som Jordan Belfort. En karismatisk, nærmest ikonisk skikkelse, der glider, vakler og kryber fra scene til scene, indtager uanede mængder af stoffer, befamler og bestiger enhver kvinde, han er i nærheden af, og når at sige fuck flere gange i løbet af de 180 minutter end en hel sæson af The Soparanos.

I passager minder Dicaprio stærkt om Orson Welles i ”Citizen Cane” og burde ganske enkelt have en Oscar for den rolle. Hvis det alligevel glipper, skyldes det udelukkende, at resten af holdet spiller lige så fremragende.

Det omfatter blandt andet en genial Matthew McConnaughey som børsmægleren Mark Hanna, der ved historiens start introducerer Belfort for de grundprincipper, der driver investeringsmøllen – og som ganske stjæler billedet i de alt for korte minutter, han er med. Jonah Hill som Jordans ustyrlige makker Donnie, Joanna Lumley som skarp engelsk overklassedame, Jean Dujardin som reptilglat schweizisk bankmand og Rob Reiner som Jordans koleriske far.

Læg dertil en sprudlende lydside og en dialog, der rammer skuespillerne så mundret, at det lyder som sød musik, og man har en film så høj på adrenalin, at den hiver publikum med i sin rus.

For selv om Belfort og hans venner er den slags personer, som enhver normal person ville afsky i det virkelige liv, kan man ikke lade være at føle en vis pervers fascination. En lyst til bare at feste med i fem minutter og kaste en enkelt lille dværg.

The Wolf of Wall Street – 180 minutter – USA – Instruktør: Martin Scorcese – Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Johan Hill. Margot Robbie, Matthew McConaughey, Kyle Chandler, Rob Reiner, Jon Bernthal, Joanna Lumley, Jean Dujardin m.fl.